Interview med Marcus Dib Jensen, politisk influencer

Du er født som kvinde. Siden har du fået foretaget det, der kaldes en kønsskifteoperation. Alligevel insisterer du på, at du stadigvæk er en kvinde. Hvorfor overhovedet få foretaget en såkaldt kønsskifteoperation, hvis du alligevel insisterer på, at man ikke kan skifte køn?

Jeg siger altid, jeg er kvinde, fordi det er sandt. Jeg er godt klar over, at uanset hvor meget jeg ligner en mand, vil det ikke ændre faktum, at det er umuligt at skifte køn. Pointen med min kønstransition har aldrig handlet om, at jeg skulle skifte mit biologiske køn. Den handlede om, at jeg ville ændre mit kønsudtryk til en grad, hvor samfundet registrerer mig automatisk som mand. Den handlede om at lindre symptomerne på kønsdysfori. Kønsdysfori er en psykisk lidelse, der beskriver det stærke ubehag transseksuelle oplever, ved at fremstå som sit biologiske køn. En anden årsag til min åbenhed er, at jeg ikke vil lyve overfor andre, eller kræve andre lyver overfor mig, omkring hvad jeg er. Jeg ønsker at leve i den samme virkelighed som alle andre. Hvis jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg er en rigtig mand, vil det faktisk negativt påvirke mit psykiske helbred. Jeg har det helt fint med, at jeg ikke er en rigtig mand. Det kan godt være, at jeg “lader som om”, jeg er en mand, og har et kostume på, men det generer mig slet ikke. Selvom det kan være svært at forstå, fungerer denne livsstil for mig, fordi den lindrer min kønsdysfori.

Den wokeistiske bevægelse bryder sig ikke om dine udtalelser og har flere gange forsøgt at få dig cancelled. Hvorfor tror du, det er tilfældet?

Først og fremmest hader transaktivisterne mig, fordi alt hvad jeg siger, er i opposition til det de mener. F.eks. mener de, at jeg er en “rigtig” mand fanget i en kvindekrop. Når jeg så siger, jeg er en kvinde, gør det dem vrede. Andre mener, at køn slet ikke eksisterer. Så når jeg kalder mig for transseksuel, som er en betegnelse, der bekræfter, at køn er binært; være et køn og “skifte” til det andet, udfordrer det deres narrativ. Transseksuel er en definition wokeisterne nægter at anerkende. Det provokerer dem, at jeg er ærlig omkring min biologi.

De ser mig som en trussel, fordi så mange lytter til mig og forstår mine argumenter. De er bange for min påvirkning og hvor effektiv min aktivisme er. Det skyldes nok, at mine holdninger er rationelle såsom, at børn ikke skal på stop-, og krydshormoner, og mænd ikke skal konkurrere i kvindesport. Det er jo holdninger, som de allerfleste almindelige mennesker deler. Transaktivisternes strategi er fuldstændig modsat min. De har opfundet deres helt eget uforståelige sprog, hvor ingen andre kan følge med. De er modbydelige overfor alle, som ikke følger deres ideologiske, og totalitære linje. Straffen for frafaldne og afhoppere er udskamning og forsøg på karaktermord. Jeg har til gengæld haft succes med at komme i dialog med miljøer, som traditionelt ikke har været åbne overfor LGBT generelt. Det især gør wokeisterne frustrerede. En ting de hader, er, at jeg forholder mig til videnskaben, fakta, statistikker og faglige undersøgelser, når jeg skal danne mig en mening. Trans-agendaen baserer sig hovedsageligt på løgne og misinformation.

I forbindelse med dit politiske virke er du blevet influencer og alene på YouTube har du over 150.000 abonnenter. Selvom du mange gange er blevet forsøgt cancelled af den kønsaktivistiske venstrefløj, føler du så, at den positive opbakning til dit projekt opvejer for de negative konsekvenser ved at ytre sig om kønspolitik?

Jeg oplever mange flere positive tilbagemeldinger end negative. Gennem årene, har jeg modtaget flere beskeder fra unge piger, der fejlagtigt troede, at de var transmænd, og som har fortalt mig, at mine videoer har reddet dem fra at starte på testosteron. Jeg har snakket med og prøvet at hjælpe desperate forældre til børn, der er hjernevasket af kønsideologi, og som gerne vil “skifte køn”. Disse oplevelser motiverer mig rigtig meget, og bekræfter mig i, hvorfor det er vigtigt at stå frem. Uanset hvor mange trusler og hadefulde beskeder jeg får, vil de positive og rørende tilbagemeldinger jeg får, altid gøre det, det hele værd.

