Af Marcus Dib, influencer og fast klummeskribent på Modstrømmen

I årtier har vi indrettet samfundet efter voksnes ønsker. Karriere, frihed, selvrealisering og økonomisk vækst er blevet målestokken for det gode liv. Samtidig har vi fortalt os selv, at børnene nok skal klare sig. At det ikke gør den store forskel, om de tilbringer størstedelen af deres vågne timer væk fra deres forældre allerede fra de første leveår.

Men hvad nu hvis vi tager fejl?

Hvad nu hvis nogle af de mest grundlæggende behov hos de mindste børn bliver tilsidesat i et samfund, der først og fremmest er designet til voksne?

Et spædbarn har ikke brug for karriereplaner, produktivitet eller økonomiske hensyn. Det har brug for nærhed, tryghed og stabile relationer. Det har brug for voksne, som er følelsesmæssigt tilgængelige. Og i de fleste tilfælde er moderen barnets primære tilknytningsperson i de første leveår.

Ikke fordi fædre er mindre vigtige. Men fordi relationen til moderen typisk etableres først og mest intenst. Hun er ofte barnets trygge base – den person, som regulerer barnets følelser, beroliger det og hjælper det med at navigere i en verden, der endnu er kaotisk og uforudsigelig.

Når voksne afleverer et lille barn i institution, ser vi typisk adskillelsen som nogle få timers fravær. Vi ved, at vi kommer tilbage. Vi forstår tid. Vi kan overskue en arbejdsdag.

Det kan spædbarnet ikke.

Et lille barn har ingen reel forståelse af, at mor eller far kommer tilbage om seks eller otte timer. Barnets hjerne er ganske enkelt ikke udviklet til at begribe sådanne tidsmæssige sammenhænge. For barnet eksisterer verden primært i nuet.

Når den person, som udgør centrum for barnets tryghed, pludselig forsvinder, kan barnet ikke vide, om adskillelsen er midlertidig eller permanent.

Set fra barnets perspektiv handler det ikke blot om savn. Det handler om utryghed. Den person, som udgør hele barnets verden, er væk.

Derfor er de første leveår så afgørende.

Små børn kan ikke regulere deres egne følelser. De kan ikke selv håndtere stress, frygt eller overvældelse. Deres nervesystem er afhængigt af voksne, som hjælper dem tilbage til ro. Når barnet bliver bange eller ked af det, er det gennem den nære omsorgspersons respons, at det lærer, at verden er et trygt sted.

Gennem tusindvis af små øjeblikke opbygges barnets grundlæggende tillid til andre mennesker. Barnet lærer, at det bliver mødt, når det søger kontakt. At hjælp kommer, når det har brug for den. At relationer er stabile og pålidelige.

Det rejser et ubehageligt spørgsmål:

Hvad lærer barnet, hvis adskillelser bliver en fast del af hverdagen, før det udviklingsmæssigt er modent til dem?

Måske forveksler vi nogle gange tilpasning med trivsel.

Små børn kan vænne sig til meget. Men det er ikke det samme som, at det er optimalt for deres udvikling.

Når et barn holder op med at græde efter sin mor, er det ikke nødvendigvis et tegn på tryghed. Det kan også være et tegn på afmagt. At barnet har lært, at dets protest ikke ændrer situationen.

Alligevel bliver kritik af tidlige og lange adskillelser ofte afvist som gammeldags, romantisk eller urealistisk. Måske fordi spørgsmålet udfordrer nogle af de mest grundlæggende prioriteringer i vores samfund.

For hvis børns behov skal tages alvorligt, må vi også turde spørge, om voksnes ønsker altid skal veje tungere.

Vi har i årtier diskuteret, hvordan kvinder hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Langt sjældnere diskuterer vi, hvad det koster for de børn, som må undvære deres vigtigste omsorgspersoner i store dele af deres vågne tid.

Børn er ligeglade med karrieretitler, lønstatistikker og repræsentation i direktionslokaler. De har brug for nærvær. De har brug for tryghed. De har brug for voksne, som er der, når de græder, og som hjælper dem, når verden bliver overvældende. Måske er det på tide at vende spørgsmålet om.

I stedet for konstant at spørge, hvordan børn hurtigst muligt kan tilpasses samfundets behov, burde vi spørge, hvordan samfundet bedre kan tilpasses børns behov.

For et spædbarn er mor og far ikke blot vigtige personer. De er barnets første verden. Og den verden fortjener vi at beskytte.