af Liv Klingert, journalist
Ungarn bliver ofte fremstillet negativt i vestlige medier. Fokus er typisk på Viktor Orbáns forhold til retsstat og pressefrihed, men den fortælling er kun en brøkdel af historien. Bag den politiske støj har Ungarn ført en af Europas mest markante familiepolitikker med synlige resultater.
Ungarn er kendt for sin modstand mod indvandring samt forsøg på at øge fødselstallet i sin befolkning. Deres succes på de områder er egentlig noget samtlige lande burde holde øje med, da nedgangen i fertilitet sker overalt i verden og ikke kun i Vesten og Østasien. Lande med lav fertilitet har tre muligheder: 1) den vestlige model med lav fertilitet og masseindvandring, 2) den østasiatiske model med lav fertilitet og lav indvandring, 3) den ungarske model, som forsøger at styrke fødselstallet samt holde indvandringen nede.
Ungarns tilgang kan ikke forstås uden historien. Ungarn har været besat af forskellige imperier, inklusiv det ottomanske imperium, det østrig-ungarske, derefter nazisterne og til slut kommunisterne, før det blev selvstændigt i 1989. Denne historie har skabt modstand mod udenlandsk indblanding og stærk samhørighed i national identitet. Kristendommen er stadig deres civilisations fundament, hvilket skaber større sammenhold end hvad sekulær liberalisme kan tilbyde. Fordi Østeuropa først brød med kommunismen efter 1989, husker de stadig hvad det betyder at skulle kæmpe for det gode liv, og de er derfor mindre idealistiske omkring den utopiske globalisme, som Vesten har stræbet efter.
Denne tilgang har en pris, da landet skal betale 1 million euro i bøde hver dag for at undgå at modtage migranter. Men ifølge Viktor Orbán er det en pris, der er værd at betale for at bevare Ungarn, som det er.
Modsat Ungarn har de vesteuropæiske lande, som sagde ja til masseindvandring, stået overfor negative konsekvenser i form af terror, stigende kriminalitet, økonomiske problemer, etniske og islamiske enklaver og faldende social sammenhængskraft.
Der er ingen befolkningsfremskrivelser, som viser, at ungarerne bliver mindretal i deres eget land. Den slags sker kun i Vesteuropa, som i deres skyldfølelse over anden verdenskrig og kolonialisme insisterede på universalisme, så Vesten kunne gøre bod på fortidens synder. Liberalismen som styreform havde sejret efter den kolde krig, så vestlige ledere troede i deres hybris på historiens endeligt, hvor alle kulturer kunne blive assimileret deres åbne, sekulære, kosmopolitiske modeller.
Hvor Vesten prøvede at bevæge sig ud over historien, så huskede Østeuropa den alt for godt til at begå de samme fejl. De har den samme tilgang til fertilitet. I Vesten har ledere primært tænkt på nytte og BNP i forbindelse med indvandring, mens Ungarn har både familiepolitik og en kristen agenda for at styrke befolkningsvæksten gennem kulturel fornyelse.
Ungarn valgt at sætte sit eget folk først ved at give skattefradrag og andre incitamenter for at få børn. Kvinder med fire børn skal ikke længere betale skat, mens mødre under 30 også får skattefradrag. Mødre får 24 ugers forældreorlov, samt finansiel støtte indtil børnene er 2-3 år. Desuden er fertilitetsbehandling gratis for gifte par, som prøver at få børn. Par, som vil gifte sig og få børn, får mulighed for generøse lån uden fradrag, hvilket har ført til flere ægteskaber og færre skilsmisser og aborter. Disse tiltag vil valorisere moderskab, støtte kernefamilien og gøre det lettere for middelklassen at få børn.
Selv om Ungarn ikke er nået op på de magiske 2.1 for at bevare befolkningen, er TFR alligevel steget fra 1.23 i 2011 til 1.59-1.61 i 2021, en stigning på 31 procent i løbet af ti år, ifølge Eurostat. Det er nu det land i Europa med den tredje højeste fertilitet efter Bulgarien og Frankrig (ingen af de lande har nået 2.1).
Stigningen er bemærkelsesværdig, men det er alligevel ikke noget vestlige regeringer vil forsøge.
Danmark har strammet sin migrationspolitik i forhold til andre vesteuropæiske lande, men familiepolitikken er fortsat minimal. Den mest markante reform er gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to for etablerede par. Det er langt fra nok. Der skal mere til – både flere politiske og kulturelle tiltag.
Vesten opererer efter en liberal, sekulær, individualistisk tilgang, hvor fertilitet er set som et individuelt valg, ikke national. Alene det at tale om demografisk kontinuitet er tabu pga. frygt for nationalisme og racisme.
Regeringer i liberale demokratier vil endnu ikke sætte alt ind på ægteskab og børn, fordi man vil være neutral. Ideen handler om at give individer mest mulig frihed, men uden familie er der ingen individer til at føre samfundet eller velfærdsstaten videre.
Det er grundlæggende et spørgsmål om civilisation. Ungarerne er ikke bange for at proklamere deres ret til at fortsætte som folk, fordi overlevelsesinstinktet stadig findes. I Vestens komfort har man glemt denne vilje og er blevet distraheret af forbrug og underholdning, fordi man efter anden verdenskrig dæmoniserede nationalisme og i 1960erne blev sekulære, selv om nation og religion er nogle af ting, som giver livet mening.
Måske er det ikke så mærkeligt, at fertiliteten er lav i Vesten, for hvem vil give livet videre bare for at blive forbrugere.
Denne moralske forvirring eksisterer ikke i Ungarn, som stadig er forankret i deres rødder, deres historie og hvem de er.
Danmark står overfor et eksistentielt valg, da danskerne kommer til at blive en minoritet i 2096. Det ville man aldrig acceptere i Ungarn. Hvis vi kan genrejse ideen om hvem vi er som folk og som nation, så vil det være lettere at svare ja til, at det danske folk har ret til at eksistere, og at vi skal sætte alt ind på familiepolitik og en pro-national tilgang til ægteskab og børn.
Det er ikke bare et politisk spørgsmål. Det er et civilisatorisk valg.