Af Frederik Christensen, debatredaktør på Modstrømmen

Det er snevejr og bidende koldt, da jeg en novemberdag træder op ad trinene til Jesuskirken.

Thomas Kluge er ikke kommet endnu.

Jeg står og skutter mig under de tre granitsøjler, som de store buer ind til kirkens forhal hviler på. “Jeg er vejen, sandheden og livet” står der ovenover søjlerne, som er placeret under det kolossale ur.

Jeg skal tale med billedkunstneren om, hvad hans kunst egentlig repræsenterer, og hvad den moderne kunst og kultur ifølge ham har mistet.

Vi er splittede i Vesten, både politisk men også kulturelt. Mange mener ikke længere, at den vestlige kulturarv er værd at bevare. I stedet bør den nedbrydes og udskiftes. Det synspunkt møder dog i stigende grad modstand fra dem, der mener, at vi omvendt bør finde tilbage til vores civilisatoriske rødder, fordi det moderne og progressive, der søgte at erstatte de kulturelle normer og traditioner, ikke har svaret på samtidens – for slet ikke at nævne fremtidens – problemer.

Et gammelt bibelsk ordsprog siger, at et hus, der er i splid med sig selv, ikke kan stå. Men befinder vi os overhovedet i det samme hus?

Thomas Kluge er selv fast placeret i den gruppe, der kæmper for en revitalisering af kulturen. For han mener ikke, at det nuværende paradigme kan give et svar på det morads, vi befinder os i. I kunstverdenen fremstår Kluge som en enmandshær mod den moderne mastodont, der prædiker provo-kunst og “rematerialisering”.

Snart får jeg øje på Thomas Kluge, der runder Kirkevængets hjørne i rask trav. Han har sin karakteristiske baret på med de ikoniske hornbriller, der hænger langs barettens front.

Mit første indtryk af Thomas Kluge er slående. Jeg troede han ville se mere udmattet ud – det er trods alt længe den midaldrende billedkunstner har måttet kæmpe mod de moderne smagsdommere. Men han udstråler en bemærkelsesværdig livsglæde og vitalitet. Kampgejsten er der. De systemtro har ikke fået lov til at vinde endnu.

Den forpligtende kunst

Imens vi hilser på hinanden, bevæger vi os ind ad den store dør til Jesuskirken, der gavmildt er blevet os stillet til rådighed af sognepræst, forfatter og medkæmper i kulturkrigen, Sørine Gotfredsen.

Kirken er fra 1881 – et ikke helt ubetydeligt år, der på flere måder varslede modernitetens indtog. Det var både Pablo Picassos og Stefan Zweigs fødeår. Førstnævnte omfavnede moderniteten, mens sidstnævnte kollapsede under den.

Kirkelyset er dæmpet, da vi træder ind, undtagen oppe ved alteret, og her placerer vi os.

“Min tipoldefar er blevet brugt som model til disciplene” fortæller Thomas Kluge mig stolt, med reference til ornamenterne af Jesus disciplene der hænger over alteret.

Efter vi har taget det smukke kirkerum ind, spørger jeg Thomas, om han ser kirken og kirkens rum som et kunstværk i sig selv?

“Nej, det her er bestemt et helligt rum, et sakralt rum, og den kunst man så kan tale om, pryder kirken, er underlagt det”.

Er det ifølge dig en banalisering i virkeligheden at kalde det kunst?

“Kunst er alt og ingenting,” understreger han og tilføjer:

“Men skal den bære betydning, må den være bundet til noget — en virkelighed, en historie. Kunsten er kun noget i kraft af det, den formidler.”

Thomas Kluge kan sit kram, hans håndværk er upåklageligt, ja velsagtens virtuost. Og det er måske i virkeligheden det, der provokerer de moderne kunstnere mest. Kluges malerier forbinder ”åndens arbejde med håndens” som han formulerer det. Ifølge ham er det derfor afgørende at kunstneren er i stand til at ”sanse verden” og billedliggøre det gennem håndværket, ellers mister kunsten sin betydning.

”Kunsten beror på sanserne snarere end intellektet.” påpeger Kluge. ”Og kunsten kommer fra langt væk fra sansningen, så snart den bliver en intellektuel overbygning på universitetet.” konstaterer han.

Sansningen er altså det, der giver os et forhold til kunsten.

