Af Julie Tei, Kulturredaktør på Modstrømmen

Der er valg på vej. Med et valg følger ikke blot et kryds på en stemmeseddel, men et mere grundlæggende spørgsmål: Hvilket Danmark ønsker vi at give videre til den næste generation?

For mig begyndte den refleksion langt tidligere. Allerede som ung pige i Aarhus begyndte jeg at interessere mig for politik. Ikke fordi jeg dengang havde læst de store ideologiske værker eller kunne redegøre for politiske teorier, men fordi jeg undrede mig over den virkelighed, jeg oplevede omkring mig.

Mine første politiske overvejelser opstod i virkeligheden i folkeskolens hverdag. I de små ting, som man sjældent kalder politik, men som alligevel siger noget om de værdier, vores samfund bygger på.

Jeg undrede mig eksempelvis over, hvorfor det næsten blev socialt uacceptabelt ikke at deltage i klassens kageordning. Nogle kom med en pose æbler, andre med hjemmebagte brownies og kvaliteten varierede derefter. Det mindede mig om, at alle forventes at bidrage, men man har ingen indflydelse på, hvad der bliver serveret tilbage. Man betaler ind til fællesskabet, men bestemmer sjældent selv, hvordan midlerne forvaltes eller om resultatet overhovedet lever op til forventningerne.

Jeg undrede mig også over undervisningens prioriteringer. Hvorfor fokusset så ofte lå på dem, der havde sværest ved at følge med, på en måde hvor resten af klassen i praksis blev holdt tilbage. De elever, der havde brug for ekstra støtte, fik naturligvis hjælp og det er i sig selv et udtryk for et samfund, der ønsker at løfte i fællesskab. Men samtidig oplevede jeg, at de elever, der havde brug for større faglige udfordringer, ofte blev ladt i stikken.

Det var første gang, jeg begyndte at overveje, om gode intentioner altid fører til gode resultater.

Senere i gymnasiet meldte nye spørgsmål sig. Jeg undrede mig over, hvorfor nogle elever konstant beklagede sig over skolen og samtidig ikke udviste den respekt for lærerne, som jeg selv havde lært hjemmefra, var en selvfølge. Nogle, som tydeligvis hverken ønskede eller magtede at være der, besad alligevel en plads i et uddannelsessystem, som vi som samfund finansierer og løfter i fællesskab.

Det slog mig der, at en plads på gymnasiet eller universitetet ikke blot er en personlig mulighed. Den er også et samfundsgode, finansieret af fællesskabet og derfor noget, der bør mødes med en vis grad af ansvarlighed.

Når vi diskuterede større samfundsspørgsmål i klasselokalet, gik det samtidig hurtigt op for mig, at ikke alle holdninger var lige velkomne. Den samme erfaring fulgte mig senere på universitetet. Der var emner, man kunne diskutere frit og åbent. Og så var der emner, hvor samtalen hurtigt blev mere anspændt. Særligt ét emne kunne få stemningen til at ændre karakter på få sekunder: udlændingepolitik.

Jeg husker tydeligt en undervisningssituation på universitetet, hvor en medstuderende forsigtigt forsøgte at problematisere integrationen i nogle af landets udsatte boligområder. Reaktionen var ikke en nysgerrig diskussion, men en næsten øjeblikkelig moralsk fordømmelse. Samtalen lukkede sig om sig selv, før den overhovedet var begyndt.
Det gjorde indtryk på mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis var enig i alt, hvad der blev sagt, men fordi jeg begyndte at stille mig selv et andet spørgsmål: Hvad sker der med et samfund, når visse erfaringer ikke længere kan italesættes uden risiko for social udskamning?

Jeg forstod heller ikke altid, hvorfor nogle af mine medstuderende ikke så det samme som jeg. Men med tiden gik det op for mig, at forklaringen ofte var ganske enkel: Vi havde haft forskellige livserfaringer.

I begyndelsen af mine teenageår var jeg, som de fleste i den alder, naiv. Jeg mødte mennesker uden fordomme og uden bagtanker. Verden fremstod i mange henseender åben, spændende og ukompliceret.

Men gennem nogle bekendtskaber fik jeg også indblik i et Danmark, jeg aldrig havde forestillet mig eksisterede.
Jeg oplevede veninder, der blev udsat for overgreb og voldtægt begået af indvandrerdrenge. Jeg oplevede unge med anden etnisk baggrund, hvis forældre tilsyneladende ikke anede, hvad deres børn foretog sig. Jeg så knivstikkerier i parkeringskældre og slagsmål foran McDonald’s. Venner blev slået ned af grupper af drenge, der ikke var etnisk danske.

Og jeg oplevede selv at blive udsat for grænseoverskridende adfærd og overgreb fra drenge med en anden baggrund end min egen.

Den slags oplevelser sætter spor.

