af Marianne Stidsen, fhv. lektor på Københavns Universitet og dr.phil.
Nytårsaften 2021 løb min ansættelse som forsker og underviser på Københavns Universitet ud. Dagen efter, den 1. januar 2022, ville jeg ellers have kunnet fejre 25-års-jubilæum.
Dette ”sølvbryllup” blev der imidlertid ikke noget af. Var det så fordi, jeg havde nået pensionsalderen, og det derfor var på tide at stoppe?
Nej, det var det ikke. Jeg var endnu ikke fyldt 60, og selvom jeg ikke just vil kalde mig nogen vårhare, så havde jeg sandsynligvis mange gode arbejdsår tilbage.
Derudover tør jeg godt vove at sige, at jeg igennem alle årene har været en af de mest vellidte undervisere og en af de mest produktive forskere på Det Humanistiske Fakultet på KU, hvor jeg havde min daglige gang på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab som lektor i den nyere og nyeste danske litteratur.
Hvad fik mig til at stoppe?
Det er nemt at svare på: Jeg blev mobbet og chikaneret ud pga. mine woke-kritiske artikler og bøger.
Det begyndte alt sammen i foråret 2018, hvor jeg skrev en kronik – sammen med en kollega – om de ny adfærdsregler på bl.a. min egen arbejdsplads, som var blevet annonceret i forbindelse med, at MeToo også havde invaderet universitetsverdenen, efter i starten mest at have floreret inden for medie-og kulturverdenen. Pointen var den simple: Havde nogen udøvet seksuel chikane mod studerende eller andre, skulle der slås hårdt ned på det.
Men for det første rummede det eksisterende adfærdskodeks allerede mulighed for det. For det andet var det – selvfølgelig – ikke i orden, at nogen kunne blive fyret eller blive idømt sanktioner alene på anklagerens subjektive oplevelser, sådan som de nye regler lagde op til. Der måtte indlysende nok en formel og uvildig/objektiv undersøgelse til først. Det hører sig jo til i ethvert samfund, der vil kalde sig civiliseret.
Uoverskuelig pris
Som man kan høre, var det næppe ekstremistiske synspunkter, der blev luftet i denne kronik. Snarere forsøgte jeg at forsvare helt elementære retsstatslige og civilisatoriske principper.
Men i den woke-tid vi lever i er blåt blevet til pink, nede er blevet til oppe, og basalt forsvar for samfundets grundlæggende indretning og institutioner er pludselig blevet til ”ekstremistisk højreaktivisme”. Mit bud er, at det skyldes, at woke-bevægelsen er lykkedes med at gaslighte såvel politikere som i hvert fald en del af befolkningen til at tro, at det yderste venstre i virkeligheden er den politiske midte (en limpind ikke mindst Moderaterne er hoppet på, men også et parti som Venstre). Som det fremgik ovenfor, endte jeg endda med at udgive kronikken alene. Det skyldtes, at kollegaen, som i øvrigt er af venstreorienteret observans, i sidste øjeblik ikke ønskede at stå som medforfatter. Klogeligt, kan man tilføje. For prisen for at bevæge sig ud i det minefelt, som MeToo- og senere også woke-debatten viste sig at være, var intet mindre end uoverskuelig.
Op imod tidsånden
Det stod i allerhøjeste grad klart, da jeg selv fortsatte i samme spor med at skrive tekster, der ”gik op imod tidsånden”. Samtidig med at jeg parallelt hermed vedblev med at passe min professionelle dont på universitetet – og hvis jeg skal bryste mig af noget, er det ikke at blande de to kasketter, debatkasketten og den professionelle litteratkasket, sammen. Det er da også det, jeg ved flere lejligheder er blevet rost for af studerende.
Efter snart mange kronikker og debatindlæg, foruden en kritisk bog om MeToo, kulminerede det i efteråret 2021, hvor jeg udgav en større analyse af hele tankekomplekset bag woke-bevægelsen. Mit eget gæt er, at det var, fordi Køn og identitet – et spadestik dybere ramte plet med at afdække den revolutionære marxistiske logik, der lå bag det hele, at jeg med vold og magt skulle fjernes og kancelleres.
I hvert fald gik der ikke længe fra bogen udkom, til jeg blev hængt ud for plagiat på forsiden af den venstreradikale avis Information. Det viste sig dog hurtigt, at angrebet på bogen kun var en anledning til at angribe mig som forsker.
