Af Julie Tei Kaalund, kulturredaktør på Modstrømmen

Vi lever i et land, hvor den største religiøse bevægelse siden Grundtvig nu hedder Planet NUSA og BMO. Vi trækker i vores alt for dyre løbeuniformer som moderne munkekuttere, iklædt svedtransporterende polyester og selvoptimering. Vi løber ikke kun for sundhedens skyld, men for den gode samvittighed og for at sikre os en plads i det veltrænede fællesskab, inden vi belønner os selv med en kardemommesnurre. For intet signalerer dyd og selvdisciplin som en Instagram-story fra løbeklubben, ledsaget af en cappuccino med havreskum. Det er vor tids sakramente i løbesko og “Barren-T-shirts”, der tilmed kan dokumenteres på Strava. Vi har ganske enkelt udskiftet kirken med cardio, protein og “longevity”, mens strikkeklubben synger med i kor. Salmerne er blevet til podcasts om “self-care” og livscoaching, og altervinen er erstattet af matcha og IPA. Fællesskabet findes i de synkrone skridt på løbestien eller padelbanen, hvor vi konkurrerer i, hvem der kan se mest afslappet ud, mens Apple Watch’et fortæller os, at vi dør langsommere end naboen.

Det moderne aflad

I vores hellige jagt på sundhed beder vi ikke længere om syndsforladelse. Vi køber den. Et serum ad gangen. Vi smører vores ansigter ind i oksefedt og kalder det “glow”. Vi bekæmper tidens gang med hyaluronsyre og retinol, alt imens vores sjæle forvitrer i algoritmernes magt. Vi søger ikke frelse, men formlen på det sunde liv. Vores tro fængsles af ritualet: stå op kl. 5, træn, skriv refleksioner ned, tjen penge, hold styr på dit proteinindtag, og gentag mantraet: “Jeg er den bedste version af mig selv!”. Vi kalder det selvudvikling, men det ligner mest en kollektiv konkurrence om perfektion, indrammet i viljestyrke og selvdisciplin.

Og hvis vi alligevel falder fra, når ritualerne ikke kan holde os oppe, har vi altid diagnosen. Den nye dåb. For når eksistensen bliver for banal, triviel eller hård, får vi et stempel, der giver os identitet, undskyldning og indhold i ét: Jeg er ikke stresset, jeg har bare koncentrationsbesvær, og ADHD er jo det nye sort. Den moderne menneskelighed er blevet klinisk godkendt, og sårbarheden er den nye valuta. Den fungerer som et helle i en overophedet kultur, hvor succes og selvrealisering skal klemmes ned i den halve tid. Den bliver en form for retfærdiggørelse for menneskelig utilstrækkelighed: “Jeg kan ikke overskue det, og det er helt okay.” Den bliver en sidste udvej, en social og psykologisk redningskrans, som tillader os at navigere i et samfund, hvor selvopretholdelsen er en uophørlig kamp.

Men når alle får en diagnose, opløses grænsen mellem dem, der faktisk har behov for hjælpen, og dem, der blot oplever ungdommens uundgåelige usikkerhed og fortvivlelse. Spektret for det normale udvides og reduceres nu til stempler og certificeret sårbarhed. Diagnosen bliver ikke blot et værktøj for lindring, men et symbol på en civilisation, hvor almindelige udfordringer kræver institutionel validering, og hvor personlig karakter erstattes af en samling labels og anbefalede protokoller. Men bare rolig. Ventelisterne er lange, så der er tid til selvrefleksion, inden systemets officielle definition sætter dig i bås.

Mens vi venter på psykologhjælp, priser vi vores danske velfærd. Vi ophøjer den til et nationalt ikon, en slags sekulær guddom, men sukker samtidig over, at den forsvinder mellem hænderne på os. Vi tillader Dovne Robert at lege i skattekassen, mens vi selv tager på tre måneders dannelsesrejse i Thailand for at “finde os selv”, for derefter at vende hjem til højskolens hellige haller i udkantsdanmark, hvor den progressive adel samles om at redde verden. Dér sidder de, højskolens nye helgener, iklædt Røde Kors-klæder, og graver bæredygtige kartofler op, mens de synger TV-2 over fermenteret kål. De råber om lighed fra Børge Mogensens folkestole og drømmer om revolution – helst én med glutenfri catering.

