Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen

Et velfærdssamfund må have klare grænser for, hvad fællesskabet finansierer. Når ressourcerne er begrænsede, er prioritering en nødvendighed. Alligevel betaler staten i dag for kønsoperationer, der indebærer irreversible indgreb på raske kroppe. Det sker i et sundhedsvæsen under massivt pres, hvor alvorligt syge patienter må vente længe på behandling. Samtidig behandler vi ikke mennesker med kønsdysfori på en ansvarlig måde. I stedet for at møde en psykisk lidelse med psykiatrisk hjælp, har vi gjort kirurgi til den offentlige lappeløsning.

Når man fylder 18 år, har man i vid udstrækning ret til at træffe beslutninger om sin egen krop. Vil du ændre navn, udseende eller leve som et andet køn, så er det din beslutning. Men frihed går hånd i hånd med ansvar, og ansvar betyder også at betale selv, når beslutningen handler om udseende, og ikke om medicinsk nødvendighed.

Kønskirurgi er ikke medicinsk nødvendigt. Sundhedsstyrelsen slår fast, at der er tale om “irreversible kirurgiske indgreb på raske organer”, hvis formål er “at afhjælpe kønsligt ubehag”. Det handler altså ikke om at redde liv, men om at tilpasse kroppen til egen selvopfattelse og jeg har meget svært ved at acceptere, at vores skattekroner, skal bruges på irreversible kirurgiske indgreb på raske organer.

Brystimplantater, botox eller fedtsugning finansieres ikke af det offentlige, selvom mange sikkert kunne argumentere for, at det ville øge deres livskvalitet markant. Derfor mener jeg, at det er rimeligt at spørge, hvorfor princippet skal være anderledes, når det gælder kønsmodificerende kirurgi?

Samtidig er det en realitet, at sundhedsvæsenet arbejder med begrænsede ressourcer. Patienter med alvorlige sygdomme oplever ventetid, psykiatrien er presset, og kronikere må ofte vente længe på behandling. I den situation bør vi være varsomme med at udvide, hvad der betragtes som en offentlig kerneopgave.

Dette handler ikke om at svigte mennesker med kønsdysfori. Kønsdysfori kan være en dybt alvorlig og smertefuld tilstand for den enkelte. Jeg betvivler ikke, at nogle mennesker oplever massiv psykisk lidelse. Netop derfor bør vi tage deres problemer alvorligt.

Men at tage noget alvorligt betyder ikke nødvendigvis, at man vælger den mest vidtgående fysiske løsning. Hvis et menneske lider af en spiseforstyrrelse og oplever sig selv som overvægtig, selv om vedkommende er farligt undervægtig, ville vi ikke tilbyde fedtsugning for at bekræfte selvopfattelsen. Vi ville tilbyde psykiatrisk behandling. Hvis en person med kropsdysmorfisk lidelse føler sig overbevist om, at et sundt ben er sygt eller deformt, ville vi ikke amputere det for at skabe indre ro. Vi ville behandle den psykiske tilstand.

Det er den logik, jeg mener bør gælde for kønsdysfori også.

I en tid med folketingsvalg håber jeg, at det næste Folketing vil turde tage denne debat ærligt og principielt. Jeg mener, at vi bør genindføre kønsdysfori som en psykisk sygdom, så vi igen anerkender, at der er tale om en alvorlig psykisk tilstand, som kræver professionel behandling.

Det kræver politisk mod at stå fast ved, at den rette hjælp ikke nødvendigvis er kirurgi. Hjælpen skal være reel, seriøs og langsigtet, og den skal forankres i psykiatrien frem for på operationsgangen.

Et velfærdssamfund kan ikke være alt for alle. Jeg mener ikke, at vi hjælper mennesker med kønsdysfori ved at gøre ’skalpelindgreb’ til en offentlig standardløsning. Vi hjælper dem ved at tage deres psykiske lidelse alvorligt og tilbyde reel, faglig behandling. Samtidig hjælper vi sundhedsvæsenet ved at holde fast i, at irreversible indgreb på raske kroppe ikke er en kerneopgave for det offentlige.

Derfor bør vi insistere på at hjælp skal gives, men den skal være den rigtige hjælp. Og fællesskabets midler skal bruges der, hvor behovet er størst.