Af Malte Larsen, Formand for Tænketanken Heimdal

Amerikanernes trussel om at overtage Grønland burde fungere som et vækkeur for Europa. Ikke et blidt et, men et, der ringer med fuld styrke midt om natten. For hvis vi stadig bilder os ind, at Europa kan overleve som en slags strategisk frilandsmuseum, beskyttet af andre og båret af fortidens meritter, så tager vi fejl. Fundamentalt fejl.

For lad os være ærlige: Europa er – i sammenligning med resten af verden – et døende kontinent. Ikke kun kulturelt eller politisk, men bogstaveligt talt. Vores befolkninger skrumper. Fødselsraterne er katastrofalt lave, og intet tyder på, at udviklingen vender af sig selv. Alt for mange europæere har mere travlt med selvrealisering, karriere, forbrug og digitale eskapader end med at stifte familie, få børn og tage ansvar for det samfund, de er en del af. Et kontinent, der ikke formår at reproducere sig selv, er et kontinent uden fremtid.

Samtidig sakker Europa økonomisk og teknologisk bagud. Mens USA og Asien suser frem, drukner vi os selv i bureaukrati, regulering og afgifter. EU producerer direktiver i et tempo, der kvæler innovation og iværksætteri, og mange europæiske lande har skatteniveauer, der straffer flid, risikovillighed og investering. Resultatet er forudsigeligt: kapital, talent og idéer søger andre steder hen. Europa taler om grøn omstilling, digital suverænitet og strategisk autonomi – men leverer i praksis ofte det stik modsatte.

Militært er billedet endnu mere bekymrende. Vores forsvar har i årtier været underfinansieret, udhulet og negligeret. Godt nok taler vi nu igen om oprustning, men tempoet er alt for lavt, og alvoren er ikke for alvor sunket ind. I dag er Europa reelt ude af stand til at forsvare sig selv uden ekstern hjælp. Vores fjender opruster målrettet, kynisk og langsigtet. Vi diskuterer udbudsregler, hensigtserklæringer og procesplaner. Det er ikke bare naivt – det er farligt.

Truslerne kommer ikke kun udefra. De kommer også indefra.

Årtier med islamisk masseindvandring har undermineret sammenhængskraften og skabt alvorlige sikkerhedsproblemer i mange europæiske lande. Parallelsamfund, religiøs ekstremisme, kriminalitet og værdikonflikter er ikke længere marginalfænomener, men strukturelle udfordringer.

Dertil kommer de massive økonomiske omkostninger, som indvandringen har pålagt europæiske velfærdsstater. Penge, der kunne være brugt på skattelettelser, velfærd, forskning eller forsvar, bruges i stedet på brandslukning, særforanstaltninger og sikkerhedstiltag. Vi bygger ikke flere våben – vi sætter betonklodser op omkring julemarkeder.

Som om det ikke var nok, lider Europa af en dyb åndelig og kulturel krise. Universiteter og kulturinstitutioner, der burde være bastioner for kritisk tænkning, videnskab og dannelse, er i stedet blevet arnesteder for wokeisme, nationalt selvhad og ideologisk ensretning. Sund fornuft og empirisk videnskab angribes, hvis de ikke passer ind i det herskende dogme. Resultatet er en svækket moral, et udhulet fællesskab og et Vesten, der har mistet troen på sig selv.

Ytringsfriheden – selve grundpillen i et frit samfund – er også under pres. I Storbritannien ser vi borgere blive retsforfulgt og fængslet for at ytre sig kritisk om masseindvandring. Kritikere nægtes indrejse, hvis de udfordrer magthaverne. Også i Danmark går udviklingen den forkerte vej. Koranloven og racismeparagraffen er ikke udtryk for styrke eller tolerance, men for svaghed og frygt. De er illegitime indskrænkninger af ytringsfriheden, som underminerer det åbne samfund, vi påstår at forsvare.

Hvis Danmark og Europa skal overleve som frie, selvstændige og relevante aktører, kræver det en drastisk kursændring. Ikke kosmetiske justeringer, men grundlæggende reformer. Remigration må på dagsordenen. Bureaukratiet skal rulles markant tilbage. Skatter og afgifter skal sænkes, så det igen bliver attraktivt at arbejde, investere og skabe værdi. Forsvaret skal oprustes – hurtigt og konsekvent. Og den åndelige oprustning er mindst lige så vigtig: vi må genfinde troen på vores egne værdier, vores kultur og vores civilisation.

Europa skal igen være attraktivt for virksomheder og for kvalificeret arbejdskraft, der kan og vil bidrage positivt. Ikke ukontrolleret indvandring fra kulturer, der står i direkte modsætning til vores egne, men mennesker, der deler vores værdier og ønsker at blive en del af vores samfund.

Alternativet er allerede synligt. Et Europa, der langsomt, men sikkert, mister sin betydning. Et kontinent, der reduceres til et museum – rigt på historie, men fattigt på fremtid.

Valget burde være enkelt. Spørgsmålet er, om vi har modet til at træffe det.