Da Jotam Confino insisterede på at fortælle sandheden fra krigen mellem Israel og Hamas, kostede det ham jobbet. Efter en massiv smædekampagne på sociale medier og i pressen, bukkede TV2 til sidst under og smed ham på porten. Men trods hetz, antisemitisme og daglige trusler, kan ingen lukke munden på ham.

Hos Modstrømmen har vi interviewet Jotam Confino om tiden efter 7. oktober.

Hvad har været sværest ved at være Jotam Confino det seneste år?

Mængden af arbejde, men fordi jeg elsker mit job, har jeg godt kunne håndtere det. Det sværeste har helt klart været, hvor alene jeg har følt mig blandt kollegaer, hvor meget hån og had jeg har skulle lægge øre til og hvor lidt respekt der er for mit arbejde blandt visse mennesker. Og så føler jeg mig også utroligt misforstået. Enhver der har gidet følge mit arbejde de sidste par år, og lytte til hvad jeg rent faktisk siger, vil vide, at jeg uden sammenligning er den danske journalist, der har lavet mest kritisk journalistik om Israel. Jeg vil dog sige, at jeg samtidig føler en enorm opbakning, der stille og roligt også er begyndt at komme blandt kollegaer. Men det har taget tid. Og så er det selvfølgelig trist at blive ’cancelled’ på de to nyhedskanaler, jeg har slidt og slæbt for i årevis.

Efter terrorangrebet på Israel har du – om nogen – set bagsiden af ytringsfrihedens medalje. Du er blevet fyret af TV2, som ifølge dit eget udsagn måtte bukke under for presset efter utallige, ubehagelige henvendelser fra radikale typer. Hvad mener du om TV2’s håndtering af sagen?

Jeg synes, det er et enormt problem, at vi i Danmark er så stolte over vores ytringsfrihed, men samtidig bukker under for voldsmandens veto igen og igen. Koranloven er måske det bedste eksempel, men at give en journalist mundkurv på, falder indenfor samme kategori. Specielt da jeg som freelancer ikke var underlagt TV2’s retningslinjer. Jeg hæfter mig selvfølgelig også ved det udprægede hykleri som kanalen har vist i forbindelse med andre ansattes ytringer på sociale medier. Der er stor forskel på at være freelance og fastansat med fast løn. Man kan ikke bede en freelancer om at sætte livet og sit mentale helbred på spil, uden pension, feriepenge osv. og samtidig forvente at vedkommende skal finde sig i en racistisk shitstorm.

Hvilke personlige konsekvenser har det haft for dig, at du har brugt din ytringsfrihed?

Jeg vil sige det kun har styrket min trang til at ytre mig, og stå fast ved det jeg mener. Det absolut sidste, voldsmændene, de rabiate islamister, og antisemitterne får lov til, er at få mig til at holde kæft. Det kommer ikke til at ske. Men det er sindssygt trættende at jeg bliver ved med at få hadefulde og truende beskeder.

Havde det været en sort eller muslimsk korrespondent, der blev lagt for had, udsat for trusler og derefter boykottet af de to eneste nyhedskanaler, havde der været ramaskrig. Journalistforbundet havde fundet høtyvene frem, og kollegaer havde stået i kø for at forsvare vedkommende. Det kan tælles på to hænder hvor mange kollegaer der offentligt har turdet sige fra over for det vanvid, jeg er blevet udsat for siden 7. oktober. Mindst lige så mange har derimod kastet brænde på bålet eller set stiltiende og skadefro til fra sidelinjen. Det har med andre ord været jagtsæson.

Har medie-dækningen af Israel-Palæstina-konflikten generelt set været objektiv nok?

Dækningen af krigen har været okay sober og til tider også rigtig god hos flere af de danske medier, herunder Berlingske, JP og Weekendavisen, men jeg synes generelt medierne har fejlet, hvis man ser overordnet på dækningen siden 7 oktober. Det bedste og mest sigende eksempel er, at medierne ukritisk videregiver information fra en terrororganisation, der har begået den mest makabre massakre mod civile i nyere tid, mens information fra en demokratisk stat skal gennemtjekkes 10 gange, hvis det da overhovedet bliver viderebragt. Det er så grotesk, at jeg næsten ikke har ord for det. Jeg mindes ikke, at de danske medier behandlede information fra Taliban og Al Qaeda mindre kritisk end information fra forsvaret og regeringen, da vi besatte Irak og Afghanistan.

Ser du en tendens til, at pro-israelske synspunkter censureres eller undertrykkes i vestlige medier og er det nemmere at komme til orde i de etablerede medier som pro-Palæstina-debattør?

