af Mikkel Bjørn, MF og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti
Debatten om tildeling af danske statsborgerskaber er igen blevet et stort emne i dansk politik. Det har det tidligere været – men siden Socialdemokratiet i kølvandet på flygtningekrisen i 2015 gjorde indrømmelse af, at have taget fejl i udlændingepolitikken, er det lykkedes en dygtig kommunikationsafdeling i partiet at sælge fortællingen om, at der nu er bred enighed om den stramme udlændingepolitik i Danmark – og at emnet derfor ikke længere bør fylde meget i den daglige debat.
Andre partier – også på den borgerlige side af hegnet – har bidraget til fortællingen, både fordi de hellere vil tale om andre emner, men ikke mindst også fordi disse partier – i lighed med Socialdemokratiet – ville være tvunget til at tage et grundlæggende opgør med konventionerne, hvis man vil stramme væsentligt i udlændingepolitikken. Et opgør som ingen andre partier end Dansk Folkeparti indtil nu er villige til at tage.
Alle konventionspartierne – Socialdemokratiet såvel som Liberal Alliance, Konservative og Danmarksdemokraterne – nyder derfor godt af fortællingen om, at udlændingepolitikken ikke længere er et centralt emne. Ikke desto mindre har Dansk Folkeparti de senere år påvist, at fortællingen er en løgn. Og hvordan kan man bedre bevise dette end ved at udstille og dokumentere, at alle andre partier i Folketinget – foruden Dansk Folkeparti – lystigt uddeler danske statsborgerskaber til udenlandske kriminelle og førtidspensionister, der ikke taler dansk, intet ved om danske samfundsforhold, og som abonnerer på værdier, der er i direkte modsætning til alt, hvad der er dansk.
Det har Dansk Folkeparti gjort, siden vi overtog formandsposten i Indfødsretsudvalget. Med den konsekvens, at det nu alene er regeringen og venstrefløjen, der blankt stemmer for de årlige indfødsretslove. Det er dog stadig kun Dansk Folkeparti, der stemmer imod. Resten stemmer hverken for eller imod.
De borgerlige partier er blevet bange for deres egen skygge og forsøger nu at sælge en fortælling om, at de skam er blevet klogere. Men Regeringen – såvel som LA, Danmarksdemokraterne og Konservative – insisterer med deres politik stadig på, at statsborgerskaber skal tildeles på konventionernes præmisser.
Danmark er nemlig bundet af en række konventioner, der enten giver statsborgerskab på lempeligere forudsætninger eller forhindrer os i nogensinde at kunne omgøre beslutningen. Den mest skadelige er statsløsekonventionen. Den tvinger os i praksis til at tildele gratis statsborgerskab til alle statsløse, der er født i Danmark, hvad end de måtte være dømte hjemmerøvere eller voldtægtsforbrydere. Denne gruppe skal heller ikke bestå hverken danskprøven eller indfødsretsprøven, og kan således, uden at tale et eneste ord dansk, og uden nødvendigvis at vide det fjerneste om Danmark eller dansk kultur, tildeles et statsborgerskab som dømt kriminel. Dette til trods insisterer både Danmarksdemokraterne, Socialdemokratiet, LA og Konservative sammen med resten af venstrefløjen på, at konventionen skal bestå. Danmark drager ingen steder fordele af denne konvention, men alligevel viger opbakningen ikke.
Dernæst kommer den næstmest skadelige konvention på området. Nemlig statsborgerretskonventionen. Denne konvention har ét eneste formål. At begrænse fratagelse af statsborgerskab, og har i praksis den konsekvens, at vi aldrig kan fratage tildelte statsborgerskaber, selv hvis modtagerne senere bliver dømt for organiseret bandekriminalitet, voldtægt eller andre grove forbrydelser. Aldrig nogensinde. Heller ikke denne konvention drager Danmark én eneste konkret fordel af. Alligevel stemte både Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Konservative imod en opsigelse, da vi behandlede forslaget sidste år.
Det er i sig selv tankevækkende – men endnu mere absurd bliver det, når man for nylig kunne læse en artikel på TV2, hvor Konservatives formand, Mona Juul, var rasende over, at vi ikke kan tage statsborgerskabet fra en dømt bandekriminel og drabsmand. Hun sagde i den forbindelse: “Det virker komplet absurd, at vi ikke kan tage statsborgerskabet fra et bandemedlem, der begår en decideret likvidering midt på åben gade, hvor også tilfældige mennesker bliver ramt af skud. Man kan nærmest ikke begå en grimmere forbrydelse. Hvis det ikke er nok til fratagelse af statsborgerskab, hvad er så?”
Men der er én eneste grund til, at vi ikke kan tage statsborgerskabet fra denne mand. Nemlig statsborgerretskonventionen. En konvention, der er specifikt beregnet til at forhindre fratagelse af statsborgerskaber; en konvention, som Mona Juul og hendes parti selv aktivt forsvarer.
Samme toner kan vi ofte høre fra Danmarksdemokraterne, der er forargede over manglende udvisninger. Udvisninger der i alle tilfælde er forhindret af de selvsamme konventioner, som Danmarksdemokraterne forsvarer.
Konklusionen er simpel. Hvis du læser, at partier i Folketinget er forarget over manglende udvisninger, tildeling af statsborgerskaber eller fratagelse af samme, så skal du først spørge dem, hvad de mener om ovenstående konventioner. For enhver forargelse eller vrede, der ikke er plantet i et ønske om at gøre op med disse internationale begrænsninger, fortjener ikke at blive taget alvorligt.