Af Jim Latrache-Qvortrup, Iværksætter, Skuespiller og Forfatter

Der er nok mange, der vil opfatte mig som en kontroversiel figur. Og det er faktisk en ting, jeg er stolt af. Jeg ved godt, at jeg nogle gange siger ting, som vil kunne støde Hr. og Fru Hakkebøf, for jeg har aldrig været bange for at sige, hvad jeg mener uden omsvøb, og jeg har altid accepteret, at det ikke behøver at være alle mennesker, der skal kunne lide mig.

Men netop dét tror jeg har en kæmpe værdi, fordi det betyder, at jeg er autentisk. Jeg kender mine værdier, og jeg ved, hvad jeg står for og taler højt om det: også når det ikke passer ind i “det man bør mene”. Jeg prøver ikke at please andre med mine holdninger. Og helt ærligt, så mener jeg, at netop dét, er noget der mangler i dansk politik.

Da jeg var barn, kendte jeg navnene på alle partiformænd, fordi de stod for noget. Uanset om de havde 10 vælgere eller en halv million, så sagde de altid det samme. I dag skal jeg ærligt indrømme, at jeg har givet op på dansk politik: jeg kan nærmest ikke navnet på en eneste af partiformændene, da disses holdninger bevæger sig efter, hvor der er flest stemmer, og hvad der kan gavne deres egen karriere på sigt. De er allesammen så optagede af at være så polerede, velfriserede og perfekte som muligt.

Et spændende spørgsmål er: Hvad sker der, når ingenting er kontroversielt?

Som den kæmpe Matrix-nørd jeg er, bliver jeg nødt til at illustrere en tanke, jeg har haft, med en scene fra den første (og i min verden eneste) Matrix-film: Superskurken Agent Smith har i filmens slutning en monolog om The Matrix’s oprindelse: Her fortæller han, at den første version af Matrix faktisk var designet til at lade menneskene leve i den perfekte verden i evig lykke. Dette første program havde været en katastrofe, da menneskene blev ved med at afvise programmet og mange døde, og maskinerne mistede enorme ressourcer. Agent Smith forklarer, at hans fortolkning af, hvorfor programmet fejlede så voldsomt, er fordi menneskets primitive hjerne er designet til et vist niveau af lidelse – vi mennesker kan simpelthen ikke acceptere et liv, der er for let.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om agent Smith faktisk havde en pointe her? Er det usundt for os mennesker, når livet bliver for let? På mange måder, kan man jo godt sige, at mange af os i Vesten lever i den perfekte verden med et højt niveau af komfort.

I Danmark har vi jo nærmest designet denne perfekte verden. Ligemeget om du er født ind i de fattigste dele af samfundet, vil dine basale behov være opfyldt. Du vil have mad, tag over hovedet, et gratis sundhedssystem og gratis uddannelse og den tryghed, der ligger i vores sociale sikkerhedsnet. Jeg plejer altid at sige, at vores rødbedefarvede pas er vores lotto-gevinst. Derefter er det bare at finde ud af, hvor høj din gevinst er. Hvorfor er det så, at så mange danskere oplever at have det skidt?

Danmark er et af de lande, der har flest psykologer per indbygger, og vi har et ret højt forbrug af lykkepiller – i 2021 indløste ni procent af den voksne danske befolkning recept på lykkepiller. Er det, fordi vi stræber efter en “perfekt” verden, som virkeligheden aldrig kan leve op til? Vi diskuterer hele tiden, hvordan vi kan forhindre modgang og kant for vores børn. Vi bliver ved med at polere og polere for at vi og vores børn kan leve i det perfekte og mest ufarlige univers. Men gør dette perfekte univers – dette glansbillede uden kant og modstand – os netop syge? For vi mennesker er jo netop uperfekte, upolerede og komplekse. Kan man forestille sig, at vi har et behov for at møde kompleksitet, kant og en vis form for modstand?

Man kan sammenligne det med den verden, som Grev Farquaard i animationsfilmen Shrek fra 2001 prøver at skabe: Grev Farquaard, denne lavstammede, narcissistiske prinsetype, har fået magten i det eventyrland, hvor trolden Shrek lever. Og nu skaber han dette perfekte, skinnende, vel-organiserede, glansbilledeland, hvor alle indbyggerne griner på kommando af hans jokes. Alle eventyrvæsener som hekse, talende æsler, trolde og de tre små grise bliver jaget ud, fordi de ikke passer ind i hans idé om den perfekte verden. Eventyrvæsenerne er for “skæve” til at passe ind i Grev Farquaads velpolerede eventyrverden og må derfor flygte ud i det sumpområde, hvor Shrek bor – et udkantsområde, hvor andre indtil nu ikke har gidet leve, men hvor Shrek har fundet ro med at leve som udstødt. I virkeligheden er den eneste, som denne polerede verden faktisk er perfekt for, Grev Farquaad selv – alle menneskene i den reduceres til statister i hans show. De går allesammen og smiler og lader som om, at alt er perfekt for dem, men lige under overfladen ser man, hvordan de i virkeligheden er hunderæd for at sige eller gøre noget forkert.

For hvis man træder udenfor linjerne af det, som Grev Farquaad synes er forkert, så bliver man henrettet eller udstødt. Jeg synes, at man kan sammenligne alle os med kant – de kontroversielle – med eventyrvæsenerne: for jo mere poleret og glasbilledeagtigt vi forsøger at lave vores samfund, jo mere det udefra på forhånd defineres, hvordan man er “rigtig”, jo smallere definitionen omkring “hvad der er korrekt at sige og gøre” bliver, des mere kommer vi til at stikke ud som unormale og ukorrekte.

Jeg tror, at når samfundet, borgerne og politikerne bliver alt for pæne og polerede, så mister de også deres autencitet. Og når man ikke kan mærke det ægte eller autentiske bag noget, så mister det sin ånd, så at sige.

Vi mennesker har brug for at mærke det autentiske, og det er her jeg tror de kontroversielle rammer noget rigtigt. For hvad end man kan lide kontroversielle politiske karakterer eller ej, så kan de noget, som tidsånden hungrer efter: de er autentiske. Det håber jeg også, at vi kommer til at se mere af i dansk politik i fremtiden.