Af Frederik Christensen, debatredaktør på Modstrømmen

En kold uge i november drog Modstrømmen til Bruxelles i jagten på Europas sjæl. Intet mindre og en hel del mere. Patrick Deneen, vicepræsident J.D. Vances intellektuelle inspiration, og Matt Goodwin, Nigel Farages særlige rådgiver, var blandt konferencens talere. Kom med på rejsen.

Et ugenkendeligt Europa 

Da jeg stiger om bord på bussen mod Brussel Noord, er jeg ikke forberedt på, hvad der venter mig. Jeg har været i Bruxelles før og ved, hvor gyseligt, men samtidig smukt her kan være, afhængigt af hvilken del af hovedstaden man befinder sig i. De smukke gamle bydele findes stadig, hvor arkitekturen udtrykker storhed, fordi den peger mod noget større, hvorimod områderne med de store EU-bygninger – der er imponerende i deres størrelsesorden og ikke så meget andet – er døde og udtryksløse. Samtidig er jeg også mere end bevidst, ligesom alle andre med øjne til at se, om den massive indvandring, der har ændret den demografiske sammensætning i Belgien såvel som resten af Europa. Alligevel bliver jeg chokeret over det syn, der møder mig på den omtrent 60 minutter lange køretur fra lufthavnen til det indre Bruxelles.

En af Bruxelles smukke katedraler i gotisk stil. 

Under store dele af turen er der stort set ingen hvide personer at spotte i miles omkreds. Samtlige passagerer – med få undtagelser – er af anden etnisk herkomst. Hvis læseren synes, det er en mærkværdig observation at gøre sig, er det,  med al respekt, læseren, der har et problem, for den massive demografiske ændring vidner også om et enormt kulturelt forfald. Fra kristendom til sekularisme og islam.

De små byer og distrikter, vi kørte igennem, var forfaldne og trøstesløse. Den kulturelle ånd var væk, sammenhængskraften var sat ud af spil. På samme tur passerede vi også NATO’s hovedkvarter, der ligeledes lå placeret som en anden teknologisk mastodont i et ellers goldt og forladt område. “Making humanity better day by day” lød det dystopiske slogan hos en nærliggende teknologivirksomhed. Kun multikulturalismens ikke-kultur stod tilbage.

Invitationen til kampen om Europas sjæl

Hvis du vil blive deprimeret på Europas vegne, er hjertet af EU derfor det helt rigtige sted at tage til. Og det er da heller ikke for fornøjelsens skyld, at jeg befandt mig på bussen mod Bruxelles. Modstrømmen var nemlig blevet inviteret af tænketanken Mathias Corvinus Collegium (MCC Brussels) i anledning af deres årlige konference, som i år havde fået den passende titel Battle for the Soul of Europe (Kampen for Europas sjæl). Forrige år var konferencen forsøgt lukket af Antifa og en række EU-organisationer, fortæller MCC. Dog uden held. Og det fortæller måske alt om, hvad konservative i almindelighed og MCC i særdeleshed kæmper imod. På den kulturelle front konfronteres man af venstrefløjens undergravende normløshed og til stadighed voldelige adfærd, mens man på den institutionelle front slår panden mod en bureaukratisk mur i form af EU, der kvæler al spontanitet, kreativitet og innovation.

Men noget er ved at ske; vi er midt i, hvad den britiske historiker Niall Ferguson kalder for et “vibe-shift”. Konservatismen vinder frem. Som MCC Brussels’ kommunikationschef John O’Brien udtrykker det i promoveringsvideoen til arrangementet, så: “skyller en bølge hen over Europa i disse dage. Fra Rom til Warszawa, fra Madrid til Bruxelles, er den stiltiende majoritet ved at finde sin stemme.” Det er da også ved at være oppe over, tænker jeg på min bustur.

Da jeg endelig ankommer, tjekker jeg hurtigt ind på mit lige så trøstesløse værelse, smider mine ting og haster mod det flamske parlament, hvor konferencens første arrangement, Searching for the Soul of Europe, finder sted. Det er forbeholdt de unge, som altså skal forsøge at finde frem til den europæiske sjæl, som der herefter skal kæmpes for sammen med de ældre de kommende dage.

Efter et omhyggeligt sikkerhedstjek bliver vi lukket ind i parlamentet. Her stifter jeg bekendtskab med blandt andre MCC Brussels’ politiske chef Jacob Reynolds, der er forfatter til bogen Beyond the Culture Wars om den verserende kulturkrig, og som endda har haft fornøjelsen af at læse med det nyligt afdøde konservative ikon Roger Scruton. Han skal deltage i debatten, der modereres af Alastair Donald, som er vicedirektør for Academy of Ideas. Blandt panelisterne er i øvrigt den unge, kvindelige franske aktivist Alice Cordier, der blev involveret i politik som ganske ung, mest på grund af afmagt frem for interesse. Ifølge Cordier blev hendes lillesøster udsat for et voldeligt overgreb af en indvandrerbande, hvilket motiverede Cordier til at starte The Nemesis Collective, der er et feministisk og anti-masseimmigrationskollektiv. Udover hende deltog også den unge konservative forfatter Francesco Giubilei, tidligere rådgiver for Italiens kulturminister, i panelet.

