Af Mustafa Sayegh, stifter og formand for foreningen Frafalden

Jeg husker tydeligt min mors sms for nogle år tilbage, med den kontante besked: “Glem at du har mor, far og søskende, farvel og tak.”

Hvad der har ledt op til den besked, vil jeg naturligvis prøve at beskrive. Det er ikke en fortælling om ekstremisme, eller konservative muslimske miljøer. Tværtimod. Min barndom har alt i alt været god. Barndom i Danmarks ældste by, Ribe, er nu ikke helt dårligt.

Alle mine venner var danske, fordi der på daværende tidspunkt ikke var så mange med indvandrerbaggrund (som der er nu) mine forældre lod mig og mine yngre søskende se julekalender, selvom vi ikke holdte jul. Jeg kunne overnatte hjemme ved min skinkespisende barndomsven, Lars, hvor vi spillede Nintendo hele natten, og jeg talte dansk til mine forældre, som talte arabisk til mig.

Jeg talte dansk derhjemme uden at blive tvunget til at tale arabisk. Naturligvis var der også ting i min barndom, som jeg i dag mener mine forældre gjorde forkert. Men jeg er altså en voksen mand i dag, og kan tilgive, og ved, at alle forældre laver fejl. Ofte laves fejlene udfra de bedste intentioner.

Alt i alt er min barndom præget af stor frihed, og min mor, som ikke bærer hijab, har altid været en tryghed for mig, og den som altid har forsøgt at holde sammen på familien. Selv med koranlæsning og lære at bede, opgav mine forældre ret hurtigt, fordi jeg hellere ville se tegnefilm på tyske RTL, og nok var lige så stædig, som jeg er i dag. Jeg ville ikke.

Men.

Jeg lagde mærke til som barn, hvordan islam spillede en væsentlig rolle i hjemmet, men aldrig udadtil.

Når mine forældre fik besøg af muslimske venner fra andre byer som Odense, Esbjerg og København, så foregik der en social kontrol.

Jeg forstod det selvsagt ikke dengang, men når deres venner kom med fordømmende kommentar som “hvorfor gider han ikke snakke arabisk” om mig, eller når gæsterne udviste en vis foragt for at min ven var en dansker (Lars).

Hver gang, var islam det, som blev bragt op som argument for, at jeg skulle tale arabisk og holde mig fra danskere. Man kan være venner med danskere, men kun for at lede dem til islam, eller male et billede af, at islam er godt.

Koranens vers 3:28 eller 4:144, som taler om, ikke at tage kristne, jøder og vantro til venner, var ofte det man henviste til.

Dén sociale kontrol, blev kun intensiveret, da vi flyttede fra rolige Ribe til 2. sal i ghettoen i Kolding Skovparken.

Jeg har i mange år tænkt, at mine forældre valgte dette, fordi de savnede flere af “deres ligesindede” men virkeligheden har været, at de var bange for at jeg blev for dansk. I Skovparken, hvor alle mine venner havde muslimsk baggrund, startede jeg som en rod, sammen med de andre rødder. Hverken god borger ifølge samfundet, og heller ikke god muslim ifølge muslimerne. Men jeg gik fra at være en rod til at ændre min omgangskreds, og til sidst også blive islamisk gift med en kvinde i tørklæde. Jeg gav efter for presset, og begyndte at lære mere om islam, og at bede.

Pludselig var der anerkendelse og det hed “mashallah” fra fremmede jeg ikke kendte. Min mor var stolt. Min far var stolt. Men jeg løj i virkeligheden for mig selv. Dét, islamiske miljø, jeg nu befandt mig i, var så indædt af had til alt dansk. Jeg var nu en del af det segment, som netop pressede min familie dengang i Ribe. Hvad fanden lavede jeg der?

Jeg manglede mod til at sige fra, højt og tydeligt. Og samme tid, var den stolthed hos min mor og far, også noget der fyldte. Kunne jeg virkelig være “det bekendt” at smide alt det på jorden nu? Allah betød intet for mig på dette tidspunkt. Altså frygten for Allahs straf, og det religiøse fængsel var jeg personligt for længst ovre.

Så hvad lavede jeg dog her, hvor jeg kaldte mig muslim udadtil og forsøgte at efterleve de forventninger der er?

Danske arbejdskolleger kunne mærke en forandring i mig, og jeg var selv klar over det. Der var jeg nødt til at gøre op med.

Jeg kunne ikke lyve for mig selv længere. Jeg råber højt i dag, at jeg er EX-MUSLIM fordi jeg mener at navlestrengen er nødt til at klippes helt. Ingen halvejs løsninger, eller “fortolke islam på min egen måde” uanset hvor meget jeg forsøgte at fortolke islam, så var det i bund og grund en løgn for mig selv og et forsøg på at retfærdiggøre et selvbedrag. Og det skabte et forøget pres på mine forældre, da jeg begyndte at råbe højt.

Vrede muslimer kontaktede mine forældre, når de læste et indlæg fra mig, eller et opslag på Facebook. I håb om at få mig rettet ind. Det virkede ikke. Jeg fortsatte. Folk som mødte truende op på adressen hjalp heller ikke. Jeg fortsatte. Dødstrusler fra familie i udlandet, satte heller ikke en stopper for, at jeg ytrede mig om frafald fra islam.

Til sidst var presset så stort, at mine forældre så valgte at slå hånden af mig. Men selv det, ser jeg blot som et desperat forsøg på at få mig rettet ind.

Et manipulativt forsøg på at spille på min samvittighed – (“Hvordan kan du dog gøre det mod din familie?” osv.)

Men jeg er fortsat. Fordi jeg er bevidst om, at den sociale kontrol ikke er noget jeg skal acceptere. Og det er ikke noget, nogen som helst i Danmark skal acceptere.

Men jeg kan i dag også godt se, hvor meget styrke og hvilket offer det kræver at stå imod. Og jeg kan se at det langt fra er alle der kan gøre det.

Men det er i min optik tankevækkende, at selv muslimer som egentlig virker ret så åbne for dansk kultur, som mine forældre var, kan presses af religiøse kræfter, til en sådan grad, at de vælger at udstøde, og true deres eget barn. Og der er naturligvis ingen opbakning fra andre såkaldte “kulturmuslimer” eller “velintegreret muslimer”.

Negativ social kontrol er ikke ekstremisme, men simpelthen en indlejret del af islam og islamisk kultur. Jeg ser det gang på gang i mit virke som formand i Foreningen Frafalden, Danmarks første forening for exmuslimer. For uanset om man har somalisk baggrund, arabisk baggrund, tyrkisk baggrund eller sågar hvis man er tidligere dansk konvertit. Ligeså snart islam er en del af det, så går alle de samme mekanismer igang ift. negativ social kontrol.