Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen

Vi lever i et samfund, hvor meget fungerer. Vi har gode skoler, hospitaler, børnehaver, ældrepleje og sociale tilbud. Alt sammen noget, vi med rette kan være stolte af. Men netop fordi så meget er blevet institutionaliseret og løst gennem offentlige systemer, er en anden del af vores kultur langsomt sivet ud mellem fingrene på os: følelsen af, at vi som borgere også har et personligt ansvar for fællesskabet.

Tidligere var det almindeligt at tænke, at man burde give noget af sig selv, hvis man havde mulighed for det – om du var rig eller ej. Det kunne være tid, omsorg, praktisk hjælp eller små beløb, selvom man måske knap nok havde råd. Man gav ikke, fordi man blev bedt om det, men fordi det var sådan, man var en del af det lokale fællesskab. (Lands)byerne fungerede ikke kun på grund af deres institutioner, men fordi mennesker hver dag bidrog i det små til hinandens liv.

Denne form for altruisme havde en dyb forankring i den danske kultur og kristne sindelag. Bibelen fremhæver netop idéen om, at værdien af en gave ikke måles i dens størrelse, men i hjertet bag. I Markusevangeliet fortælles historien om enken der giver to småmønter til tempelblokken: “Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af” (Markus 12, 43-44). Pointen er tydelig: det mest værdifulde bidrag er ikke det største, men det, der gives med et åbent hjerte. Det var denne tanke, der gennemsyrede de små handlinger i hverdagen – alt fra at tage naboens børn ind, når der var sygdom, til at samle ind i menigheden; til at bruge aftener i foreningslivet uden løn eller tak.

I dag er denne praksis svækket. Når velfærdsstaten løser stort set alle centrale opgaver – fra socialhjælp til fritidstilbud – bliver det let at tro, at ens egen indsats ikke er nødvendig. Når skatten er betalt, er ens moralske regnskab lukket. Vi har med andre ord lavet et samfund, hvor det er nemt at være passiv. Velfærdsstatens styrke har en utilsigtet slagside: pladsen for den borgerstyrede hjælpsomhed bliver mindre, og den moralske forventning til os selv bliver tilsvarende svagere.

Denne udvikling rejser spørgsmålet: hvem føler sig i dag personligt forpligtet på det fællesskab, vi lever i? Hvis vi svarer ærligt, må vi nok erkende, at langt færre i dag føler sig forpligtet end tidligere. Flertallet hælder mod samme tanke: “Nogen må da tage sig af det.” Men det “nogen” er som regel staten eller kommunen. Vi forventer et levende lokalsamfund, men vil helst ikke selv løfte det. Vi vil gerne have idrætsklubber, men ikke selv træne børnene. Vi taler varmt om naboskab, men vil helst undgå, at det forpligter os naboen. Vi besynger sammenhængskraften, så længe den ikke stjæler af vores egen tid.

Hvis vi skal styrke altruismen igen, må vi genopdage betydningen af de små handlinger i hverdagen. Ingen behøver at være rige, stærke eller særligt privilegeret for at gøre en forskel. Vi skal blot genfinde den tanke, som enken i evangeliet personificerer: at det, vi giver af vores egen knappe tid og kraft, ofte rummer en menneskelig værdi, som ingen institution eller ordning kan erstatte.

Velfærdsstaten kan skabe tryghed. Men kun mennesker kan skabe fællesskab. Og det fællesskab lever kun, hvis vi alle føler os personligt forpligtet på det.