Der var bred enighed i panelet om, at status quo er uholdbart. Den umiddelbart mest interessante kommentar kom fra Jacob Reynolds, der påpegede, at borgerlige kan have en tendens til at stirre sig blinde på venstrefløjen; problemet lå dog ifølge ham i højere grad hos de borgerlige selv: “Vi må ikke glemme centrum-højre-partiernes ansvar for det kulturelle og politiske forfald,” insisterede Reynolds og fortsatte: “De har gang på gang vundet den politiske magt ved at love fundamentale ændringer: stop for immigration, mindre EU, lukkede grænser og mere suverænitet, og gang på gang har de svigtet.” 

Mange borgerlige vil formentlig føle sig stødt over denne udtalelse, men det er værd at minde om, at Venstre for blot få måneder siden stemte for en resolution om, at køn ikke er binært. Tænk lige over det næste gang, du overvejer at sætte dit kryds ved bondepartiet.

I den efterfølgende spørgerunde er der en relativt heftig debat mellem moderatoren og publikum. Det er tydeligt, at de unge konservative er kritiske over for liberal-konservatismen. Det er ikke så meget frihedsrettighederne som pligterne og traditionerne, der tiltaler dem. Som Edmund Burke skrev, vokser “evnen til borgerlig frihed i takt med viljen til selvbeherskelse”.

Håndteringen af grupper som Antifa gav også anledning til debat. Bør man ulovliggøre sådanne grupper eller i stedet modarbejde dem på andre måder? Og hvordan sørger man for, at det ikke underminerer ens egen position – et dilemma, der delvist kan siges også at gøre sig gældende med remigration.

Efter paneldebatten fortsatte samtalerne i baren. Her fik jeg primært talt med en ung tysk journalist fra det konservative medie Junge Freiheit om tysk politik. Efter arrangementet tog jeg ud og spiste i den lokale by og fandt tilbage til min seng relativt tidligt.

Patrick Deneen og de liberale dødssynder

Konferencen begyndte for alvor på andendagen, hvor den europæiske sjæl skulle defineres. For hvad vil det egentlig sige, at Europa har en “sjæl”? Her var formiddagens panelister – der inkluderede eksperter, professorer, tidligere særlige rådgivere og topministre – enige om det grundlæggende, nemlig at den europæiske civilisation og historie såvel som idéerne er unikke. Visse panelister appellerede dog til det europæiske folk som essensen af den europæiske sjæl.

Det mest formfuldendte svar på spørgsmålet blev dog leveret af den mest eftertragtede taler på hele konferencen, den amerikanske politiske filosof og forfatter til bøgerne Why Liberalism Failed og Regime Change, Patrick Deneen – vicepræsident J.D. Vances intellektuelle inspiration. 

Deneen var sublim og det absolutte højdepunkt på konferencen. Spørgsmålet, han havde reflekteret over på vej til Bruxelles, var, hvordan pokker en så enestående bedrift som den europæiske civilisation har kunnet være så fremragende på alle planer – arkitektonisk, artistisk, politisk og kulturelt – og i dag kan være i så stort forfald. “En sjæl kan ikke fornedres af eksterne kræfter,” påpegede Deneen, “men den kan fornedre sig selv,” og det er vi hastigt i gang med. For vi har forkastet kristendommen, som er det stillads, det hele bygger på. Og uden det smuldrer Europa. “Enhver stor civilisation har brug for forbud,” fortsatte Deneen, “en række påbud eller ‘thou shalt nots’.” Disse har i Europa historisk set været de syv kristne dødssynder – dovenskab, grådighed, vrede, begær, misundelse, fråseri og stolthed. I dag er de dog blevet forvandlet til dyder. Den moderne verden har, som den kristne tænker C.S. Lewis også bemærkede, vendt det hele på hovedet ved at insistere på, at man skal parade stolt og skamløst med sin syndige adfærd, mens man bør være undskyldende og diskret hvad angår ens religiøse overbevisninger eller konservative holdninger. 

Men som Deneen gjorde klart, kan en civilisation ikke overleve uden forbud, og de kristne synder er derfor blevet erstattet af de syv liberale dødssynder, som ifølge Deneen er nationalisme, kolonialisme, sexisme, racisme, konservatisme og fordømmelse (“judgementalism”). Alle disse ismer kan rigtignok være syndige, indrømmer Deneen, men de er blevet radikaliseret, hvilket har ført til et civilisatorisk selvhad uden lige. 