Her skåler de i orangevin for lighed og frihed, mens de citerer Marx med samme overfladiske forståelse, som de har af udbud og efterspørgsel. De prædiker mangfoldighed, men tåler kun forskellighed, hvis den er enig med dem. De taler om solidaritet, men den stopper brat, når nogen foreslår, at de selv kunne betale lidt mere i skat eller få mindre SU. For kommunismen er for dem ikke et historisk mareridt, men et fabeldyr, man hylder med en enstemmighed, der ville gøre et partimøde i Sovjet misundeligt.

Sådan redder Danmark planeten fra sofaen

Men uden for boblen buldrer verden. Trumps toldhammer svinger mod Kina, mens Europa står tilbage og taler om værdier. Vi forsvarer vores civilisation med pressemeddelelser og hashtags, mens vi håber, at Pentagon endnu engang gider redde os fra vores egen pacifisme. De venstreorienterede prædikanter råber om global solidaritet og fred, men nægter at indse, at uden kapitalismens tandhjul ville der ikke være iPhones at skrive deres indignation fra, ingen havremælk at skumme i deres matcha, og ingen NUSA-tights at missionere i.

Vi demonstrerer mod dårlig dyrevelfærd, men fortærer med ro i sindet en lamme-shawarma klokken 03.27 efter “bare én drink mere”. Vi drikker enormt, men skammer os dobbelt. For i det moderne Danmark er det ikke længere sejt at være fuld – det er sejt slet ikke at være det. Vi er et folkefærd, der glorificerer kontrol, men længes efter at miste den. Vi vil danse på bordene til Minds of 99, men også stå op til surdej, der lever i bedste velgående. Vi taler om bæredygtighed, men flyver til Bali, når hverdagens Danmark bliver for kedsommelig.

Og når moralen bliver for krænkbar, og samtykket for sløret, canceller vi hinanden med ild og fakler. Vi hylder kunsten, indtil den støder vores moral, og forviser derefter synderen til evig tid og skam i skærsilden, medmindre vedkommende er poetisk nok til at kalde overgrebet for en konsekvens af “Det uperfekte menneske”. Og når vi endelig finder en sag, vi kan råbe højt om – krig, klima, køn, hvad som helst – så stiller vi os i gaden, blokerer trafikken og tager billeder af os selv i kampens hede. Hanne på indkøb kan ganske vist ikke stoppe krige, og Lars på kaffebaren kan næppe redde liv. Men de kan poste om det – og det tæller jo næsten.

Aktivismen stopper præcis dér, hvor det praktiske begynder. For når fronten kalder, må de andre tage slæbet for os. For idealismen blomstrer kun, indtil det bliver politisk ukorrekt at købe en Tesla, mens iPhonen fra det samme land naturligvis består, så man fortsat kan udskælde de Tesla-købende-fjolser på Facebook. Men intentionen er god. Vi vil redde verden, men ikke miste komforten. Vi vil gerne være helgener, men kun hvis det passer ind i kalenderen.

Og mens vi diskuterer frihed og demokrati over filterkaffen, står vores statsstøttede medier som en slags moderne præsteskab. Finansieret af os alle, men talende med én stemme. Der, hvor man burde finde nuance, finder man i stedet et ekkokammer, hvor røde værdier bliver genudsendt som objektiv sandhed. DR’s studieværter taler med den samme alvorlige mine, når de fremlægger regeringens politik, som når de omtaler klimakatastrofen og man kan næsten høre underteksten: “Stem rigtigt næste gang.” I stedet for at informere indoktrinerer de med et smil. Den offentlige debat bliver ikke en duel mellem idéer, men en koreograferet dans, hvor højrefløjen altid spiller skurk. En hel generation af journalister, der tror, at neutralitet betyder at stå midt i venstre side. Og vi kalder det public service.