“Et kunstværk er kun et kunstværk, fordi der er nogen, til at observere det. Og endnu bedre er det, hvis der er to, der observerer det sammen, og kan tale om det bagefter”.

Betyder det, at kunstnerens rolle er at sammenligne med præstens?

Thomas Kluge tøver, og påpeger, at ”Thorvaldsen nu engang godt kunne finde ud af at skulptere paven, selvom han ikke var troende”. Alligevel insisterer den berømte billedkunstner på, at troen er central, for uden den forsvinder formålet med det hele. Ifølge Kluge er forpligtelsen på historien og fortællingen nemlig afgørende.

Selv fik billedkunstneren troen fra sin farmor, der var en fast og from dame, hvis tro på Gud var en åndelig og levende relation, ikke bare en abstraktion eller idé, som det ofte bliver reduceret til i moderne kultur.

”Min farmor overbeviste mig om, at troen faktisk kunne flytte bjerge.”

Og den tro gjorde Thomas Kluge brug af, i en kunstverden hvor de metaforiske bjerge skulle vise sig nærmest umulige at flytte, hvis man ville noget andet end at male konceptuelt og eksperimenterende. Hele tre gange blev den senere folkekære billedkunstner og portrætmaler afvist fra Kunstakademiet.

“Det er meget nemt for kunstnerne og kunstverdenen i dag at provokere udad,” fortæller Kluge mig og fortsætter: “Sjældent bryder de sig om, hvis der bliver provokeret udefra og ind.”

Og provokerede blev kunstverden da også – Thomas Kluge er blevet kaldt alt fra ”reaktionær” til en ”anti-provokations provokatør”. Hans maleri af Duschamps pissoir, førte eksempelvis til en konflikt med Museet for Samtidskunst, der klagede til Roskilde kommune over udstillingen. Uden for akademiet er hans malerier dog eftertragtede. Ikke mindst i kirken, hvor flere af hans værker hænger.

Hans maleri af ”Skærtorsdag”, der viser Jesus, der med en lerkande vasker en af disciplenes fødder inden sin korsfæstelse, hænger i Linå kirke, ligesom han har malet den sidste nadver, der pryder altertavlen i St. Magleby kirke.  Kluges malerier har vakt beundring hos mange, hvilket måske netop skyldes, at malerierne bringer den fortælling til live, som vores civilisation indtil den moderne epoke, har været forpligtet på at genbekræfte og viderebringe, men som ifølge Thomas Kluge er ved at gå tabt.

”I dag er det, som jeg kalder for dogmet, ikke længere kristendom, men frisættelsen. Og det er i virkeligheden enormt ødelæggende for os, når vi står ansigt til ansigt med en verden, der kommer buldrende imod os, og som i den grad har en tro på noget, der er større end individets frisættelse.”

Og hvem er så det, som Thomas Kluge tror, kommer buldrende imod os?

”Det er Kina” siger han.

”Kina har et ekstremt organiseret samfund, som jeg tror, kommer til at være morgendagen… imens har vi travlt med at aflive vores egen position i den globale orden, ved at bruge vores tid og energi på at dyste om, hvem der kan føles sig mest krænket, eller mest umyndiggjort som følge af en af de utallige moderne diagnoser, vi konstant påfører os selv eller andre. Vi gør med andre ord os selv ubetydelige, overflødige og inkompetente, og resten af verden har ingen kvaler med at overtage det ansvar, vi har forsømt”

Mange vil jo indvende, at vi aldrig historisk set har haft det bedre. Den globale fattigdom er på et historisk lavpunkt, vi er rigere end nogensinde før og de teknologiske fremskridt har været enorme. Alt det ses ofte som frugterne af sekularisering, modernitet og en kultur, der har gjort sig mere dynamisk og mindre dogmatisk. Er det ikke et tegn på, at netop modernitetens evne til at rive sig løs fra traditionerne har været en succes? Har vi ikke netop haft fremgang, fordi vi turde forandre os?

”Vi har i den vestlige verden haft en enorm glæde af det frisind og frigørende element, som har været kendetegnende for vores moderne kultur. Nu er vi bare nået til enden af det. For vi har mistet fælleskabet og måske i virkeligheden os selv i processen, og det har betydet, at vi er rigtig dårligt stillet til at håndtere det, der kommer.”

Det moderne aflad

Og hvorfor er det så lige, at det moderne ikke længere kan give os svaret på vores bønner?

