Interview med Claes Theilgaard, politisk journalist på B.T.

Som journalist er det en del af dit arbejde at kunne tale og skrive frit og præmissen for meget af det, du går og laver, er, at vi har ytringsfrihed og pressefrihed i Danmark. Hvor meget betyder det for et samfund, at medierne kan ytre sig frit?

Hvis det ikke var for ytrings- og pressefriheden, ville jeg ikke kunne lave det arbejde, jeg laver. Det er jeg mig smerteligt bevidst om, og det er noget, jeg tænker over hver eneste dag. Der er så mange lande, hvor ytrings- og pressefriheden har mere trange kår end i Danmark, og grundlæggende er det jo bare et lykkeligt tilfælde, at jeg er født her og ikke andetsteds.

Jeg er en lille del af et stort mediemaskineri, der har til opgave at agere borgernes ambassadør og gå magthaverne kritisk efter i sømmene. Det lykkedes langtfra altid, men i Danmark er vi så privilegerede, at vi som udgangspunkt kun har os selv at bebrejde, hvis ikke vi som journalister formår at leve op til det ansvar og den tillid, der er blevet os skænket. Det er altafgørende, at vi har mulighed for at kaste kritisk lys på magthaverne og den måde, de udøver deres magt på. Ellers kan magten agere i mørke og hinsides enhver kontrol, og det er netop i den slags forhold, at magtfuldkommenhed trives. Og magtfuldkommenhed fører i sidste ende til overgreb mod borgerne.

Man kan ikke have et frit samfund uden frie medier. Det glemmer vi nogle gange i vores mageligt frie del af verden, men i andre lande ved man på baggrund af smertelige, dyrekøbte erfaringer, at det forholder sig sådan. Det er jo ikke tilfældigt, at alle aspirerende despoter og diktatorer gør indhug i pressefriheden. De ved godt, at frie medier er deres værste fjende. Derfor skal vi i Danmark gøre de frie medier til vores bedste ven.

Dit arbejde som journalist-og meningsdanner-Claes har ikke været uden konsekvenser for privat-Claes. Hvilke konsekvenser har det haft for privat-Claes, at journalist-og meningsdanner-Claes har ytret sig om emner, som andre har været dybt uenige i?

Jeghar levet med trusler på livet siden jeg begyndte at deltage i samfundsdebatten som teenager. I perioder har det været meget voldsomt. Engang modtog jeg under en debat om Muhammedtegningerne for eksempel en regulær bølge af voldsomme trusler, hvor mit ansigt blandt andet var blevet photoshoppet ind på videoer af halshugninger.

Dengang kunne jeg forstå på politiet og PET, at mit navn cirkulerede i nogle ubehagelige kredse i udlandet. De trusler kom fra udlandet, men tidligere i år blev et herboende bandemedlem også dømt en betinget fængselsstraf på 50 dage for i meget eksplicitte vendinger at have truet med at skyde og dræbe min familie og mig.

Gennem tiden er det – selvfølgelig – særligt islamistiske kredse, som jeg har modtaget trusler fra. Men også andre typer, herunder autonome og propalæstinensere samt højreradikale og konspirationsteoretikere har jeg modtaget trusler eller truende beskeder fra. Jeg har i perioder haft korrespondance med politiet og PET om min sikkerhedssituation, og jeg har – og må stadig – tage nogle forholdsregler af forskellig art. Da jeg var yngre og arrangerede demonstrationer, var der ofte en masse kampklædt politi med for at sørge for sikkerheden. Der var også perioder, hvor jeg blev frarådt af myndighederne at færdes i visse områder af København, fordi det ikke var sikkert for mig at komme der.

Alt det gjorde mig i en periode nærmest paranoid og angst, men nu har jeg lært at håndtere det bedre. På det mere personlige plan har jeg også oplevet, at venner og bekendte har vendt mig ryggen, fordi de er politisk uenige med mig. Det gør faktisk mere ondt end truslerne, hvis jeg skal være ærlig. Og mest af alt er jeg til stadighed overrasket over, at truslerne og ubehagelighederne fortsætter, selvom jeg ikke på samme måde fungerer som samfundsdebattør med skarpe holdninger, men i stedet blot udfører mit arbejde som journalist.

Du er gået med i et par Palæstina-demonstrationer, hvor flere er blevet påbudt at tale med dig. Hvorfor tror du, at Palæstina-demonstranter bliver fortalt, at de ikke må tale med dig, og hvad synes om, at nogle forbyder andre at tale?

Som jeg forstår det, vil Palæstina-demonstranterne ikke tale med mig, fordi de mener, at jeg er en zionistisk agent, der udøver krigspropaganda. Det er i øvrigt de samme konspirationsteoretiske ’talking points’, som gentages af de propalæstinensisk sindede personer, der ringer eller skriver og truer mig.

I virkeligheden forsøger jeg blot at gå kritisk til en stor aktivistisk bevægelse, som ellers bliver strøget med hårene. For eksempel ved at undersøge og belyse den latente terrorbilligelse, der ligger og lurer lige under overfladen i bevægelsen og til dens demonstrationer.

Det er påfaldende, hvor voldsom en mistillid til medier og journalister, der er i det propalæstinensiske miljø. Den mistillid resulterer så i, at man ikke vil tale med medier,- og at man endda truer mig og flere af mine journalistkolleger. Men mistilliden er dybt uberettiget og er i mine øjne mere udtryk for en forkælet indstilling til tingene, hvor man tror, at man kan få lov at udbasunere sine holdninger uden også at kunne svare på de nødvendige kritiske spørgsmål.

En ting er, at det er ubehageligt at forsøge at lave journalistik til demonstrationer, hvor folk er så utilfredse med din tilstedeværelse, at de endda kan finde på råbe ad dig og skubbe til dig. Men mest af alt er det jo dybt problematisk, at de ledende skikkelser i det propalæstinensiske miljø puster til den her undergravende mistillid til medierne, nægter at svare på kritiske spørgsmål og giver deltagerne i deres demonstrationer mundkurv på.

Ville du, på trods af konsekvenser det har at ytre sig, hvis du kunne starte forfra, have holdt kæft, eller ville du fortsat insistere på, at princippet om ytringsfrihed er vigtigere, end at nogle måtte føle sig stødt over de ting, du har ytret dig om?

Je ne regrette rien.