Når Hamas-sympatisører får uendelig taletid i landsdækkende medier, er det et udtryk for, at vi har et enormt problem i vores samfund, ikke mindst i medierne. For der er ingen balance. Du hører f.eks. aldrig rabiate terrorsympatisører på den israelske fløj blive interviewet i danske medier. Her taler jeg om den yderste, israelske højrefløj, der støtter jødisk terror mod palæstinensere. Tænk hvis en dansk-jødisk fanatiker sad på landsdækkende TV eller radio og sagde, at Baruch Goldstein, der slagtede 29 palæstinensere i en moske i 1994, var en modstandsmand.

Interviewet ville stoppe med det samme, og vedkommende ville aldrig blive inviteret i studiet igen. Men radikale islamister, der støtter Hamas, benægter eller undskylder hvad der foregik 7. oktober, bliver igen og igen interviewet og skriver indlæg i aviser. Man ville heller aldrig invitere en nazi-sympatisør i studiet. Men her er vi tilbage ved min pointe om, at medierne har været med til at normalisere Hamas ved først og fremmest at bringe deres propaganda ufiltreret som nyheder, samtidig med at man for manges vedkommende bliver ved med at referere til dem som “militante” eller “soldater.” De er ingen af delene. De er terrorister. Punktum.

De sidste mange måneder har vi oplevet utallige anti-Israel-demonstrationer i Danmark. I flere af dem er der blevet råbt, at ”Israel skal fjernes med Jihad”. Hvordan vurderer du sikkerhedsniveauet for det jødiske samfund i Danmark?

Danske jøder har aldrig været mere udsatte end siden 2. verdenskrig. Jeg er blevet bombarderet med beskeder fra danske jøder der har oplevet de mest vanvittige ting, fra trusler mod deres børn i skolerne, til verbale overfald i nattelivet, og boykot kampagner mod deres butikker. Vi har et enormt problem i Danmark. Der er mange politikere, der må sidde med en grim smag i munden, når de har trivialiseret mængden af jødehad, og som insisterer på at problemet er lige så stort for muslimer. Det er så langt ude. Danske muslimer gemmer ikke deres religiøse symboler. De holder ikke Ramadan i skjul eller er bange for at deltage i debatten om krigen. Tværtimod. Fordi de er en langt større minoritet. At de kan få lov at opfordre til Jihad til demonstrationer, og holde et minuts stilhed for Hamas-lederen, der blev likvideret i Teheran, betyder, at de er alt andet end bange. Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før vi ser et alvorligt angreb på en eller flere jøder i Danmark. Mængden af trusler er så overvældende, at det er et mirakel, hvis der ikke sker noget.

Der er meget debat om, hvorvidt den antizionistiske kritik af Israel går over grænsen og bliver til antisemitisme. Hvordan ser du på grænsen mellem den antizionistiske kritik af den israelske regering og antisemitisme?

Det, der provokerer mig mest, er, når uddannede mennesker ’gaslighter’ problemet om antisemitisme. Der er ingen, der har sagt, at man ikke må kritisere Israel. Israelere er ofte dem, der kritiserer dem selv allermest. Det ved man, hvis man bor i Israel. Men når du begynder at bruge “zionist” som et skældsord, afslører du dig selv. Langt de fleste danskere er zionister, også selvom de ikke ved det. Hvis man støtter jøders ret til at have deres eget land, så er man zionist.

Der er intet kontroversielt i det. Men for antisemitter er det selvfølgelig grotesk, at jøder skal have deres egen stat. Antisemitisme har taget mange former gennem de sidste par årtusinder. Først blev jøder hadet for deres religion. Så blev de hadet for deres race. Og nu bliver de hadet for at have deres egen stat. Hvis du virkelig gerne vil kritisere Israel uden at lyde som en rablende antisemit, er der omkring tusinde måder, du kan gøre det på. Men når du begynder at bruge samme retorik som Iran og Hamas ved at referere til israelere og jøder som zionister, bør du måske kigge indad.

Det er Hamas og Irans største succes; at nyttige idioter i Vesten render rundt og opfordrer til at udslette zionister. For de mener jo ikke Fru. Jensen i Vejle, der støtter Israels ret til at eksistere. De mener David Blumenthal på Østerbro, der skal slagtes, fordi han er jøde. Hvis du bruger alle dine vågne timer på at kritisere et land, der ligger 4.000 km væk, et land du måske endda aldrig har boet i, så er din afsky irrationel.

