Af Eva Selsing, filosof og forfatter

Den vestlige civilisations højdepunkt var en periode på flere århundreder med skønhed, skaberkraft, mod og intellektuel nysgerrighed. En vilje til at sejre, en stolthed over at være netop dem, vi var. I takt med, at disse dyder på få årtier er blevet vendt til deres modsætning, er Vesten blevet svækket. Vi ser det i arkitekturen, i populærkulturen, i politikken, på universiteterne, i moden og i fremvæksten af det følgagtige Massemenneske, der ikke tør sige andet end det, den bestemmende klasse dikterer.

Årsagerne er mange, men den væsentligste forklaring er ideologisk: en kombination af liberalisme og venstreradikalisme har åbnet vores samfund, selv for mennesker, der er os fjendtligt stemt. Vi har lært, at vi ikke må have for stærke loyaliteter over for vores egne. Vores landsmænd, vores familie, vores land, vores tro. Bevidst svækkelse og tvungen åbenhed har gjort vores fællesskab sårbart, tvivlende og eksistentielt truet.

Debatten om remigration er symptomatisk for denne udvikling: dem, der ønsker remigration, er dem, der forstår, at hvis vi skal beskytte og bevare det, vi har arvet, er det bydende nødvendigt, at vi forholder os til de mennesker, vi er kommet til at dele land med, og at ikke alle kan blive. Dem, der ønsker remigration gør det, fordi de forstår, at det liberale krav om stadig mere svækkelse og åbenhed reelt er et krav om selvmord på sigt. Kulturelt, socialt, demografisk – og åndeligt. Dem, der reagerer imod remigration repræsenterer svækkelses- og åbenhedsdoktrinen. Det er den gamle borgerlighed, som primært går op i økonomi og frihed til at gøre dumme ting, og hvis selvforståelse som åbensindede, tolerante og anstændige til hver en tid vil trumfe Danmarks interesser.

Men der er ved at ske noget. Over hele Vesten går højrefløjen frem – først og fremmest som en reaktion på den opløsning af normer, tryghed, sammenhængskraft og frihed, det liberale paradigme har skabt. Den gamle borgerlighed forstår ikke, hvad der er ved at ramme den. Tag Det Konservative Folkeparti, hvis nuværende formand Mona Juul som sine mærkesager har klima, erhvervsliv og noget med frihed. Altså liberalisme tilsat lidt venstreorienteret bekymring over vejret. Jovist siger partiet også lidt om, at familierne skal have det godt, men det er med liberale argumenter om, at folk skal have frihed til at indrette sig som de vil. Et konservativt argument ville eksempelvis slå på, at kernefamilien er den bedste model for børn og voksne, og at traditionen med at holde sammen i ægteskabet er afgørende for både det gode liv og det gode samfund.

Når De Konservative ikke lader til at være en del af den højredrejning, der foregår for tiden, skyldes det først og fremmest, at deres politik er liberal. Hvor er partiet henne i indvandringsdebatten? At sige, at man går ind for en ’fast og fair udlændingepolitik’ uden at have et bud på, hvordan vi mindsker det voksende islamiske parallelsamfund, er lyseblå dydssignalering. Tomme ord. Mona Juul bedyrer på partiets hjemmeside, at hun tager generationsansvaret alvorligt. Det passer åbenlyst ikke. Når vi ved, at befolkningsudskiftning er et realistisk scenarie, så er enhver politiker, der ikke adresserer denne skræmmende kendsgerning direkte, tydeligvis i færd med at svigte generationskontrakten.

Hvor er partiet i arkitekturdebatten? Vil Mona Juul angribe erhvervslivet og individuelle bygherrer for at ødelægge Danmark med grim arkitektur? For at fylde smukke landskaber, gamle bykerner og besjælede villaveje med menneskefjendske firkanter? Hvor er partiet i kritikken af den klimapolitik, der alt for ofte bare er løftestang for venstreorienteret elendiggørelse af borgernes hverdag? Hvor er partiets støtte til folk på højrefløjen, der bliver udskammet for at være fædrelandskærlige? Hvor er modstanden mod EU, som fjerner vores nationale suverænitet? I alt væsentligt lader De Konservative til – som resten af den liberale borgerlighed – mest at være optaget af ikke at gøre venstrefløjen vred (de kan skændes om lidt økonomi; det er harmløst). Ikke sige noget højreorienteret – altså patriotisk – som den redigerende liberalisme i medier, kulturliv og politik kan blæse op og skandalisere. Bare være pæn.

Konservatisme er, som filosoffen Roger Scruton sagde, kærlighed til hjemmet. Ikke til erhvervslivet. Ikke til pengene. Ikke til venstreorienteret frygt for vejret. Ikke til at tage sig anstændig ud. Ikke til abstrakte principper.

Den gamle, liberale borgerlighed, som De Konservative er en del af, er et spøgelse, en walking dead. Den eksisterer, men hovedærindet er at undgå problemer med den magthavende progressive klasse. Med medierne. Den vil accepteres. Anerkendes. Være med. En sælsom livsform.

Det er en borgerlighed, som er afhængig af at tabe: det er derfor, den ikke har reelt fædrelandskærlig politik, men sløje, forsigtige, bange, små dagsordener. For hvis den havde egentligt fædrelandskærlig politik, ville den også skulle realisere det. Få det til at ske. Den ville skulle lægge krop til hysteriet og udskamningen, der følger enhver, som ønsker at føre Vesten i en mere nationalsindet retning. Er der noget, den pæne, liberale borgerlighed frygter, så er det at have magten og bruge den virksomt. Tænk på alle de hadefulde overskrifter og anklager om ekstremisme!

Når man har det sådan, som parti og som menneske, så er man på sin vis allerede død. Et kadaver, der flyder derhen, den progressive strøm nu fører det. Denne del af borgerligheden kommer til at dele sig i to. Den ene vil gå over på den venstrefløj, den hele tiden har tilhørt. Den anden vil blive nationalkonservativ. Man kunne håbe, at partiet, der bærer navnet ’Det Konservative Folkeparti’ vælger det sidste.