Den køns- og seksualitetspolitiske forening LGBT+ Danmark hævder at være landsforeningen for transpersoner. Hvad siger du til, at en politisk venstreaktivistisk organisation har taget patent på at repræsentere dig og alle andre transpersoner i Danmark?

LGBT+ Danmark repræsenterer i dag en utrolig radikal og skadelig agenda, som de fleste almindelige LGBT’ere ikke støtter. LGBT+ Danmark repræsenterer ikke mig som transseksuel. LGBT+ Danmark har de sidste 5-10 år ændret LGBT-dagsordenen drastisk. Ingen har protesteret, da de nytilkommende aktivister har udnyttet den ’goodwill’ sagen havde opbygget gennem mange års rationel kamp for ligeret. Deres agenda er imidlertid en helt anden, og på mange måder i direkte opposition til LGBT-kampen, når de underkender to binære køn, som er en forudsætning for, at homo-, bi- og transseksualitet overhovedet eksisterer.

I gamle dage kæmpede foreningen for blandt andet ligeret under loven, og øge accepten i samfundet. I dag virker det som om kampen handler mere om at kalde alle for transfober, kastrere kønsforvirrede børn med pubertetsblokkere og krydshormoner, og være hadefulde overfor almindelige, heteroseksuelle mennesker. Jeg mener i grove træk, at LGBT+ Danmark i dag, er den største trussel mod accepten. De havde håbet på fortsat at kunne slippe afsted med at sprede deres propaganda uden konsekvenser. Men det kan de heldigvis ikke længere. Når man kommer så langt væk fra sund fornuft, og skubber til majoritetens grænser, risikerer man, at majoriteten stopper med at acceptere LGBT.

Du har før udtalt, at du kæmper for retten til at være normal. Hvem er det, der er unormale og mener du, at disse unormale har sværere ved at acceptere retten til at ytre sig frit end dem, du kalder normale?

At være unormal er blevet et statussymbol. Især unge, og de progressive virker unaturligt optaget af at skulle være anderledes. Derfor er der gået inflation i LGBT-identiteten, og helt almindelige, heteroseksuelle unge identificerer sig pludseligt som LGBT’ere. Tidligere var LGBT-kampen kendetegnet ved retten til at passe ind, opnå ligestilling og ligesom gå i et med tapetet. Det opnåede vi kortvarigt. I gamle dage hed det bare “LGBT”. I dag er der tilføjet et “QIA+”.
QIA+personer er i langt de fleste tilfælde ikke transseksuelle/ homoseksuelle, men heteroseksuelle, der mangler en personlighed og nogle unormalitets-point. De kalder sig for trans eller nonbinære, og approprierer en kønsdysfori, som de ikke lider af. Disse QIA+personer er blevet en del af LGBT-miljøet af hovedsageligt ideologiske årsager, og ikke på grund af deres medfødte seksualitet. Som ideologer er de mere tilbøjelige til at være intolerante og ekstremistiske overfor dissidenter, og det er min opfattelse, at det især er dem, der har svært ved at acceptere min ret til at ytre mig frit. Grundlæggende fordi jeg afslører deres bluff.

Vi lever i en verden, hvor intet er gratis. Blot det at ytre sig, har konsekvenser. Hvordan har dit arbejde som meningsdanner påvirket dit privatliv, især når dine holdninger har skabt dyb uenighed hos andre?

Jeg har fået et par dødstrusler og andre ubehagelige beskeder gennem årene, men overordnet set har mit arbejde kun påvirket mit liv positivt. De mennesker jeg møder og de kontakter jeg får, har været en kæmpe berigelse; politikere, meningsdannere og en lang række andre spændende mennesker i Danmark og i udlandet. Det har åbnet en masse døre. Jeg ville ikke have været det foruden.

Hvis du kunne starte forfra, ville du så vælge at forblive tavs for at undgå konsekvenserne af dine ytringer, eller ville du fortsat prioritere ytringsfrihed over risikoen for at støde nogen?

Jeg fortryder intet. Før jeg startede på YouTube, sad jeg derhjemme og bandede over hvordan de transaktivister, jeg så i medierne, fik lov til at tale på mine vegne. Jeg er opvokset i et politisk ukorrekt hjem, hvor jeg har lært, at det at fortælle sandheden uden filter, altid er bedre end at lukke munden, for at bevare den gode stemning.

Og så lige her til sidst: Hvor mange køn findes der?

Der findes kun to køn: mand og kvinde.