Af Mikkel Tranborg, studerende og skribent

Vi i Generation Z, er en generation, der har fået alt — undtagen mening. Vi har apps til puls, kalorier og restitution, men intet sprog for skyld, kærlighed eller fællesskab. Vi har afskaffet ritualer, men indført rutiner. Vi har afskaffet det fælles, men indført det målbare. Vi har afskaffet det uperfekte, men indført det optimerede. Vi dyrker kroppen som projekt, som præstation, som det sidste sted, hvor vi kan blive til nogen. Men hvad hjælper det at være stærk, hvis man ikke ved, hvad man skal bære?

Pia Søltoft beskriver Kierkegaards eksistensfigur fantasten som én, der løber vild i friheden. Alt er muligt, og derfor intet nødvendigt. Det er en frihed uden retning, uden forpligtelse, uden tyngde. Det er præcis dér, min generation befinder sig: i mulighedernes paradoks. Vi kan blive hvem som helst — og derfor bliver vi ingen. Når alt er muligt, bliver intet nødvendigt – sagt på Kierkegaardsk.

Vi er blevet æstetikere uden etik. Det vigtigste er ikke, hvem vi er, men hvordan vi tager os ud. Vi dyrker kroppen og optimerer vores fremtoning — men undgår enhver form for ansvar eller forpligtelse. Vi vil gerne være smukke, men ikke sande.

Kierkegaards æstetiker lever i overfladen — i nydelsen, i det mulige, i det uforpligtende. Den moderne æstetiker er ikke nødvendigvis en libertiner, men en selvtracker. Det er blevet æstetisk at være magelig, at optimere kroppens ydeevne for egen velværes skyld. Fortabelsen ligger ikke i det smukke — men i forfængeligheden.

Det er en bevægelse fra æstetik som livsform — fra det sanselige og umiddelbare — til æstetik som selvfremstilling, hvor alt er kalkuleret, kurateret og optimeret. Det er opstillet umiddelbarhed på Instagram, en simuleret lethed i tilværelsen. Den moderne æstetikers digitale udstillingsvindue skal signalere hårdt arbejde i styrkecenteret og overskud til spontan adspredelse på samme tid. Det smukke er blevet det klinisk perfekte — rene linjer og instaworthy madretter.

Hvor den klassiske æstetiker dyrkede det smukke i tilværelsen — og lod sig fortabe i det samme — dyrker den moderne menneske det perfekte i sin fremstillede identitet. Idealbilledet af æstetikeren har rykket sig — fra Jørgen Leths fortabelse i de franske bjerge til Emil Thorups i sit eget spejlbillede og sin optimerede sundhedsprofil. I fraværet af etik og fælles normer har vi indført idealer uden retning — kun med sig selv som mål. Hvor optimering og øget ydeevne bliver et mål i sig selv —ikke for at kunne løfte murbrokkerne når svigermors terrasse skal lægges, men for at kunne løfte en stadig større vægtstang.

Der er ved at komme øget opmærksomhed på, at ekstrem kropsfokusering — hvor unge måler søvn, puls, muskelmasse og kilojoule, eller forsøger at “fixe” sin krop til et ideal — ikke blot er uskyldig sundhedsbevidsthed, men i visse tilfælde direkte skadelig og patologisk. Fagfolk advarer i en artikel fra TV2, om overtræning, eskaleret kropsmisfornøjelse og psykisk belastning blandt unge mænd.

I artiklen fremgår det at unge i stigende grad træner alene. Antallet af børn og unge der er medlem af sportsklubber i foreningslivet, er faldende, mens styrketræning har vokset sig til den mest populære sportsgren blandt de 13- til 15-årige. De træner med airpods i ørerne og blikket rettet mod spejlet – det er ikke længere fællesskabets sved, men individets selvoptimering, der definerer ungdommens bevægelsesmønstre.

Netop i denne tid — hvor ungdommen dyrker kroppen, men glemmer karakteren — bliver Trivselskommissionens arbejde afgørende. Med deres rapport genindførte kommissionen, nedsat for at undersøge unges mistrivsel, et sprog for dannelse, ansvar og karakter. Ikke som moralsk løftestang, men som modvægt til den selvrealiseringskultur, der har domineret ungdomsdiskursen i årtier. Kommissionen diagnosticerer en generation, der har alt, men savner mening, retning og fællesskab.

Vi har længe troet, at det ville ske af sig selv — at hvis blot velfærdsinstitutionerne understøttede elevernes mulighedsrum, så ville deres unikhed blomstre og livsglæden ville følge med. Et sympatisk, men naivt menneskesyn, inspireret af Carl Rogers’ idé om barnets iboende potentiale. Som agernet, der naturligt søger at blive til et bøgetræ, skulle barnet blot have plads til at gro. Men karakterdannelse sker ikke i vakuum. Den kræver modstand, stillingtagen, ansvar.

Kommissionen insisterer på, at trivsel ikke kun handler om fraværet af symptomer, men om tilstedeværelsen af indhold. At alt ikke kan løses med flere penge til velfærd — men at noget grundlæggende er gået tabt – både i dannelsen og i måden at være forældre på. Unge skal ikke kun lære at navigere i systemet, men også at stå i sig selv.

Kommissionen ønsker blandt andet at genindføre begrebet karakterdannelse i folkeskolens formålsparagraf — og fremhæver bl.a. evnen til selvregulering som afgørende. Det står i skarp kontrast til Rogers’ ideal om barnets uhæmmede inderlighed. For barnet skal lære at regulere sig selv for at kunne indgå i noget fælles — noget, der er større end sig selv — og på den måde finde tilhør og mening.

Det er et arbejde, kommissionen har påbegyndt — men det kræver tålmodighed og vedholdenhed, oven på årtiers dyrkelse af individets ukuelige unikhed. Lykkes det at karakterdanne de unge, tror jeg på, at de vil kunne modstå den umiddelbare og overfladiske tilfredsstillelse, den moderne selvdyrkelse tilbyder – og bevæge sig mod et etisk stadie.

For mens Rogers ser, at mennesket naturligt søger mod udfoldelse af sit eget potentiale, tror jeg, at mennesket har en iboende søgen mod mening.  Men jeg tror ikke, at det lykkes gennem uhæmmet udfoldelse. Mening opstår ikke i frihed fra påvirkning, men i mødet med retning, modstand og løbende korrektion. Ikke i det, der spirer alene, men i det, der formes i relation til noget større end én selv. Den mening bor ikke kun inde i os selv. Og vi finder den ikke ved at dyrke kroppen, særligt ikke når det er sjælen der er i forfald.