Af Morten Messerschmidt, Formand for Dansk Folkeparti
Det er forår i dansk ungdom. Efter en lang fastfrossen vinter, hvor det nærmest var en given sag, at ungdommen hældte mod venstre, oplever vi nu et tøbrud. Stadig flere unge forholder sig kritisk til venstrefløjens dogmer om fordelings- og identitetspolitik. Formentlig takket være de sociale mediers fremkomst, som har givet en befriende adgang til alternative kilder frem for de traditionelle, er endnu flere unge nu begyndt at stille kritiske spørgsmål ved den dogmatiske klimabevægelse, den åndløse, materialistiske verdensanskuelse og det såkaldte humanistiske samfundssyn.
Alle tre udspringer af den samme venstreorienterede tankegang, der i årtier har forpestet en ungdom, som var for doven til selv at tænke og derfor blindt troede på de venstreorienterede medier, marxistiske lærebøger og ligesindede lærere. Den tid er forbi. Foråret er kommet, og snart vil erkendelserne rulle hen over Vesten som smeltevandet fra en gletsjer, der langsomt tøer i forårssolen.
Da jeg trådte ind i politik, var debatterne på landets gymnasier domineret af venstrefløjens paroler. Men nu er et stemningsskifte i gang. Flere unge vender blikket mod højre, og det er ikke længere en selvfølge, at den nye generation automatisk tilslutter sig den aggressive klimaretorik, identitetspolitikkens dogmer eller en grænseløs udlændingepolitik. Tværtimod oplever jeg nu oftere unge, der stiller kritiske spørgsmål til udlændingepolitikken, værdipolitiske spørgsmål og den politiske korrekthed. Hvor man før klappede af moralske opstød om klima og mangfoldighed, oplever jeg i dag unge, der udfordrer den politiske korrekthed og efterspørger realistiske løsninger på integrationsproblemer og kriminalitet.
De unge ønsker ikke at blive talt ned til eller få deres liv dikteret af elitens politik. Konsekvensen er, at flere nu finder sig til rette i partier, der vægter personlig frihed, national sammenhængskraft og sund fornuft frem for symbolpolitik.
Overalt i Europa ser vi tegn på et ungdommeligt opbrud i blå retning. De seneste valg vidner faktisk om en sand højrebølge blandt unge. Vælgere under 30 år har i både europæiske og nationale valg i stigende grad givet deres opbakning til højreorienterede partier.
Hvert land må naturligvis forstås på sine egne præmisser. Ikke desto mindre er der fællestræk, hvor bevægelsen står stærkt. For det første oplever de unge i dag de samme presserende problemer som resten af befolkningen. Økonomisk usikkerhed og stigende leveomkostninger fylder langt mere i unges bevidsthed nu end for blot få år siden. Når højrefløjspartier lover bedre økonomiske fremtidsudsigter lytter de unge. Samtidig er mange blevet desillusionerede over for de etablerede partier og mistroiske over for “systemet”. Vi er trætte af at høre om de samme problemer fra de samme politikere – uden at reelle løsninger følger med.
Den stærkeste drivkraft er den kulturelle modreaktion, hvor de unge gør oprør mod woke-kulturens yderligheder og en aggressiv klimaforkyndelse, der dominerede 2010’erne. Mange unge føler, at der bliver talt ned til dem, og at der prædikes løsninger, som begrænser deres livsglæde. For eksempel tyder meget på, at det konstante fokus på kønsidentitet og normkritik har gjort mange unge forvirrede og utrygge. Ligeledes er nogle begyndt at sætte spørgsmålstegn ved klimapolitikkens krav om afsavn – skal de opgive kød, bil og ferierejser for en sag, hvor andre lande alligevel ikke bidrager tilsvarende? Den slags spørgsmål signalerer et værdiskifte: De unge efterspørger balance frem for dommedagsretorik.
Kort sagt søger den generation, der blev træt af at få skylden for alverdens kriser, nu derhen, hvor man kan sige fra over for masseindvandring, hvor man kan være stolt af sit land, og hvor almindelige hverdagsproblemer prioriteres over abstrakte utopier. Højrefløjens partier har formået at tappe ind i denne stemning ved at fremhæve nationale værdier, lov og orden samt frihed fra formynderi – alt sammen budskaber, der resonerer hos en ny, mere realitetsorienteret ungdom.
Vi er vidne til et markant generationsskifte i det politiske landskab. Ungdommen i dag er noget ganske andet end for ti år siden. Hvor jeg førhen næsten kunne forvente modstand fra et ungt publikum blot ved at bekende mig til klassiske danske værdier, møder jeg nu en nysgerrighed og åbenhed over for alternative synspunkter – synspunkter, der ofte ligger til højre for midten. Denne tendens afspejler sig i meningsmålingerne og valgresultaterne, både herhjemme og i resten af Europa: de unge er ikke længere automatisk venstreorienterede, men fordeler sig nu bredere – med en markant ny drejning mod højre.
Efter min mening giver det grund til optimisme. Det viser, at de yngre generationer tænker selv og er villige til at skifte kurs, når venstrefløjens projekt ikke leverer svar på deres bekymringer. Naturligvis skal vi på højrefløjen tage de unge seriøst og lytte til deres drømme og bekymringer – i stedet for blot at tage deres opbakning for givet. Men én ting står klart: Fremtidens politiske kampe bliver ikke afgjort af en ensidig grøn eller rød ungdom, men af en generation, der selv vælger sin retning. Og lige nu peger pilen mod højre – til stor glæde for folk som mig, der altid har ment, at nationen, friheden og fornuften er det bedste grundlag for fremtiden.