“Jeg ved ikke, om en civilisation nogensinde har stået over for de samme udfordringer som den europæiske” konkluderede amerikaneren, “men der findes stadig glimt af europæisk storhed – af den kristne arv, som tillægger ethvert menneskes sjæl en iboende værdighed og mening.” Ifølge Deneen er der to muligheder for Europa: Enten holder man fast i det liberale paradigme, hvilket vil erodere det europæiske fundament, eller også finder man tilbage til den kristne arv, til konservatismen, der viderefører traditionerne og kærligheden til det nære til næste generation. Deneens tale var en pragtpræstation. I løbet af hans tale kunne man høre en knappenål falde til gulvet. Hans optræden gjorde turen til Bruxelles det hele værd.

Andre højdepunkter i løbet af dagen var tilstedeværelsen af Tjekkiets tidligere præsident Václav Klaus’, der harcelerede mod EU. Og det var han ikke alene om; flere af de østeuropæiske repræsentanter følte, at EU i stigende grad mindede dem om at være under Sovjetunionens åg. Ifølge dem viser totalitarismen igen sit grimme ansigt.

Den pro-israelske journalist og forfatter Melanie Phillips sluttede dagen. Hun tordnede mod den tiltagende antisemitisme i Vesten og anser terrorangrebet på Israel som et brohoved i kampen om Europas sjæl. Angrebet på Israel den 7. oktober 2023 var derfor ikke kun et angreb på Israel, men i lige så høj grad et angreb på Europas sjæl.

EU, censur og det konservative “vibe-shift”

Andendagen var dedikeret til EU og de førnævnte totalitære tendenser. Det, der blev blotlagt, var chokerende. Thomas Fazi, der er klummeskribent for mediet UnHerd, påviste, at EU’s censur mod dissidente stemmer har nået nye højder. Alt bliver nu “faktatjekket” – undtagen EU’s egne nyheder og udmeldinger, som dog oftere og oftere viser sig at være faktiske løgne. Flere af panelisterne henviste til den nylige BBC-skandale, der viste, at det britiske medie systematisk havde løjet i deres dækning af den amerikanske præsident Donald J. Trump.

Et andet opsigtsvækkende indslag var af den irske journalist Eoin Lenihan, som er blevet “cancelled” i Irland som en konsekvens af hans dækning af masseimmigrationens slagsider.

I forlængelse af dette gjorde den tidligere direktør for den europæiske grænsekontrol, Fabrice Leggeri, det klart, at Ungarn ikke ville bøje sig for EU’s sanktioner. Man ville i stedet fortsætte sin nultolerance over for ulovlig immigration, som de ifølge Leggeri havde haft stor succes med. Mindre optimistisk, men dog lige så passioneret og drevet, var lederen af det portugisiske Chega-parti. På trods af de mange problemer med immigration holdt partiet fanen højt, og med deres imponerende valgresultater må man sige, at de har momentum. Fælles for især øst- og sydeuropæiske repræsentanter var deres krav om selv at kunne bestemme i deres eget hjemland i stedet for at være underlagt EU’s kontrol.

Højdepunktet på andendagen var dog den britiske politolog, forfatter og nu særlige rådgiver for Reform UK’s leder Nigel Farage, Matt Goodwin. “Der er en politisk revolution undervejs i Storbritannien,” indledte Goodwin. “Hver tredje brite vil, som det ser ud lige nu, sætte deres stemme ved Reform UK. Spørgsmålet er hvorfor? Svaret er, at det britiske folk er blevet udsat for et politisk, kulturelt og socialt eksperiment – et eksperiment, de aldrig stemte på.”

I den efterfølgende debat var der heftig diskussion om remigration. Mens flere bemærkede, at vi har været for dårlige til at integrere udlændinge, fordi vi ikke har haft noget begreb om, hvad vi egentlig selv står for, henledte Goodwin opmærksomheden på det faktum, at briter – såvel som de fleste europæere – i slutningen af dette århundrede vil være en minoritet i deres eget land. Derfor bliver vi nødt til at sende folk tilbage til, hvor de kommer fra, ifølge Goodwin.

Afslutningsvis blev der igen plads til de unge i et panel, der bestod af både piger og drenge. Især den unge Sara Silva fra Portugal skilte sig ud på grund af hendes passionerede tale, hvor hun mod slutningen holdt det kristne kors op sammen med det portugisiske flag og bekendte sin tro på Jesus og Portugals suverænitet.

Da jeg skulle nå mit fly tidligt om aftenen, blev jeg nødt til at forlade konferencen før tid. Denne gang valgte jeg metroen. Og selvom ens intellekt bestemt blev stimuleret, og ens tro på konservatismen styrket, går der nok alligevel længe, inden jeg sætter mine fødder i Bruxelles igen.