af Anders Vistisen, MEP for Dansk Folkeparti og Chief Whip for Patriots for Europe

Hvert år sender vi 5,7 milliarder kroner til Grønland i bloktilskud og finansiering af essentielle institutioner. Uden denne støtte ville Grønlandbryde sammen. Grønland står over for massive sociale og økonomiske udfordringer, som sætter spørgsmålstegn ved landets evne til at stå på egne ben.

Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Omkring en tredjedel af alle grønlandske børn har været udsat for incest eller seksuelle overgreb. Alkoholisme er udbredt, og selvmordsraten er blandt de højeste i verden. Uddannelsessystemet lider også undermanglende fremdrift, hvor kun en brøkdel af de unge gennemfører en videregående uddannelse. Når vi ser på disse tal, står det klart, at Grønlands problemer er dybt rodfæstede og kræver langsigtede løsninger, ikke retoriske krav om selvstændighed. Hvordan skal et land, der ikke engang kan sikre sine børn en tryg opvækst, klare sig som selvstændig stat?

Hvis Grønland en dag skulle stemmesig selvstændigt, åbner det op for en række uafklarede juridiske dilemmaer– især spørgsmålet om ejerskabet til Østgrønland. Mange grønlænderelever i den vildfarelse, at hele Grønland automatisk tilhører den grønlandske befolkning, men historien og juraen fortæller noget andet. Østgrønland er ikke grønlændernes ejendom; det er Danmarks. Denne realitet blev cementeret i den såkaldte Østgrønlandssag fra 1933, hvor Den Internationale Domstol i Haag gav Danmark suveræniteten over Østgrønland. Danmark har siden administreret området som en del af Kongeriget og sikret både dets juridiske status og tilstedeværelse i regionen.

Jeg er godt og grundigt træt af de evige beskyldninger fra grønlandske politikere, der med den ene håndkræver selvstændighed og med den anden hånd suger milliarder fradanske skatteydere. Danmark bliver fremstillet som syndebuk for Grønlands mange problemer, men sandheden er det stik modsatte. Det er ikke Danmark, der har skabt Grønlands dybe sociale og økonomiske krise – tværtimod har Danmark i årtier leveret massiv støtte og opbygget institutioner, som Grønland aldrig kunne have klaret alene.

Den grønlandske elite har længe ført en woke-drevet kampagne, der maler Danmark som en brutal koloniherre. En fortælling, der forsøger at placere Grønlands problemer på danske skuldre. Samtidig promoverer de narrativet om, at Danmark har begået folkemord mod grønlænderne – en påstand, der er lige så absurd, som den er usand. Danmark har tværtimod investeret massivt i Grønland, bådeøkonomisk og socialt.

En anden misforståelse, som den grønlandske elite flittigt fremmer, er, at inuitterne er Grønlands oprindelige folk. Men historien fortæller os noget andet. Længe før inuitterne satte deres fødder på Grønlands isdækkede kyster, havde nordboerne etableret bosættelser på øen. Grønland har dermed været en integreret del af det nordiske område i århundreder. Men denne historiske kendsgerning bliver systematisk udeladt i selvstændighedsdebatten, hvor Danmark ensidigt bliver fremstillet som en fremmed magt.

Vi danskere har intet at skamme sig over i forhold til vores historie. Men det har Grønland. Grønlands politikere har indrettet en samfundsmodel, der bedst kan beskrives som en blanding af kommunisme og korruption. De har fejlet på alle tænkelige måder – bådeøkonomisk, socialt og administrativt. Og alligevel har de frækheden til at pege fingre af Danmark, alt imens de ignorerer deres eget ansvar.

Sandheden er, at Grønland ville være endnu værre stillet uden Danmarksmassive støtte. Vi har givet bloktilskud, opbygget sundhedsvæsnet, sikret uddannelsesmuligheder og opretholdtretsvæsenet. Dette spørgsmål bliver fuldstændig ignoreret i selvstændighedsdebatten, hvor grønlænderne konsekvent undgår at forholde sig til, hvordan Østgrønland skulle administreres uden Danmarks indblanding – og hvem der reelt ville have krav på dets ressourcer og territorium.

Hvis nogen skylder det grønlandske folk en undskyldning, er det ikke Danmark. Det er Grønlands egne politikere, der år efter år har svigtet deres befolkning. I stedet for at løse de alvorlige problemer, som præger Grønlands børn, unge og familier, har de prioriteret tom symbolpolitik og selvstændighedsretorik.

Grønland har ikke brug for flere luftkasteller – de har brug for ledere, der tør tage ansvar og skabe reelle forbedringer. Grønland er og bør forblive en del af Kongeriget Danmark – ikke fordi vi vil binde dem, men fordi vi ved, at de ikke kan stå på egne ben. At løsrive sig nu ville kun kaste Grønland ud i mere kaos og utryghed. Den grønlandske elite må vågne op til realiteterne, smøge ærmerne op og tage ansvar for at sikre deres land og befolkning en bæredygtig fremtid.

Derfor er mit budskab til Grønland simpelt: Hvis man vil have selvstyre, må man da kunne styre sig selv.