Allerede inden der var gået 24 timer fra den første artikel havde været på, gik et medlem af mit doktorbedømmelsesudvalg – som også havde været en frontfigur i den koalition, der forsøgte at presse mig ud af Det Danske Akademi pga. mine MeToo-kritiske skriverier, og som sågar i strid med sandheden påstod, at hun havde været formand for mit udvalg – ud i avisen og sagde, at man nu ville tage initiativ til, at hele min doktorafhandling fra 2015: Den ny mimesis I-II, skulle plagiattestes.
Fakultetets svigt
Jeg mener stadig, og det vil jeg blive ved med at mene, at det var en klar fejl fra Det Humanistiske Fakultets side over hals og hoved at sætte en gennemgribende undersøgelse af min 1288 sider lange disputats i gang på den måde, det skete. Det vil sige: uden om alle normale procedurer og kanaler.
Som jeg ser det, kunne man fint have klaret ærterne ved at sige til professor Anne-Marie Mai og hendes medunderskrivere, at man naturligvis tog sådanne anklager dybt seriøst. Men at de skulle stiles til Praksisudvalget, som tager sig af den slags. Og i øvrigt ikke være formuleret som en løs 10-linjers henvendelse uden et eneste konkret nedslag i værket, hvor man tænkte, der muligvis kunne være uregelmæssigheder på spil.
I Årsskriftet Critique har jeg i en artikelserie nøje gennemgået alle detaljerne i forløbet, så det vil jeg ikke gentage her. Blot koge det ned til, hvad resultatet af denne politiske ”forfølgelse” eller ”heksejagt” (for det er svært at se det som andet) blev. Nemlig at jeg i oktober 2021 sagde min stilling op med fratrædelse tre måneder senere. Begrundelsen var – og er – at disse anklager ville gøre det lodret umuligt for mig at gå ud og undervise og vejlede studerende. Hvilket blev bekræftet i en artikel i Uniavisen, hvor man havde fået flere studerende, heriblandt – og det gjorde faktisk lidt ondt – nogle af dem, der havde været meget glade for at have mig som lærer, til at sige, at de nu ville være bekymret over at skulle undervises af sådan en som mig.
Efter et års roden rundt med min afhandling, hvor Fakultetets klumpedumpeagtige og helt igennem kritisable adfærd i forbindelse med anklagerne mod mig – som man ikke skulle være nogen Einstein for at se var politisk motiverede – endte arbejdet med at granske min afhandling for eventuelle fejl det sted, hvor det skulle have været placeret fra starten, dvs. hos Praksisudvalget.
Og i efteråret 2022 blev jeg så pure frikendt for alle beskyldninger om dårlig forskningspraksis og uredelighed. Dog ikke før sagen, som jeg også har beskrevet i artikelserien i Critique, havde været omkring det nationale Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Igen uden for alle sædvanlige procedure. Som jeg anskuer det, var der i den grad gået ”politik i skidtet”, og nogen havde forsøgt at trække i trådene oppefra – præcis lige som i FE-skandalen. Først da pressen begyndte at skrive om, hvad der foregik, stoppede de. Og d. 15. november 2022, mere et år efter, at anklagerne begyndte at rulle, blev jeg endegyldigt frikendt.
Hvorfor er jeg blevet ved?
Mit modspørgsmål er: Hvorfor er andre mennesker før os i historien blevet ved med at kæmpe imod tyranni og totalitære, autoritære kræfter?
For mit eget vedkommende lyder svaret: Det er de af én grund: blodig nødvendighed. For hvilken mening giver det f.eks. at sidde og forske i forfatterskaber som Karen Blixens og Klaus Rifbjergs og Naja Marie Aids, når den humanistisk-demokratiske verden er ved at falde sammen om ørerne på os? Ingen.
Samme konklusion nåede jeg selv frem til. Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har meldt mig ind i denne kamp for sjov, eller fordi jeg drømmer om til evig tid at være hende dér ”Marianne Stridsen”, som mit øgenavn med tiden kom til at lyde.
Min absolut største drøm er, at ødelæggelsen af vores samfund bremses af alle fornuftige borgere i fællesskab. Sådan at jeg kan vende tilbage og færdiggøre de bøger og faglige forskningsartikler, jeg egentlig var i gang med, inden jeg meldte mig på slagmarken.
Og så vi alle sammen kan få et normalt liv igen. Herunder universiteterne, der er lavet – og som skatteborgerne finansierer – for at bedrive videnskab. Ikke for at misbruge andres penge til at ride ens egen politiske kæphest.
Så kender man simpelthen ikke spillereglerne i et liberalt demokrati.