Romeo Troelsgaard er debatredaktør på Modstrømmen

Venstrefløjen har erhvervet sig et institutionelt og kulturelt magtmonopol, og vi ser det efterhånden ufatteligt mange steder i samfundet. Kulturinstitutionerne. Litteraturbranchen. Medierne. Højskolerne. Uddannelsesinstitutionerne. Og herunder naturligvis universiteterne.

Det tætteste, jeg er kommet på et universitetsstudie, var dengang, jeg i 2.g besøgte Syddansk Universitet i Odense. Det var dagen efter, at Donald Trump blev valgt til præsident i slutningen af 2024.

Jeg var temmelig udmattet den morgen, fordi jeg havde siddet oppe hele natten for at følge valgresultatet. Da jeg låste min cykel og trådte ind på universitetet, var stemningen nærmest præget af sorg. Jeg overhørte flere grupper af studerende tale om resultatet, som om verden stod over for sin undergang. Jeg så studerende med islamiske tørklæder og pro-palæstinensiske og kommunistiske klistermærker på deres computere. På opslagstavlerne hang plakater fra Socialistisk Ungdomsfront, Racismefri By – Odense for Mangfoldighed og Revolutionært Kommunistisk Parti. Mit første indtryk var derfor hurtigt, at dette næppe var et sted, hvor mine holdninger eller min person ville blive mødt med særlig stor åbenhed. Men det blev endnu værre. Vores klasse skulle naturligvis også opleve en forelæsning, så vi for alvor kunne få et indblik i, hvad studielivet havde at byde på.

Her fik vi blandt andet at vide, at religion som helhed var noget pjat, og at kristendommen generelt havde været en negativ kraft for det danske samfund og den vestlige verden. Islam blev derimod, lidt tragikomisk, ikke nævnt direkte, når der blev talt om religion som noget krigsskabende og frihedsundertrykkende. Faktisk var islam den eneste religion, der blev omtalt i overvejende positive vendinger.

Meningen med besøget var at få flere til at starte på SDU og vise gymnasieeleverne, hvad universitetslivet er. Men det endte med at vise, hvad jeg inderst inde måske godt vidste: at en ung kristen, konservativ mand som mig ikke passede ind på universitetet.

Jeg kender flere unge borgerlige, som har valgt at droppe ud af litteraturvidenskab eller statskundskab, fordi underviserne og undervisningsmaterialet propaganderede for diverse venstreradikale ting, og klassekammeraterne anså alt til højre for SF for fascistisk.

Det morsomme i det er, at disse elever og universiteterne selv ofte prædiker mangfoldighed, frihed til forskellighed og åbenhed.

Som da dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU, Hanne Søndergaard Birkmose, sagde følgende til B.T.:

»Akademisk frihed er en grundlæggende forudsætning for et universitet.«

Men når det kommer til stykket, er der ikke meget hjælp at hente, hvis man ikke passer ind i deres meget snævre definition af, hvad der er acceptabelt at mene. Det er et kæmpe samfundsproblem, at alt fra uddannelsessystemet, pressen og kunsten er domineret af en altoverskyggende venstreorienteret tænkning, der undertrykker alt, der dufter af borgerlig politik.

80 procent af journalister stemmer til venstre for midten. 84 procent af skolelærere stemmer rødt. Og man skal jo være naiv for at tro, at det ikke har indflydelse på de emner, der bliver valgt i undervisningen og i nyhedsdækningen.

Der eksisterer en kulturradikal verdensopfattelse i medie-, presse- og kunsteliten. Som i praksis står for en nationalt undergravende udlændingepolitik, ingen nationale landegrænser, EU’s stormagt over Danmark, opløsning af danske værdier, grimhedsdyrkelse, sjælløshed og en total islamisering af Danmark. Deres magt er ikke til at tage fejl af.

En overset konsekvens af, at uddannelsesinstitutionerne er røde, er, at det ender med at radikalisere mange “normale” venstreorienterede elever. Og undervisningen kommer til at indoktrinere de centrister, der vil være i klassen. Og det er ikke så underligt. For hvis hele din sociale omgangskreds har palæstinatørklæde på og ikke kan andet end at tale om, at højrefløjen er fascister, ja, så er det klart, at man begynder at følge flokkens tankegang. Det spørgsmål, jeg ønsker at stille, er: Hvad vil universitetet gøre for sådan en som mig? For jeg er ikke en marginal skikkelse eller en sær undtagelse. Jeg er en ganske almindelig borgerlig ung mand. En type, som der findes tusindvis af i Danmark, og som universiteterne også burde kunne rumme.

Det er et samfundssvigt, hvis universiteter, højskoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner udvikler sig til miljøer, hvor mennesker med borgerlige holdninger oplever, at de ikke hører til. Der er intet forkert i at være et ungt, fædrelandskærligt menneske. Tværtimod bør der være plads til politisk og kulturel mangfoldighed – også når holdningerne peger mod højre.

Jeg ønsker en verden, hvor der er plads til sådan en som mig, en slipsebærende ung konservativ mand, men også den blåhårede Enhedslisten-vælger med næsering. Det er reel inklusion. Det er reel akademisk frihed. Jeg ønsker en verden, hvor man kan tage en øl sammen i fredagsbaren og tale om verdenssituationen på en fredsommelig måde, uden at man ser hinanden som fjender, bare fordi vi har forskellige holdninger til, hvad trækprocenten skal være, eller hvad man mener om abort. Jeg ønsker en verden, hvor både Søren Krarup, Roger Scruton, George Brandes og Jean-Paul Sartre er på pensum i statskundskab. Jeg ønsker en verden, hvor universiteterne ikke er et venstreorienteret ekkokammer med lærere, hvis undervisning er som at oplæse Radikale Venstres partiprogram. Men ak, sådan er verden desværre ikke. Sådan spiller violinerne ikke i himlen.

Men vi borgerlige må ikke give op. Vi skal ændre systemerne indefra og ikke bøje nakken, når den kulturradikale elite forsøger at tie os ihjel.

Til alle unge mennesker, der er borgerligt sindede, og som i den kommende tid skal til at starte på universitetet.
Der er intet galt med at være et ungt, fædrelandskærligt menneske. Hold fanen højt. Og husk på, at I tror på og kæmper for det rigtige.

Bliv ved med at gå mod strømmen.