I en periode havde jeg svært ved at færdes alene. Jeg begyndte instinktivt at undgå bestemte steder, bestemte gader og bestemte grupper af mennesker. Den tillid og tryghed, jeg tidligere havde taget for givet, var ikke længere en selvfølge.

Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har haft den slags erfaringer. Derfor gjorde det mig også altid en smule trist, når folk rystede på hovedet, når jeg gav udtryk for, at jeg ønskede en strammere udlændingepolitik. Samtaler om emnet fik mig hurtigt til at lægge bånd på mig selv. Som om jeg risikerede at blive stemplet som fordomsfuld, generaliserende eller ligefrem fremmedfjendsk.

Men mine holdninger opstod ikke i et vakuum. De udsprang af erfaring.

Jeg ønsker et Danmark, der er gæstfrit. Et land, der møder verden med åbenhed. Det har i mange år været en del af den danske selvforståelse. Men gæstfrihed kan ikke eksistere uden ansvar. Når åbenheden begynder at ske på bekostning af borgernes tryghed, opstår der et problem, som et ansvarligt samfund er nødt til at tage alvorligt.

En episode fra mine teenageår står stadig særligt tydeligt for mig.
Jeg var 15 år gammel og stod og ventede på bussen i højlys dag. En lettere beruset mand med mellemøstligt udseende satte sig ved siden af mig. Han lænede sig ind over mig, lagde en hånd på mit lår og begyndte at hviske upassende ting i mit øre. Senere viste det sig, at den samme mand havde opført sig langt mere grænseoverskridende over for mindst tolv andre piger i Aarhus.

Sagen endte i retten. Min egen oplevelse var langt fra den værste, men jeg vidnede alligevel. Og det føltes som en sejr at kunne bidrage til en sag, der længe havde lagt mig på sinde.

Den oplevelse blev et symbol på noget større. En vrede, der langsomt havde bygget sig op. En vrede over, at jeg som ung pige skulle føle mig utryg i mit eget land. En vrede over, at et problem, som mange oplevede i deres hverdag, ofte blev behandlet som en elefant i rummet – tydelig for alle, men bekvemt ignoreret i den offentlige samtale.

Når jeg i dag taler med min mor om mine oplevelser, kan hun slet ikke genkende det billede. Hun færdedes som ung kvinde i Aarhus i 1980’erne og 1990’erne uden den samme grundlæggende utryghed. Det betyder naturligvis ikke, at kriminalitet ikke fandtes dengang. Men den oplevede virkelighed var en anden.
Og det er måske netop pointen.

Med personlige erfaringer følger også en naturlig afstandtagen til det, man har oplevet. Jeg ønsker ikke at være fordomsfuld. Men nogle gange føler jeg, at jeg ikke tør andet. Og netop derfor er spørgsmålet om tryghed ikke blot et statistisk spørgsmål. Det er også et spørgsmål om erfaring.

Jeg har oplevet at blive råbt efter fra biler i nattelivet af fremmede mellemøstlige mænd, der spørger, om jeg “ikke lige skal med en tur”. Jeg har oplevet at blive befamlet og fulgt efter af samme typer. I min omgangskreds er den slags oplevelser efterhånden blevet så almindelige, at de næsten opfattes som et vilkår.
Det gør mig oprigtigt ked af det.

For jeg ønsker ikke et Danmark, hvor unge kvinder planlægger deres byture efter, hvor de føler sig mindst utrygge. Jeg ønsker ikke et samfund, hvor man instinktivt går en stor bue uden om bestemte grupper af mennesker.

Tryghed og tillid er de fundamentale forudsætninger for et velfungerende samfund. Når vi føler os trygge ved hinanden, kan vi bruge vores energi på det, der virkelig betyder noget: at skabe, udvikle, uddanne og bygge videre på det fællesskab, vi kalder Danmark. Det er netop den grundlæggende tillid mellem mennesker, der historisk har gjort Danmark til et af verdens mest velfungerende samfund.

Den tillid, der gør det muligt at lade sine børn cykle alene i skole, at gå hjem fra byen uden frygt og at møde fremmede mennesker med en grundlæggende forventning om ordentlighed og respekt.

Når den tillid begynder at erodere, mister vi noget langt mere værdifuldt end blot en statistisk tryghedsindikator. Vi mister noget af det fundament, vores samfund hviler på.

Man stikker trods alt ikke fingeren ind i flammen to gange.

Derfor håber jeg, at danskerne vil tænke sig grundigt om, når de sætter deres kryds ved det kommende folketingsvalg.

Ikke kun for deres egen skyld. Men for deres døtre og sønner.

For det er dem, der kommer til at leve med konsekvenserne af det Danmark, vi vælger at skabe.
Og jeg ved i hvert fald, at jeg gerne ville have været nogle af mine oplevelser foruden.