Ifølge Thomas Kluge skyldes det, at vi er låst fast i et paradigme, der hører fortiden til – et argument han udfolder i sin bog ”Det moderne er fortid” fra 2024, der er skrevet med forfatter og litterat, Kasper Støvring.

I den moderne kunst ses det ved, at alt handler om form med den konsekvens at indholdet bogstaveligt talt, bliver låst fast. Den moderne kunst har med Thomas Kluges ord ”ophævet sig selv”:

”Kunsten er blevet så autonom, at den har løsrevet sig fra alt meningsfuldt. Det eneste kriterium, den skal opfylde, er kriteriet for det nyskabende og det nyskabende har ikke længere noget med noget at gøre. Det hele er blevet så abstrakt, at man ikke længere kan have et forhold til kunsten.”

Kluge henviser blandt andet til gipsbusten af Frederik V, som blev fjernet for Kunstakademiet og smidt i Københavns havn. Episoden blev af Kunstakademiet selv kaldt for en ”kunstnerisk happening”, fordi den kongelige buste blev ”rematerialiseret” – hvilket betyder at ændre substansen, altså enten indholdet eller formen, for at give kunstværket en ny betydning.

Kluge påpeger, at det man før kaldte for hærværk, nu er blevet forvandlet til en kunstnerisk metode.

Lort på dåse

Det leder os videre til en anden årsag til, at den forpligtende fortælling er forsvundet ud af kunsten. Ifølge Thomas Kluge skyldes det den totale institutionalisering af kunsten, som muliggør at man kan udstille alverdens absurditeter og kalde det for kunst.

“Der er jo ikke nogen, der er interesseret i at eje kunst i dag, hvis ikke den hænger på Louisiana. For så er den ikke noget værd. Ingen ville købe lort på dåse, hvis ikke det blev udstillet på institutionerne – for andres penge vel at mærke.” bemærker han polemisk.

En anden tendens som Thomas Kluge observerer, er det faktum, at kunstværker nu er blevet noget, man ”spekulerer” i. Det handler om, hvor meget kunstværket er værd, hvilket igen afgøres af, hvorvidt det er udstillet i en kunstinstitution. Han refererer blandt andet til kunstværket ”take the money and run”, hvor hele pointen med værket blev, at der ikke var noget værk, for kunstneren var løbet med pengene.

”Og dette svindelnummer får så lov til at stå på, mens ukrainske soldater ligger og dør for os på slagmarken.” bemærker billedkunstneren.

Udover at det gør ham forbandet, ironiserer Thomas Kluge også over ovenstående, for det har bragt en gammel historie til live igen. H.C. Andersens fortælling om kejsernes nye klæder bliver hyppigt brugt, men Thomas Kluge beder os om at forholde os til historiens fulde form, og spørger retorisk ”hvordan det nu var fortællingen lød?”

”jo, det var jo noget med, at der var to svindlere, der udgav sig for at være skræddere. De opsøgte kejseren med den nyeste mode, og forledte ham til at tro, at de havde iklædt ham de smukkeste klæder. I virkeligheden var han dog nøgen, og det kunne alle se, men ingen turde sige det. Kun den lille dreng, fra hvem man – sammen med fulde folk – som bekendt skal høre sandheden. Men fulde folk gider vi jo ikke lytte til, og børnene har vi i dag som sagt givet diagnoser, så de er jo heller ikke længere troværdige” konkluderer Kluge ironisk.

Kunstverdens forfald blev han allerede opmærksom på i sine unge dage som malerassistent:

“Jeg arbejdede i slutningen af 90’erne sammen med en kunstprofessor i Ryesgade, som jamrede over, at de unge studerende var så autoritetstro. De ville gerne lære håndværket, traditionen og så videre, men det var jo alt sammen noget, vi havde lagt bag os! Måtte man forstå på professoren. Men professoren VAR jo autoriteten, og nu stod han og lærte den næste generation af kunstnere, hvordan man malede grimt og uigenkendeligt.”

Men hvordan er Kluges tilgang til kunsten så anderledes?

Kluge er modsat sine moderne modparter fast i formen men fri i indholdet. Den faste form – rammen, den mørke baggrund og de detaljerede penselstrøg – gør kunstværket forståeligt. Vi kan forholde os til det, vi kigger på. Vi kan sanse indholdet, fordi det er afgrænset til en bestemt form, og vi er derfor frie til at koncentrere os om indholdet, der kan have mange betydninger. Kluges portrætmalerier af kongehuset er med andre ord genkendelige i sin form, men hvad de helt præcist afbilder, bliver til i vekselvirkningen mellem kunstværket og den, der observerer det. Det er ikke en intellektuel øvelse, men en sanselig oplevelse.

