Af Niels Peder Ravn, Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det Konservative Folkeparti

Vi står atter overfor markeringen af krystalnatten. Hver eneste år er det en sorgfuld aften, hvor rædsel og meningsløshed overmander én. Og i år bør Krystalnatten desværre kalde endnu mere på eftertanke, end den har gjort de seneste mange år.

Jeg har boet, levet og arbejdet i København siden juni 1967. I 1970’ernes og 80’ernes København på Østerbro, hvor jeg også dengang residerede, var det en helt normal del af gadebilledet at se jødiske familier spadsere til og fra synagogen iført både kippa og godt humør.

Med årene og udlændingeloven af 1983 blev dette syn mere og mere sjældent – og i dag er det utænkeligt. Til gengæld ser vi andre religiøst prægede beklædningsgenstande båret med selvretfærdig stolthed.

Men indtil for nyligt var antisemitisme noget, som mest hørte til i marginaliserede miljøer, der i den brede offentlighed blev set ned på. Det ændrede sig ironisk nok efter Hamas’ bestialske terrorangreb den 7. oktober 2023. Vi var alle slagen med rædsel over hændelsen, men da IDF indledte kampen mod terrorregimet i Gaza, skete der noget i de mest røde dele af det politiske landskab.

Den yderste venstrefløj øjnede snart en mulighed for at anvende konflikten i Gaza til at mobilisere vælgere, som normalt ikke gør stort væsen af sig ved valghandlinger; nemlig vælgere uden dansk statsborgerskab, med baggrund i MENAPT-landene og stemmeret til kommunalvalg. I Københavns Kommune estimeres denne befolkningsgruppe at udgøre over 30.000 af de i alt ca. 470.000 stemmeberettigede.

Det hele startede, da den yderste venstrefløj i København blæste valgkampen i gang og genoplivede ønsket om en »Palæstinas Plads«, alt imens bomber og missiler stadig buldrede over Israel og Gaza. Timingen var aldeles uetisk, men kommunevalget nærmede sig, målet helliger som bekendt midlet, og dermed åbnede helvedes porte sig for en bølge af antisemitisme.

Organisationen AKVAH kunne snart melde om en eksplosiv stigning i hadforbrydelser knyttet til jødedom, og Københavns syv borgmestre opfordrede i en fælles erklæring borgerne til ikke at tage konflikten i Gaza ud i Københavns gader. Erklæringen viste sig imidlertid ikke at være en potte pis værd.

For skaden var allerede sket. Pro-palæstinensiske aktivister marcherede i gaderne, afbrød både Kvindernes Kampdag og 1. maj-markeringen med råb og skrigen, og det lykkedes dem at erodere Copenhagen Pride med deres krav til sponsorer. Nuvel, personligt græder jeg tørre tårer over 1. maj og Priden, men anerkender, at andre må sidde tilbage med en vis frustration over at få deres intersektionelle aktivisme ødelagt af palæstina-aktivisme.

I småtingsafdelingen blev jeg som medlem af Kultur- og Fritidsudvalget opmærksom på, at der i et kommunalt kulturhus blev undervist i »Nakba i børnehøjde«, hvor børn helt ned til seks år blev belært om, hvor forfærdeligt det jødiske folk har behandlet palæstinenserne. Det fik jeg dog sat en stopper for.

Som månederne er skredet frem, har jeg oplevet et nærmest surrealistisk nybrud, hvor jeg i debatter med pro-palæstina-typer bliver belært om, at zionisme og jødedom – i generelle termer – ikke er to sider af samme sag. Det er noget vrøvl. For naturligvis er zionisme en helt berettiget præmis for et jødisk ophav. Det er intet andet end et semantisk forsøg på ikke at blive slået i hartkorn med god, gammeldags racisme.

Men hvordan er den ellers så tolerante og inkluderende venstrefløj nået så langt ud i torvene? Jo, som antydet ovenfor baserer det sig på iskold vælgeroptimering. For hvem hader jøder mere end det betydelige muslimske vælgergrundlag, som ellers er næsten umuligt at trække til valgurnerne?

Derfor går de hjertens gerne til kommunalvalg på »Stem Palæstina« og f.eks. »Befri København fra zionismen«. Med det sidste budskab genoplives samvittighedsløst ældgamle konspirationsteorier om, at vi alle blot er marionetter for zionistiske dukkeførere, der gnæggende trækker i trådene, når magthaverne skal træffe beslutninger.

I seneste valgkamp blev mine højreorienterede valgplakater gerne udstyret med et håndtegnet hagekors lige midt i min høje pande. I denne valgkamp er det Davidsstjernen, som pryder mit kontrafej. Og sådan må De forstå, kære læser, gik jeg fra at være nazist, til at blive en folkedræbende zionist på blot fire år.