Af Mikkel Bjørn, Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og fast klummeskribent på Modstrømmen

Hvad kommer før stemmesedlen, partierne og debatten i Folketingssalen? Vi lovpriser ofte demokratiet som den højeste politiske orden, men alt for sjældent spørger vi, hvad der egentlig gøder jorden for dets fortsatte beståen. 

For folkestyret er ikke en evighedsmaskine, der bare kører, så længe man fylder olie på i form af valg og TV-debatter. 

Det er et fællesskab. En livsform. Og en livsform kan ikke opretholdes af den institutionelle mekanik alene.

Derfor må man vende blikket mod det forudgående: Hvorfra kommer den selvdisciplin, det retsind og det fællesskabssind, der gør friheden bæredygtig – ikke på papiret, men i praksis? Hvad får et menneske til at rette sig efter loven, også når ingen ser det? Til at tage ansvar, ikke blot for sig selv, men for naboen og helheden?

Det gør man ikke, fordi man frygter paragraffer. Man gør det, fordi man føler sig forbundet. Det er her, kærligheden træder frem – ikke den private kærlighed, men den folkelige grundkraft, uden hvilken ingen demokratisk orden kan bestå.

Kærligheden til Danmark, til sproget og historien og dermed også til de mennesker, der deler det. Når denne forankring findes, bliver loven ikke et autoritært krav, men et fælles projekt – noget vi bærer sammen, fordi det udspringer af os selv.

Det danske demokrati udspringer ikke af abstrakte teorier. Det udspringer af en levende kulturarv: protestantisk etik, folkelig dannelse og kærlighed til fædrelandet. Danmark hviler ikke på kontrol, men på tillid. Og tillid opstår ikke af regler – den opstår af en fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og rimeligt. En forståelse, der ikke kan fastsættes ved lov, men som lever mellem mennesker.

Derfor er folkestyret ikke kun et politisk system, men en social praksis, der allerede forudsætter noget af os, før lovgivningen overhovedet træder i kraft.

Tag friheden som eksempel. Frihed er ikke retten til at være ligeglad. Det er pligten til at tage ansvar – for sit folk, sit sprog, sin kultur. Hvis friheden bliver rodløs, løsnes den fra dette ansvar og bliver hurtigt et påskud for selviskhed forklædt som idealisme.

Når nye grupper ikke deler normerne, eller når gamle normer relativiseres, kommer muren om friheden til at smuldre. Frihed er – som en ældre vise udtrykker det – en borgemur. Den skal forsvares, og den kan kun forsvares af mennesker, der føler sig som del af den by, muren beskytter.

Derfor er også identitetspolitikken, hvor særlige grupper kræver særstatus, et brud med folkestyrets sjæl. Den taler ikke til fællesskabets etos, men til standsegoismens selvhævdelse og fragmentering. Når grupper stiller særlige gruppeorienterede krav, forsvinder det fælles udgangspunkt, og lighed for loven erstattes af rivaliserende hensyn.

Derfor har dansk folkestyre heller aldrig hvilet på rettighedstænkning alene. Det har hvilet på borgerdyd: viljen til at tage del i et fællesskab, der eksisterede før én selv og skal bestå efter én selv. Det er denne ansvarsetik, der gør Danmark i stand til at fungere med relativt få kontrolmekanismer. Når dette bindeled mellem mennesker svækkes, bliver demokratiet skrøbeligt, uanset hvor mange reformer der ellers vedtages.

Frihed beror på en sædelig orden. Det er normbåret fællesskab – ikke statslig regulering – der gør det muligt for et folk at leve frit. Her opleves pligt, lov og orden ikke som undertrykkelse, men som en naturlig forlængelse af det fælles ansvar, der udspringer af tilhørsforholdet.

Kærligheden er med andre ord frihedens forudsætning.

I dagens debat fremstilles individets frihed ofte som modsætning til fællesskabets krav. Men i den danske tradition forener kærligheden dem. Frihed uden fællesskab opløses; fællesskab uden frihed er alene fernis.

Folkestyret lever netop i spændingen mellem de to – hvor friheden naturligt vokser ud af den folkelige dannelse og det nationale tilhørsforhold.

Det er netop her, nutidens udfordring viser sig: Skolen og medierne tøver med at formidle kærlighed til Danmark og danske værdier. Dermed undermineres det fundament, som folkestyret hviler på. For uden et samlet folk – i kulturel, sproglig og historisk forstand – er det kun et spørgsmål om tid, før institutionerne mister deres bæreevne.

Folkestyret hviler på folket. Men kun et folk med fælles værdier og borgerlig dyd kan bære friheden uden at knække under vægten. Derfor må vi begynde med det vigtigste: at genopdage det, der binder os sammen – før vi stemmer os fra hinanden.