Af Mikkel Bjørn, Udlændingeordfører for Dansk Folkeparti

I fyrre år har dansk udlændingepolitik haft ét grundvilkår: Migration var noget, der skete “til” Danmark. Spørgsmålet var kun, hvordan vi administrerede tilstrømningen.

Debatten har i årtier været låst i én retning. Spørgsmålet var næsten altid, hvordan vi håndterede, at enten flere eller færre kom – aldrig hvordan vi helt grundlæggende vender den udvikling, der har gjort dansk kultur til en minoritet i egne kvarterer.

Men den seneste tid er debatten nået til en anden erkendelse: Nogle gange må man vende udviklingen. Her starter debatten om remigration.

Remigration er, helt nøgternt, det modsatte af migration. Det er ikke et nyt eller farligt ord, men har i mere end hundrede år stået i danske ordbøger og betyder blot det modsatte af migration: Ifølge en dansk fremmedordbog fra 1884; ‘At vende tilbage, efter at være udvandret’. ‘At vandre tilbage’. ‘At vende hjem’.

Vi taler altså om hjemvenden – ikke om noget vildt eller ekstremt. Det er et ligeså nøgternt og præcist ord som “migration”, der har definitionen ‘en gruppe menneskers bevægelse fra et sted til et andet’. Hvilke mennesker, hvorfra og hvordan giver ingen af begreberne alene jo et entydigt svar på. Ordene beskriver retningen; partierne må formulere rammerne.

Remigration – forstået politisk – handler derfor om noget meget konkret: At Danmark på forskellig vis initierer hjemrejse for dem, der ikke har ret til at være her, eller som har fravalgt fællesskabet gennem grov kriminalitet og vedvarende normbrud.

Der er en enkel logik, som alt for længe er blevet pakket ind: Hvis et land giver midlertidig beskyttelse, må det også have modet til at afslutte den, når forudsætningerne forsvinder. Hvis en domstol udviser en kriminel, må udvisningen også blive til virkelighed. Og hvis man bliver afvist, må afvisningen også betyde, at man rejser.

Remigration som politisk løsning er et spørgsmål om kultur, normer og loyalitet – og om den sociale kontrakt, der gør et land til et fællesskab. Danmark er ikke kun et territorium. Danmark er et sprog, en retsstat, en historisk hukommelse, en forventning om gensidighed.

Man kan ikke leve sammen, hvis man grundlæggende ikke vil det samme. Et samfund kan bære forskellighed, men kan ikke bære et voksende mindretal, der aktivt modarbejder det fælles fundament – og som samtidig får lov til at blive.

Remigration er derfor ikke en følelsesdrevet hævnfantasi. Det er en politisk nødvendighed, hvis vi vil genskabe sammenhængskraft og sikkerhed. Det betyder i praksis: konsekvent hjemsendelse af personer uden beskyttelsesbehov; klare krav til sprog, selvforsørgelse og respekt for grundlæggende frihedsrettigheder; og udvisning af kriminelle udlændinge, der har vist, at de ikke vil Danmark – og som ikke bør have ret til at blive her på danskernes regning. Men pointen er større end som så. Hverken selvforsørgelse eller lovlydighed kan i sig selv opveje et vedvarende opgør med den kultur, de normer og den loyalitet, som det danske fællesskab og demokrati hviler på.

Udlændingepolitik er ikke kun tal og paragraffer. Det er tryghed i opgangen. Det er om dansk stadig er fællessproget i skolegården – og om læreren kan undervise uden at skulle forhandle helt basale normer. Det er om lokale foreninger, fritidsklubber og idrætsliv samler et kvarter – eller bliver overtaget af parallelle hierarkier og social kontrol. Det er om offentlige ansatte kan gøre deres arbejde uden at møde trusler, foragt eller “vi ved hvor du bor”-mentalitet. Det er, om vi har områder, hvor politiet reelt bestemmer – eller hvor andre magtstrukturer gør. Det er, om vores højtider og traditioner kan leves åbent – eller langsomt skubbes ud af det offentlige rum eller erstattes med andre. Det er, om vi tør holde fast i, at frihed ikke kan eksistere uden normer – og at normer kræver et fælles “vi”.

Et land har brug for en stærk hovedkultur, ikke som et våben mod andre, men som det fælles gulv, vi kan stå på, også når vi er uenige.

Remigration er et opgør med illusionen om, at alle konflikter kan integreres væk, hvis bare samfundet eller staten håndterer integrationen bedre. Det kan de ikke. Nogle mennesker ønsker reelt ikke at være en del af Danmark på danske præmisser. Den erkendelse er ikke kynisk. Den er voksen. Et fællesskab kan ikke eksistere uden grænser. Og grænser er ikke umenneskelige. De er en forudsætning for, at fællesskabet overhovedet kan eksisterer i første omgang.

Hvis Danmark også i fremtiden skal være et land med høj tillid, lav kriminalitet og et velfungerende demokrati, må vi turde gøre det, vi i 40 år har undgået: At vende udviklingen – ikke kun bremse den.

Remigration er ikke et slagord, men et svar på en kulturel forskydning, der ellers bliver permanent. Remigration handler om at gøre op med parallelsamfund og genskabe et fælles “vi”, før forskydningen bliver uigenkaldelig. For et land uden hovedkultur er ikke et fællesskab – det er bare et sted. Remigration er den samtale, der følger, når man indrømmer virkeligheden: Nogle konflikter kan ikke integreres væk. Danmark kan godt være åbent – men det kan ikke overleve uden at være dansk. Remigration er det punkt, hvor vi stopper med at administrere forandringen og begynder at rulle den tilbage. Hver udsættelse gør forskydningen mere uigenkaldelig.

Samtalen om remigration begynder en ny og mere ansvarlig fase i dansk udlændingepolitik. Det lysner i horisonten.