af Kevin Kiilerich, cand.scient.pol. fra Sciences Po og teologistuderende på Københavns Universitet
Der står en lysende bastion i centrum af det franske samfund. I et land hvor akademikerne for længst er blevet de nye gejstlige, fremstår Institut d’études politiques de Paris – i folkemunde, Sciences Po – som en uomgængelig magtfaktor. Fra dette akademi er syv af de sidste otte præsidenter udsprunget, og dets alumni dominerer parlamentet og medierne. Jeg tilbragte fem år her og oplevede på nærmeste hold, hvordan vores generations ideologiske kamp udspiller sig gennem forsøg på social kontrol.
Som konservativ i Frankrig faldt det mig naturligt at betragte store ideologiske systemer med skepsis. Jeg husker tydeligt, hvordan undervisningen blev aflyst hver fredag, så vi kunne drikke os fulde på torvet i klimaets navn. Det virkede absurd, at en seriøs uddannelsesinstitution kunne prioritere fest over faglighed under dække af miljøaktivisme. Der var også foreningen Menstruations Samfundet, som hængte poesi om deres blødninger på væggene og organiserede ’happenings’ for at nedbryde tabuet. En kritik af den metode blev set som kvindefjendsk af elevrepræsentanterne.
Mit modsvar blev et trodsigt frontalangreb på det dominerende narrativ. Jeg skrev indlæg i skoleavisen, debatterede på gangene og på sociale medier. Jeg stillede konstante spørgsmål og tog ingen ideologiske antagelser for givet. Men i stedet for en ærlig diskussion, blev jeg mødt med karaktermord og anklager om racisme, fascisme og homofobi. Det var som at befinde sig i et H.C. Andersen eventyr, hvor man forventes at følge den kollektive illusion uden indsigelse.
Hvad der skete på mit universitet, var ikke unikt. Demokratiet forhindrer os i at udøve fysisk vold mod dem, vi anser som farlige. Dette faktum har dog intet gjort for trangen til at udøve kontrol. Når jeg pludselig blev sendt anonyme voldstrusler, og medstuderende kritiserede mine venner for at omgås en hadefuld idiot, måtte jeg gøre mig det klart, at ytringsfriheden er et begreb fra juraens verden, og mine rettigheder var ikke blevet krænket af at blive udelukket fra det gode selskab. Ingen bøddel kom, fordi jeg kritiserede Greta Thunberg eller Black Lives Matter.
Jeg lærte min lektie fra det nære. Mine venner forlod mig ikke. De var ligeglade med kritikken. Når jeg dukkede op til fester, og jeg mødte fremmede, som oftest havde hørt kritikken af mig, var de søde. Jeg var ikke så stort et røvhul, som de troede. Selv når de ikke var enige, stod det ikke til hindring for sociale relationer.
Billedet kan virke utopisk for nogle, især måske universitetsstuderende med et aktivt engagement i debatten. Hvis det er tilfældet – tillykke!. Du er en del af en lille kerne af samfundet, som har overskud og trang til at diskutere politik i en sådan grad, at det bliver en del af selve menneskets identitet. Resten af samfundet er overvejende ligeglade. For hver én, som forsøger at udskamme dig for at udfordre narrativet om, at Palæstina er et land og skal manifesteres ved camping på universitetets græsplæne, findes der halvtreds, der bare vil spise sin frokost i fred og drikke nogle øl. De stemmer også til valgene.
Dette er mit budskab: Tankepolitiet har ingen juridiske beføjelser. Lad dig ikke bekymre af deres brok. Tal højt, vær høflig og samfundet vil omfavne dig. På den anden side af den sociale død findes livet – et samfund, der har brug for modige stemmer i debatten. I mødet med ideologisk ensretning er det afgørende at bevare friheden til at tænke og tale frit. Demokratiet beskytter os mod fysisk vold, men vi skal selv værne mod den sociale kontrol, der truer med at kvæle vores individualitet og ytringsfrihed.
På den anden side af den akademiske boble findes et levende samfund, der har brug for borgerlige stemmer, som ikke blot ser flotte ud i kjole og hvidt, men som præger debatten på vegne af det brede flertal.
Samfundet har brug for mennesker, der tør stå imod og udfordre det etablerede narrativ. Vær ikke bange for at tale højt og stå fast ved dine overbevisninger. Den akademiske verden kan føles som en dominerende kraft, men dens magt er begrænset uden for dens egne vægge. I sidste ende er det samfundet som helhed, der bestemmer kursen, og det har brug for stemmer, der tør tale sandheden, uanset hvor upopulær den må være i visse kredse.