Og her vender vi igen tilbage til det, det hele kredser om, nemlig kunstens forpligtelse på virkeligheden og på den fælles historie; på den fælles bevidsthed og referenceramme, som historisk har forenet os, men som vi i moderniteten har mistet evnen til at sanse og samtale om.

Men er kunsten ikke subjektiv – et spørgsmål om personlig smag?

“Jamen, det begynder jo at blive patetisk. Fordi det er i virkeligheden det samme eksperiment, vi udfører igen og igen. Vi er fanget i et evigt nu, fordi det moderne ikke peger frem mod noget. Det er en blindgyde. Det er derfor, vi er så bange for fremtiden”

Kan du uddybe det?

“Det moderne menneske har travlt med at se splinten i den andens øje i stedet for bjælken i sit eget. Det væmmes ved naboen, fordi han eller hun har dårlig smag eller mangler den ‘ophøjede bevidsthed’, som de bilder sig ind at have. Men vi er nødt til at forstå, at vi alle rummer grimheden i os, ligesom naboen – samtidig med at vi selvfølgelig også rummer det smukke.”

Og det forstår det moderne menneske ikke?

“Nej, for det moderne menneske føler, at han eller hun har mere tilfælles med folk på den anden side af kloden – en opfattelse som resten af verden i øvrigt ikke deler. De gider jo ikke at adoptere vores værdier. De kan ikke forstå os, fordi i deres kultur er individet på mange måder ligegyldigt. Det er kollektivet, der kommer først”

Han fortsætter:

“Det moderne menneske tror, at det kan skabe paradis på jord, og frelse sig i dette liv i stedet for i det hinsides. Og hvis der ikke er et efterliv, jamen så bliver vi jo pludselig selv til dommeren i det her liv.”

Hvad er løsningen så? Hvad er det, vi skal finde tilbage til?

“Vi bliver nødt til at finde tilbage til troen, hvis vi skal gøre os håb om at overleve i den her nye og brutale verden, vi træder ind i. Vi skal genfinde og genbekræfte det, vi har mistet, for det progressive og moderne har ikke nogen svar på modernitetens krise. “‘Moderne’, ‘senmoderne’, ‘postmoderne’, ‘avantgarde’ det er forskellige ord for det samme. Det handler om at være forrest, at være den nyeste mode. Men svaret på vores problemer ligger i en anden tid. Og for at finde den, er vi nødsaget til at kigge bagud og forstå, hvad det er, vi kommer af. Men Gud forbyde at vi gør det, for vi risikerer at blive helt svimle, når det går op for os den afstand der er mellem os og det, vi kommer af.”

For Thomas Kluge er det populære begreb om ’åndelig oprustning’ derfor kærkomment. Men det handler om ”ydmyghed” påpeger han.

Mens vi når mod samtalens ende, bliver der gjort klar til aftengudstjeneste. Vi får tilbudt både kaffe og kage som vi begge ivrigt takker ja til i den lidt kolde kirke.

Er det ikke nok bare at forstå, hvad vi kommer af? Spørger jeg Thomas Kluge afslutningsvis

”Nej, vi skal også tro” gentager han.

Mens interviewet stopper, fortsætter vores samtale dog. Efter mange underholdende anekdoter fra kunstverden og andre udvekslinger, forlader vi kirken, og bevæger os igen ud i snevejret. I den larmende trafik tager Thomas Kluge sin afsked, men jeg fornemmer, at det ikke er sidste gang, jeg hører eller ser til ham. Tværtimod. Måske en ny begyndelse venter.

Thomas Kluge er aktuel med udstillingen Det Stille Liv I Tid og Rum på Skovgaard Museet og i marts 2026 åbner hans nye udstilling ”Magtens Maler” om hans portrætkunst.

Dette interview er en del af en artikelserie, hvor Modstrømmen ser nærmere på kunstens kår i en kulturel tidsalder, der forguder det grimme og latterliggør det smukke. Næste gang skal du møde forsangeren i det, af Politiken, anerkendte band Søn, Kristoffer Jessen.