Af Mikkel Bjørn, Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og fast klummeskribent på Modstrømmen

Højrefløjen har i mange år misforstået noget grundlæggende. I alt for mange år har borgerlige og højreorienterede mennesker levet i den naive illusion, at den politiske kamp alene udkæmpes med gode argumenter. Sådan burde det være. Men sådan er det ikke. For mange af venstrefløjens fodfolk går ikke ind i debatten for at blive klogere.

De leder ikke efter sandheden. De leder efter definitionsmagten: retten til at afgøre, hvilke bekymringer der er legitime, hvilke ord der må bruges, og hvilke stemmer, der skal tages alvorligt. Deres mål er ikke at imødegå højrefløjens argumenter, men at skabe en atmosfære, hvor argumentet ikke skal besvares, fordi afsenderen allerede er dømt. Strategien har været at isolere højrefløjen socialt, så helt almindelige holdninger til sidst blev behandlet som moralske afvigelser.

Højrefløjen har alt for længe spillet på venstrefløjens bane: med deres moral som målestok og vores holdninger som noget, der først skulle frifindes. Højrefløjen er igen og igen gået ind i debatten på venstrefløjens præmisser: med forbehold, forklaringer og defensive markeringer – i stedet for at anfægte legitimiteten i den moralske myndighed, der har gjort sig til dommer over vores synspunkter.

Denne adfærd er i mange år blevet kategoriseret som henholdsvis “borgerlig anstændighed” eller “borgerlig ordentlighed”. To udtryk, der i sig selv placerer borgerligheden i uordentlighedens og uanstændighedens lejr – og opfinder en særlig “anstændig borgerlighed“, hvor man vinder sin værdighed ved at afstå fra indflydelse.

Denne anstændighed har i mange år fungeret som en selvpålagt politisk kastration: en forestilling om, at man bevarer sin moralske overlegenhed ved aldrig at bruge den. Resultatet er, at højrefløjen har opført sig pænt i en kamp, hvor modstanderen for længst har gjort moralen til et våben – og hvor målet er at slå højrefløjens idéer ihjel.

Venstrefløjen har ingen moralske bekymringer ved at skandalisere og brændemærke gennemsnitlige holdninger som moralske afvigelser – med den konsekvens, at almindelige mennesker tvinges væk fra deres egen sunde fornuft.

I sociale systemer er det ikke altid flertallet, der bestemmer normen. Nogle gange er det et lille, kompromisløst mindretal, fordi det råder over det vigtigste våben: evnen til at gøre modstand dyrere end tilpasning.

Venstrefløjen har i mange år haft uforholdsmæssigt stor magt, fordi den har rådet over effektive sociale sanktioner. I den offentlige debat er det sket gennem brændemærkning, skandalisering, karaktermord og social udstødelse.

Højrefløjen skal ikke kopiere venstrefløjens løgne, hysteriske anklager eller strategi for personlig defamation. Men vi skal heller ikke afstå fra at fælde moralske domme, hvor de er berettigede.

Det gennemsnitlige menneske er desværre ikke en rationel maskine, der går rundt i samfundet og afvejer alle argumenter køligt, nøgternt og uafhængigt af deres omgivelser.

Mennesker er sociale væsener. Vi mærker stemninger. Vi aflæser status. Vi ser, hvem der bliver grinet af, og hvem der bliver frosset ude. Det har venstrefløjen forstået.

Derfor har de i årtier brugt udskamning som et politisk våben og metode. Når danskere pegede på mønstre, der ikke passede ind i fortællingen om det multikulturelle samfund, blev selve iagttagelsen gjort mistænkelig.

Borgerlig økonomisk politik og betoningen af frihed og personligt ansvar er blevet udlagt som en pæn undskyldning for at efterlade de svage med skylden for deres egen ulykke.

