Af Anders Krab, Koncernchef på Berlingske Media

Lad os begynde et optimistisk sted. En kold og solrig dag før jul gik jeg en tur på det alleryderste Nordhavn i København. Destinationen var en lille nyopført kirke af træ på 75 kvadratmeter, kaldet Tolvkanten, tæt på Fiskerihavnen. Det er usædvanligt, at en kirke bliver opført i et område, der stadig er præget af jordopfyld, vejprojekter, småindustri og krydstogtsskibe.

Vi lever i en tid, hvor kirker i hele Danmark og resten af Europa tømmes for mennesker og liv, og hvor vores kulturelle rødder glemmes og fællesskaberne svækkes. Og pludselig opdager man, at Hans Egedes Sogn sammen med udviklingsselskabet By og Havn har bygget et kristent samlingspunkt. Ikke et multikulturelt forsamlingshus, et marked med street food eller et bederum til alt fra yoga til islam, men en kirke. Administrerende direktør for By og Havn, Anne Skovbro, forklarede om byggeriet, at man i gamle dage byggede byerne rundt om kirkerne. “I dag gør vi det anderledes, men det betyder ikke, at vi ikke prioriterer det kirkelige og kulturelle fællesskab, en kirke er,” udtalte hun.

Når jeg indleder mit indlæg med tilfredshed over et nyt kirkebyggeri i miniformat, er det fordi, jeg ser det som et tegn på eftertænksomhed i tiden. Det er positivt, at et sogn og et statsligt-kommunalt udviklingsselskab tør tænke kristendom ind i udviklingen af hovedstaden.

For et par år siden udgav jeg bogen “Fri os for den værdiløse borgerlighed,” hvor jeg revsede os borgerlige, og jeg inkluderede mig selv, for at have solgt de konservative og liberale værdier for velstand og individuel fornøjelse. Værdierne og fællesskaberne havde vi uden kamp overladt til venstrefløjen, skrev jeg, med deres aktivisme, multikultur og teknokratiske tilgang til menneskelige fællesskaber.

Dermed havde vi borgerlige mistet evnen til at forklare og forsvare, når vi talte familie, opdragelse, dannelse, sprog, kristendom, kultur, civilisation og alt det, som Danmark og Europa er bygget på. Jeg og mange andre stod ufrivilligt tilbage som agenter for individualisme og de frie markeder, som er afgørende dele af det borgerlige tankegods, men som i sig selv slet ikke er nok til en sammenhængende tankesæt eller en politisk vision. Min oplevelse er, at tiden er skiftet, og at flere og flere borgerlige taler om deres drømme, ønsker og tanker ud fra deres følelser og oplevelser.

Det er en afgørende forandring, at værdierne sættes før de konkrete løsninger. Vejen til at argumentere for det gode og det rigtige går via følelserne, som helst skal tilføjes fakta og rationalitet, hvis det skal fungere. Alt for længe har borgerlige lydt og talt som revisorelever, mens venstrefløjen har talt med hjertet. Det er heldigvis slut. Nu tør mange borgerlige sige, at de synes, at Danmark er et dejligt land, og flere og flere tør sige, at de er kristne, eller at de er stolte af den kristne kultur. De konservative værdier vinder frem, og jeg håber, at det vil ske med respekt for det liberale demokrati og borgerrettighederne, for så er vi borgerlige godt på vej.

Der er brug for et opgør med indvandring fra muslimske lande, som udgør en trussel mod vores civilisation, og her kan Danmark danne skole for Europa, fordi flertallet i befolkningen og politikerne på Christiansborg er enige. Hvis vi mangler arbejdskraft, må den komme fra lande, som har vestlig kultur, og de nytilkomne skal lære dansk og respektere vores love og levevis. Vi har også brug for et opgør med den slatne danske skole, så undervisning i historie, dansk og matematik, og forberedelse til at indgå i et fællesskab, kommer i højsædet. Der er brug for fagskoler og et privat universitet, som kan sætte en anden kurs end de eksisterende universiteter.

En overset sag for os borgerlige er, at vi skal løsne tøjlerne om økonomien med mindre regulering, frisætte den offentlige sektor og lavere skatter, så Danmark kan blive et attraktivt sted at investere. Det er især vigtigt i provinsen, hvor sløve fremtidsudsigter får de unge til at flytte væk. På den helt store klinge er det et problem for Europa, at den digitale økonomi drives fra USA og Kina, og her kan Nordeuropa, herunder Danmark, gøre en forskel.

Jeg vil slutte, hvor jeg begyndte, med institutionerne. En kirke er en institution, og det samme gælder By og Havn, og de har begge gjort noget godt med den lille nye kirke. I disse år oplever vi et skifte mod konservative værdier, hvor biologisk køn, retssikkerhed og strammere håndtering af indvandring har medvind, mens erhvervslivet, politikerne og befolkningens støtte til en venstreorienteret og politiseret aktivisme har det vanskeligt.

Men min fornemmelse er desværre stadig, at de fleste institutioner er urokkeligt venstreorienterede eller befolket af venstredrejede socialdemokratiske teknokrater. Derfor er forandringen kun lige begyndt, og der er en overhængende risiko for, at den borgerlige medvind kun er krusninger på overfladen. Det statslige bureaukrati, regioner og kommuner er naturligvis den offentlige sektor, og derfor ikke borgerlige af natur i den udformning, de institutioner har taget siden 1960’erne. Det samme gælder statens medier, DR og TV 2, og det gælder især uddannelsessektoren, hovedparten af de offentlig støttede kulturinstitutioner og desværre også store dele af erhvervslivet.

Venstrefløjen er velorganiseret, og har igennem årtier fået filtret sig ind i den offentlige sektor og de offentlige kasser via ret til høring, direkte tilskud eller som konsulenter for kommuner og statslige myndigheder. Det gælder Mellemfolkeligt Samvirke, Kvinfo, Sex og Samfund og mange andre, der kalder sig civilsamfund, men som i realiteten er politiske aktivister på offentlig støtte.

Hvis den borgerlige bevægelse skal have gennemslagskraft de næste årtier, skal institutionerne vindes tilbage. Befolkningen er med os, tiden er med os, og derfor er det for tidligt at blive doven.