Fremtidens magthavere uddannes i et venstreorienteret ekkokammer

af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen

Der er noget tragikomisk over universitetets selvbillede.

Her skal alle normer udfordres, alle magtstrukturer afdækkes og alle nedarvede forestillinger granskes med omfattende kritik. Nationen skal problematiseres, familien dekonstrueres, kønnet opløses, og Vestens historie genfortolkes som et væv af magt, privilegie og undertrykkelse. Intet skal stå uimodsagt.

Undtagen universitetet selv.

Gennem mine år på statskundskab på Københavns Universitet har det slået mig, hvor enorm appetitten på kritik er, så længe kritikken bevæger sig i den rigtige retning.

Der undervises med stor entusiasme i teorier, der vil afsløre de skjulte magtstrukturer bagom vores samfund, men langt mindre entusiastisk i de idéer, der kunne afsløre universitetets egne blinde vinkler.

Hvad nu, hvis mennesket faktisk har brug for rødder? Hvis nationen rummer en moralsk værdi, der ikke kan reduceres til jura, administration og geografi? Hvis familien er en grundlæggende menneskelig institution, som politikken bør beskytte? Hvis traditioner indeholder en nedarvet visdom, som ingen generation selv kunne have tænkt sig frem til? Hvis grænser, pligter, autoritet og tilhørsforhold danner fundamentet til et frit samfund?

Her bliver den akademiske lyst til at problematisere mærkbart mindre.

Det er universitetets store paradoks. En institution, der har gjort normkritikken til en dyd, har udviklet en forbløffende blindhed over for sine egne normer. Man lærer at spørge, hvem der er ekskluderet fra samfundets institutioner, men langt sjældnere hvem der er ekskluderet fra pensum. Man diskuterer repræsentation religiøst, samtidig med at den vigtigste mangfoldighed for et universitet – den ideologiske diversitet – behandles langt mere stedmoderligt.

Lad os tage den kernefaglige linje i politisk teori på statskundskabskandidaten, som har været udbudt de sidste år, som eksempel. På hovedfaget Nutidig Politisk Teori møder man Rawls, Habermas, Young, Foucault og Gordon. De har alle sat betydelige spor i den politiske idéhistorie og fortjener selvfølgelig at blive læst grundigt. Problemet ligger i selskabet, de ikke får.

Hvor er Burke, Scruton og Deneen? Hvor er den konservative tradition, der gennem århundreder har stillet nogle af de mest grundlæggende spørgsmål om menneskets natur, historiens betydning, fællesskabets værdi og politikkens grænser?

Den er væk. Helt væk.

Dermed går de studerende glip af den tradition, der spørger, om samfundet rummer mere end en kontrakt mellem autonome individer; om nedarvede institutioner kan besidde en viden, som ingen central planlægger råder over; om frihed forudsætter tilhørsforhold; og om mennesket overhovedet kan forstås løsrevet fra familie, nation, religion, historie og forpligtelse.

Politisk teori burde være universitetets store intellektuelle arena. Her burde de mest kraftfulde forestillinger om mennesket og samfundet støde sammen uden sikkerhedsnet. Marx burde møde Burke, Rawls burde møde Deneen og Foucault burde møde Scruton. Den studerende burde opleve den vidunderlige intellektuelle uro, der opstår, når en tænker, man havde afskrevet på forhånd, pludselig formulerer et argument, man kan overbevises af.

Det er præcis den uro, et universitet bør fremkalde.

I stedet møder man alt for ofte variationer inden for den samme grundlæggende forestillingsverden. Der kan være voldsomme uenigheder om lighed, anerkendelse, frigørelse og magt, mens de dybere præmisser får lov at stå forbavsende fredeligt tilbage. Universitetet taler konstant om diversitet, men har udviklet en besynderlig form for mangfoldighed, hvor mennesker kan have vidt forskellige identiteter og stadig anskue verden gennem omtrent de samme ideologiske briller.

Vi har fået diversitet i krop. Jeg efterlyser diversitet i ånd.

Det burde især optage et akademi, der gennem årtier har fortalt os, at institutioner former vores blik på verden. Pensumlister falder trods alt ikke ned fra himlen. Nogen vælger, og nogen vælger fra. Nogle spørgsmål ophøjes til tidens afgørende spørgsmål, mens andre skubbes ud i periferien. På den måde bliver pensum også magt.

