af Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti

Statsministeren sagde det selv: “Europa regulerer, mens Kina kopierer, og USA innoverer.” Men diagnosen er for forsigtig. Europa er ikke blot reguleringstung – EU’s bureaukratiske overstyring har gjort kontinentet mindre frit, mindre konkurrencedygtigt og mere udsat.

I Danmark bruger virksomheder nu 90.000 årsværk og over 49 mia. kr. årligt på at overholde regler, hvoraf en betydelig andel er udløst af EU-lovgivning. Det svarer til hele indbyggerantallet i en dansk provinsby på fuld tid – blot for at servicere systemet. EU’s forsøg på at regulere sig til fremskridt har haft den modsatte effekt. Små og mellemstore virksomheder drukner i krav om ESG-rapportering, løngennemsigtighed, bæredygtighedsdokumentation, cookie-samtykker, GDPR-implementering og automatiske tidsregistreringssystemer. Meget få skaber reelt værdi. Alle skaber omkostninger.

Sandheden er, at Europa som kontinent er ved at blive irrelevant. Ikke fordi vi mangler ressourcer eller talent, men fordi vi i stedet for at gøre det lettere at drive virksomhed og konkurrere globalt, har indrettet os som en offentlig kontrolinstans over os selv. Vi er gået fra det frie marked til det filtrerede marked. Derfor er det ikke overraskende, at EU’s økonomiske vækst halter bagud i forhold til USA, og at Kina fortsat æder sig ind på verdensøkonomien. Men hvor USA møder Kina med investeringer, innovation og strategiske alliancer, sender EU spørgeskemaer. Det er farligt. For Kina er ikke blot en konkurrent – det er den største geopolitiske trussel i det 21. århundrede.

Vi så det allerede i 2020, da Kina angreb Australien økonomisk med boykotter og straftold. Ikke for at vinde markedsandele, men for at presse en demokratisk stat til tavshed. Det blev startskuddet til idéen om en økonomisk musketered, som vi kender det fra NATO. Hvis ét frit land angribes økonomisk, skal alle andre stå sammen i kollektivt svar – ligesom i NATO’s artikel 5 – men handelspolitisk, ikke blot militært.

Dette vil kunne samle langt hovedparten af de vestligt orienterede økonomier – også udenfor Vesten, og reelt udgøre en modpol til Kina.

Men det kræver, at vi som europæere har noget at forsvare – økonomisk. Og her svigter EU. Når reglerne bliver så omfattende, at virksomheder må hyre jurister blot for at sende en faktura over grænsen, har det indre marked mistet sin funktion. Når dansk fødevareproduktion må kassere tusindvis af tons mad pga. formalia, mens udenlandske konkurrenter slipper uden om, har vi reelt opgivet vores egen konkurrenceevne. Når innovationsdrevne virksomheder ser mod USA for kapital og vilkår, er det fordi Europa ikke længere tror på dem.

EU har i de seneste år lanceret taksonomier, bæredygtighedsforordninger og tvungne rapporteringsstandarder, der alle hviler på noble motiver – men som i praksis spænder ben for netop de aktører, der skal løse kriserne. Som Dansk Erhverv dokumenterer, er særligt GDPR, arbejdstidsdirektivet og løngennemsigtighedsdirektivet blandt de mest byrdefulde og innovationshæmmende. EU lover “better regulation”, men leverer “more regulation”.

I stedet burde vi bruge vores kræfter på det, der virker: frihandel med USA, teknologipartnerskaber med Taiwan og Sydkorea og en fælles front mod kinesisk tvangsøkonomi. Det kræver, at EU aflægger sin reguleringstro og genopdager tillid – til virksomheder, til markeder og til medlemsstater.

Reagan sagde engang: “The nine most terrifying words in the English language are: I’m from the government, and I’m here to help.” EU’s svar på enhver krise synes at være: “Vi er fra Kommissionen – og vi har et direktiv.”

Enten bliver EU et reguleringsimperium, der dør i sin egen tyngde. Eller også vælger vi at genoplive det oprindelige formål med samarbejdet – frihed, fælles ansvar og konkurrencekraft. Der er brug for et nyt europæisk lederskab. Ikke et, der styrer, men et, der frigør. Draghi rapporten har peget på det, vi andre har sagt i årtier. Men spørgsmålet er, om EU som institution forstår at reagere. I et land ville folket vælge en ny regering, der ville sætte en ny retning. Men EU er som bekendt ikke noget land. Tværtimod er EU det modsatte eller endnu værre. Det er en overstatsligt reguleringsmyndighed, der nu direkte forhindrer lande i at udøve det potentiale, som en fri nation har.

For er der for alvor nogen, der tror, at et flertal i EU-kommissionen tør at fremlægge de fornødne reformer, at et flertal i Rådet vil bakke dem op og et flertal i EU-parlamentet ikke vil stille sig i vejen? Næppe. EUs regulatoriske processer går begge veje. Reelt er Europas bedste håb, at en række eu-lande går sammen om at forkaste EUs skadelige regulering. Bryder reglerne for at sætte en ny retning. For det handler faktisk om at redde Europa fra EUs skadelige regulering. De seneste 20 år er EU sejlet totalt agterud af både Kina og USA. Det handler ikke kun om penge. Det handler om magt – militært, teknologisk, sundhedsmæssigt. Det handler om at holde sig relevant i fremtiden. Og lige nu er EU godt i gang med at gøre Europa til det 21.århundredes mindst relevant kontinent i verden.