Venstrefløjens stærkeste våben har aldrig været argumentet. Det har været deres forståelse af den sociale kapital: at de ved at gøre bestemte synspunkter socialt belastede har fået almindelige mennesker til at tie stille, selv når virkeligheden gav synspunkterne ret. Det er social disciplinering.

Det borgerlige mantra har i alt for mange år lydt: “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Men sandheden er, at venstrefløjen ved præcis, hvad den gør. Højrefløjen kan ikke blive ved med at overlade den moralske domsret til mennesker, der bruger den som et politisk våben. Højrefløjen skal lære at udskamme igen.

Ikke med løgne, udokumenterede anklager eller usaglig personlig defamation. Men med moralsk præcision. Vi skal ikke længere acceptere, at folk kan støtte kommunisme og stadig blive behandlet som rare idealister med lidt for store drømme. Kommunismen er ikke en ungdommelig fejl i kanten af historien. Den er en totalitær idé, der har fyldt historien med lejre, angiveri, sult, massemord og åndelig forrådnelse alle steder, hvor den fik magt nok til at vise sit sande ansigt.

Man skal ikke klappes på skulderen for at romantisere den slags. Man skal skamme sig. Vi skal heller ikke længere acceptere, at folk kan iklæde sig “humanismens” hvide gevandter og argumentere for en grænseløs udlændingepolitik, der i praksis gør almindelige europæeres liv mere utrygt, mere fremmedgjort og mindre frit.

Det er ikke godhed at åbne et land for kulturer, der bringer klanloyalitet, kvindeforagt, religiøs intimidering, social kontrol og foragt for værtslandet med sig. Det er ikke barmhjertighed at lade danske boligområder forvandle sig til kulturelle grænsezoner. Det er ikke næstekærlighed at bede lovlydige borgere betale prisen for andres moralske selvbillede.

Det er forfængelighed. Kold, selvoptaget, statusjagende forfængelighed. Moralsk råddenskab. Venstrefløjens humanisme har alt for ofte været en luksusholdning for mennesker, der ikke selv skal leve med konsekvenserne. De høster moralsk anerkendelse. Andre får utrygheden i opgangen, den ødelagte skoleklasse, den sociale kontrol, den kulturelle fremmedgørelse og frygten for at sige tingene, som de er.
Det skal siges uden omsvøb:

Det er skamfuldt. De burde skamme sig – og vi burde udskamme dem. Det er her, højrefløjen skal flytte kampen hen. Højrefløjen skal ikke være brutal for brutalitetens skyld. Vi skal ikke opfinde skyld, hvor der ingen skyld er. Vi skal ikke gøre politik til personlig forfølgelse.

Men vi skal genoprette den moralske balance. Vi skal igangsætte en moralsk modoffensiv. Når en idé er forkastelig, skal den kaldes forkastelig. Når en politik ødelægger tryghed og sammenhængskraft, skal dens fortalere mærke tyngden af deres medansvar. Når nogen bruger “humanisme” til at pleje deres egen forfængelighed, mens prisen betales af andre, skal masken rives af. Det er ikke grimt. Det er nødvendigt. Så lad os droppe den selvudslettende borgerlige pænhed.

Vi skal være saglige. Ja. Vi skal være præcise. Ja. Vi skal holde os til sandheden. Altid. Men vi skal ikke møde ideer, der har efterladt mennesker i social og kulturel armod, som om de blot er naive variationer af god vilje. De skal mødes med den moralske afstand, som deres skadevirkninger berettiger.

Et samfund kan ikke overleve, hvis skammen kun rammer dem, der vil bevare landet, og aldrig dem, der vil opløse det. Hvis almindelige danskere skal dukke nakken, mens de mest ødelæggende ideer går rundt i offentligheden med moralsk glorie.

Skam er ikke altid fjenden. Nogle gange er skam civilisationens immunforsvar. Og lige nu er det immunforsvar rettet mod de forkerte mennesker. Så kære højrefløj. Her er dit våben. Det er på høje tid, at du samler det op.