Og de studerende i auditorierne i dag får magt i morgen.

De bliver embedsmænd, journalister, politikere, analytikere, organisationsfolk, departementschefer og kommentatorer. De skal skrive notaterne, formulere problemerne, administrere lovene og forklare resten af befolkningen, hvordan samfundet hænger sammen. Derfor vedkommer universitetets ideologiske orientering langt flere end de studerende og professorerne selv.

For uden for auditorierne findes et Danmark, som den akademiske klasse alt for ofte har svært ved at forstå.

Millioner af mennesker bekymrer sig om migration, national sammenhængskraft, kriminalitet, demografi, familiens opløsning, religionens forsvinden og tabet af lokale fællesskaber. De mærker forandringerne i deres by, deres familie og deres land. De bruger sjældent ordene fra universitetets seminarer, men deres erfaringer bliver ikke mindre virkelige af den grund.

Derfor tillader jeg mig at stille spørgsmålet: Hvem problematiserer dem, der lever af at problematisere resten af samfundet?

Et ideologisk diverst universitet ville elske den udfordring. Det ville åbne dørene på vid gab for den ideologiske strid og udsætte enhver politisk tradition for dens stærkeste modstandere. Jeg vil gerne læse Marx, selvom jeg er højreorienteret. Jeg vil gerne forstå Foucaults blik på magten og Rawls’ forestilling om retfærdighed så grundigt, at jeg kan udfordre deres selv bedste argumenter.

Men jeg kræver den samme intellektuelle nysgerrighed den anden vej.

Giv de studerende Burke, Scruton og Deneen med samme selvfølgelighed, og tag deres argumenter alvorligt. For de konservative spørgsmål peger direkte ind i fremtiden.

Vi er med høj hastighed på vej ind i menneskehedens mest accelererende æra. Kunstig intelligens, massemigration, demografiske forskydninger, nye stormagter og teknologier, vi endnu ikke aner konsekvenserne af, kan på få år ændre betingelser, mennesket har levet under i årtusinder. Vi bevæger os med en hastighed, som vores politiske institutioner og moralske forestillinger knap kan følge.

Burke eller sågar Scruton behøver ingen genopførelse af 1700-tallet for at være relevante. De er særligt interessante nu, fordi et samfund i voldsom bevægelse har et endnu større behov for at forstå, hvad det bevæger sig fra, hvad det bevæger sig imod, og hvad der risikerer at blive knust undervejs.

Deneens kritik rammer allerede en erfaring, mange unge kender. Vi har flere muligheder end nogen generation før os og føler os alligevel ofte mindre forankrede. Vi er digitalt forbundet til hele verden og kan samtidig være ensomme midt i den. Vi har frigjort os fra stadig flere gamle forpligtelser og opdaget, at friheden ikke automatisk fortæller os, hvad livet skal bruges til.

Den slags spørgsmål burde universitetet kaste sig over med frygtløs appetit. Særligt fordi mange af de studerende er venstreorienterede. For ingen studerende bør kunne gennemføre en lang universitetsuddannelse uden på et tidspunkt at mærke sin egen verdensanskuelse vakle en smule.

Det er på den baggrund, at jeg som chefredaktør her på Modstrømmen, sammen med nogle af Danmarks største borgerlige tænkere, har skrevet vores eget borgerlige pensum til landets nye studerende.

Vi vil ikke rense universitetet for Rawls, Foucault, Marx eller Butler. Selvfølgelig skal de læses, forstås og tages alvorligt. Vi kræver blot den samme nysgerrighed over for de tænkere, der udfordrer deres menneskesyn, deres historiesyn og deres politiske præmisser.

Vi har lavet et borgerligt pensum, fordi intellektuel dannelse kræver friktion mellem idéer. De studerende fortjener at møde de stærkeste argumenter fra hele den politiske idéhistorie, og Danmark har brug for en generation, der tør tænke langt større tanker end dem, tidsånden allerede understøtter.

Sagen er nemlig den, at universitetet skal lære dig at tænke.

Ikke lære dig, hvad du skal tænke.

Del artiklen