af Signe Wolff Ravneberg, Juniorkonsulent i Tænketanken Prospekt

Det var i 1992 at den amerikanske psykolog, John Gray, udgav sit værk om de to køn og dermed stadfæstede ideen om at mænd er fra Mars og kvinder fra Venus. Altså, tesen om at kønnenes tanke- og handlemåder er så forskellige, at vi lige så godt kunne stamme fra hver vores planet.

Selvom det er svært at forstå, er 1992 allerede 33 år siden. Tiderne skifter. Og spørgsmålet om kønsforskelle er siden kommet til at handle om meget mere end blot mænd og kvinder. I stedet beskæftiger vi os med et kompliceret og stormfuldt hav af kønsidentiteter og -udtryk, og Grays astrologiske idé om de to planeter forekommer pludselig vidunderligt simpel, nu hvor vi tilsyneladende har transcenderet til en form for kønsteoretisk kvantefysik.

Men selvom disse kønsflydende ideer larmer og fylder meget i den offentlige debat, så er det stadig en forsvindende lille del af befolkningen, der ikke bekender sig til de to køn. Mellem 0,5-1,4% ifølge Institut for Menneskerettigheder. Og det er vigtigt at huske på. Vi kommer hurtigt til at bruge al energien, og taletiden, på at diskutere netop denne kønsminoritet og de kulturelle implikationer, der følger med – i stedet for at tale om de store problemer der hersker mellem helt normale mænd og kvinder i disse år. For er det ikke som om, at afstanden mellem Mars og Venus er blevet endnu større, siden Gray skrev sin bog i ’92? Noget kunne tyde på det.

I løbet af de sidste 40 år er udviklingen på forholdsmarkedet gået i én retning: antallet af enlige danskere er gået op, mens antallet af gifte mænd og kvinder er dalet. Det er et historisk højt antal enlige. Ifølge tal fra Rockwoolfonden er andelen af danskere, der er gift, faldet fra 54% til 31% for mænd, og fra 55% til 27% for kvinder, siden 1986. Der er samtidig sket en stigning i antal samboende mænd og kvinder, altså parforhold uden ægteskab, men dog slet ikke nok til at udligne de manglende ægteskaber. Med andre ord: rigtig mange af os finder ikke en partner. Hvad kan det skyldes?

I en artikel i Kristelig Dagblad, giver mandepsykolog og forskningsleder på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, en mulig forklaring. Han kobler den stigende singletendens til netop den slags ”kønsteoretiske kvantefysik”, som jeg omtalte i indledningen. Mere specifikt nævner han opløsningen af de traditionelle kønsroller som en del af årsagen. For det er unægtelig sværere at forstå hvilken rolle og hvilke forventninger, der stilles én, når ethvert menneske og par skal definere deres respektive roller ud fra egen mavefornemmelse og forestillinger, frem for kultur og veletablerede traditioner.

Frigørende? Jovist! Men det er en frihed, som kun de stærkeste individer kan vinde på. En anden forklaringsramme er den, at udbud og efterspørgsel på datingmarkedet ikke længere hænger sammen. Det forhold illustrerede Rockwoolfonden i en forskningsartikel fra 2022. På den ene side er der ikke et stort nok udbud af de mandlige singler, som kvinder efterspørger. Der er altså et underskud af mænd, der lever op til kvinders forventninger på blandt andet indkomst- og uddannelsesniveau, national baggrund, og beskæftigelse.

Mænd lader til gengæld til at efterspørge de samme kvinder som før i tiden, men står over for mere geografiske udfordringer: i hovedstadsområdet er det blevet lettere for mænd end kvinder at finde en partner, fordi der i stigende grad er en overvægt af kvinder bosat der. Til gengæld oplever mændene uden for hovedstadsområdet store vanskeligheder med at møde en kvinde. Ja, selvom kvindekampen fortsætter ufortrødent i disse år, er det efterhånden tydeligt i statistikkerne at vi burde blive mere opmærksomme på mændene, som klarer sig dårligere i skolen, er langt mere tilbøjelige til selvmord og begår mere kriminalitet.

Man kunne godt få den tanke, at man blot har erstattet de udskældte »patriarkalske magtstrukturer« med en maskulinitetsfjendsk og matriarkalsk ditto. Et system indrettet af og til kvinder, og hvor »maskulinitet« er blevet noget negativt og uønsket. Giftigt, endda. Som den nyligt genopstandne Katherine Diez skriver i sin bog:

»Vi må blive bedre til at hylde det feminine og ikke se ned på det, for det er i øvrigt det feminine – det omsorgsfulde, helende, nærende, empatiske, følelsesmæssigt intelligente – der kommer til at hele den verden, som det maskuline – det konkurrencefikserede, aggressive, magtliderlige følelseskolde rationalistiske – har smadret.«

Man er ikke i tvivl om hvad Diez tænker om den ene halvdel af jordens befolkning. Spørgsmålet er selvfølgelig også om det overhovedet er sandt, at kvinder er helt færdige med de maskuline værdier?

I bogen Get Married (2024) gennemgår den anerkendte amerikanske sociolog Brad Wilcox en række vigtige statistikker om pardannelse, ægteskab og familieliv anno 2024, som i hvert fald udfordrer den påstand. Eksempelvis kan man se, at de lykkeligste kvinder er dem, der i spørgeskemaundersøgelsen erklærer sig »helt enige« i at deres mænd både er »gode forsørgere« og »meget omsorgsfulde«.

Samtidig er kvinderne lykkeligst når deres mænd er fuldtidsansatte og »meget maskuline« efter egen vurdering. Også de mænd, der vurderer deres hustruer som »feminine« har generelt mere lykkelige ægteskaber. Feminine værdier her er for eksempel »respektfulde«, »seksuelt responderende« og »kærlige«.

Wilcox analyserer dette som en ”neotraditionel” rollefordeling. Moderne kvinder vil faktisk gerne have mænd, der går på arbejde og kan forsørge familien – men det er ikke nok alene. Mændene skal også være omsorgsfulde og tage aktivt del i familielivet, herunder særligt i børnene (hvilket kvinderne vægter højere end fx huslige gøremål). Ingen af elementerne hver for sig er lige så gode som kombinationen. Tænk sig! En sund og god maskulinitet. Hvis bare neofeministiske frontløbere, som Katherine Diez, var i stand til at dechifrere mellem egne usunde forhold til mænd og »maskulinitet« som sådan.

Når alt kommer til alt, er det svært at sige, om afstanden er blevet større eller mindre siden John Grays bog. Ja, for er det overhovedet den samme afstand, vi taler om? Grays idé om Mars og Venus omhandlede jo netop kønnenes iboende forskelligartethed. Men sidenhen er vi blevet så forskrækkede over kønsroller og så opsatte på at adskille og frigøre det biologiske køn fra det oplevede, at der jo faktisk er tale om et forsøg på at udligne forskellen. Udligne afstanden.

Men som vi ser, er afstanden ikke blevet udlignet. Tværtimod. Den er blevet så stor, at vi har svært ved at finde sammen. Jeg ved ikke hvad løsningen er. Man kan kun håbe, at pendulet en dag svinger den anden vej igen.