Der er et utal af krige, konflikter og menneskelige tragedier i verden, der er mindst lige så frygtelige som Israel-Hamas krigen. Sudan er det bedste eksempel. Der har vi at gøre med et faktisk folkemord, massevoldtægter og hungersnød. De selverklærede humanister, der med fråde om munden anklager Israel for folkemord, er ikke interesserede i at gøre verden til et bedre sted. Det handler ikke om humanisme.

Det handler om et irrationelt had til et land og et folk, de ikke har en kæft forstand på. Og så handler det om narcissisme. Det er en trend at hade Israel. Jo mere oprevet over krigen de er, jo mere opmærksomhed får de. Flere har gjort det til hele deres identitet. Etniske danskere, der vitterligt aldrig har beskæftiget sig med Israel-Palæstina konflikten, er pludselig de mest engagerede i debatten. Alt handler om krigen for dem. Det er sørgeligt. Virkelig sørgeligt.

Hvordan oplever du, at akademiske institutioner håndterer diskussionen om Israel-Palæstina-konflikten?

At akademikere og forskere kan skrive under på breve, der anklager Israel for apartheid og folkemord, og dagen efter blive brugt som neutrale eksperter, siger alt om de akademiske institutioners tilstand. En journaliststuderende ringede til mig forleden i komplet desperation. Hun fortalte, hvor ualmindeligt farvet deres undervisning er, når det kommer til Israel-Palæstina konflikten. Hvordan gæsteundervisere propper dem med propaganda under dække af neutralt oplæg om konflikten. Og de studerende lapper det i sig. Så der er ikke noget at sige til, at det står så skidt til i både den danske medieverden, men også blandt forskere.

Mener du, at specifikke synspunkter på universiteterne favoriseres, og i så fald, hvordan påvirker det den akademiske frihed og ytringsfriheden for studerende og forskere, der støtter Israel?

Jeg kan ikke komme i tanke om forskere der støtter Israel åbenlyst. Så det opsummerer vel på mange måder situationen på universiteterne.

Hvordan tror du de studerende og ledelsen på KU ville have reageret, hvis det var en gruppe unge zionistister, der havde besat Københavns Universitet med en pro-Israel teltlejr?

De ville være blevet fjernet på 24 timer. Enten af skolen, eller også havde de voldsparate Hamas-sympatisører sørget for at få dem fjernet.

Mange har erklæret dig inhabil i din kommentering af Israel-Palæstina-konflikten, alene fordi du er jøde. Imidlertid inviterer de etablerede medier ofte muslimer ind som eksperter, når nyheden omhandler en konflikt et andet sted i Mellemøsten. Hvorfor tror du, at denne forskelsbehandling på jøder og muslimer i den danske medieverden forekommer?

Det er ret nyt for mig at stifte bekendtskab med lige præcis denne forskelsbehandling og racisme. Jeg har også “kun” været i branchen i seks år, men har stadig nået at dække to krige, fem valg og en pandemi. Indtil 7. oktober blev jeg set som den “gode jøde og israeler” blandt mange medier. Der var ikke grænser for, hvem der ville bruge mig, mest af alt fordi jeg var garant for en sober og hård kritik i min dækning af Israel. Og forhåbentligt fordi jeg havde kilder og bedre forståelse for situationen end andre korrespondenter, herunder ’faldskærms-korrespondenterne’ der ikke bor her til daglig. Men efter 7. oktober, hvor den kritiske dækning af helt naturlige årsager faldt på palæstinenserne, oplevede jeg meget hurtigt forskelsbehandlingen. Det er soleklart, at der er andre spilleregler for jødiske og specielt israelske journalister, også i den danske medieverden.

Jeg ville stadig ytre mig. Jeg står ved alt, hvad jeg har sagt. Det har kostet mig en masse arbejde i den danske medieverden, men jeg er landet et fantastisk sted hos B.T. Og så har jeg heldigvis en masse klienter i udlandet, så jeg overlever nok. Men jeg synes mest af alt, det er trist for den dækning, danskerne får. Nu er det ikke fordi vi drukner i kompetent mellemøstskorrespondance. Nogle af dem bor her ikke engang. Det er et enormt svigt over for læserne, seerne og lytterne, at der bliver stillet om til en eller anden korrespondent i Danmark, når det bimler og bamler i Mellemøsten. Det er surrealistisk for mig at være på BBC, når de store nyheder ’breaker’, alt imens jeg ser de to danske nyhedskanaler forsøge i desperation at finde en, der kan dække historien for dem, alene af den grund, at jeg er persona non grata. Men det er deres tab, som man siger.