Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen
Danmark mangler arbejdskraft. Erhvervsorganisationer taler om tabt vækst, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) presser på for at udvide adgangen til udenlandsk arbejdskraft. Samtidig har beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) i sin nye bog “Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker” advaret mod at reducere mennesker til økonomiske størrelser. Det er en vigtig pointe. Men midt i diskussionen om arbejdskraftmangel, glemmer vi at stille et andet spørgsmål: Har vi overhovedet gjort nok for at mobilisere de mennesker, der allerede står klar herhjemme?
En analyse fra 2024 viser, at 43.000 mennesker med handicap ønsker et job og vil kunne stå klar i arbejdstøjet inden for 14 dage. Det er ikke en teoretisk reserve, men en konkret del af arbejdsudbuddet. Alligevel ender alt for mange på offentlig forsørgelse fordi overgangene mellem uddannelse, støtteordninger og arbejdsmarkedet alt for ofte bryder sammen.
Når vi taler om arbejdskraftmangel, taler vi ofte om væksttab og ubesatte stillinger. Samtidig ligger en dokumenteret milliardgevinst for fødderne af os, for hvis blot én procent flere med handicap kommer i ordinær beskæftigelse, kan det give en samfundsøkonomisk gevinst på 13,9 milliarder kroner over ti år. Selv ved fleksjob er gevinsten betydelig.
Men spørgsmålet handler ikke kun om at være økonomisk ansvarlig. Det handler også om social retfærdighed, for et job er en kilde til fællesskab, ansvar og følelsen af at være nødvendig. Når mennesker står uden for arbejdsfællesskabet, mister de derfor en del af den sociale forankring.
Alligevel har vi i Danmark en mærkelig berøringsangst over for handicappede. 8 ud af 10 danskere har følt sig usikre i mødet med en person med handicap. Hver fjerde med handicap oplever jævnligt denne usikkerhed – også på arbejdspladsen. Forestillingen om, at man skåner mennesker ved at sige “Vi passer på dig ved ikke at sætte dig i job” er et misforstået hensyn.
Det er ikke fordi handicappede mangler formelle rettigheder. Handicap har i mange år været en beskyttet diskriminationsgrund i dansk lovgivning, og både national ret og internationale konventioner fastslår retten til beskæftigelse på lige fod med andre. Der findes endda en fortrinsadgang til offentlige stillinger, som skal sikre, at kvalificerede ansøgere bliver indkaldt til samtale.
Alligevel har systemet i årevis haft lettere ved at administrere ydelser end at skabe ansættelser. Men i en tid, hvor arbejdskraftmanglen fylder massivt i den politiske debat, burde mobiliseringen af den eksisterende arbejdskraftreserve være et centralt projekt. Særligt når man tænker på den integrations byrde og kulturpåvirkning, det unægtelig medfører, når man som Lars Løkke ønsker mere afrikansk arbejdskraft.
Arbejdsgiverne spiller en nøglerolle, hvis flere mennesker med handicap skal i job. Hele 75 procent af danske virksomheder mener, at de har en social forpligtelse til at ansætte personer med handicap. Men i praksis er det kun 23 procent, der faktisk gør det. Med andre ord er der stor forskel på holdning og handling. Ingen spænder usikkerhed, manglende viden og berøringsangst ben. Resultatet er, at gode intentioner aldrig bliver omsat til konkrete jobs og at et stort potentiale går tabt.
Samtidig må vi forholde os til, at unge med psykiske eller kognitive handicap fortsat har en markant lavere uddannelsesgrad end andre unge, og frafaldet på uddannelserne er betydeligt højere. Når uddannelse glipper, bliver vejen til arbejdsmarkedet endnu smallere, og vi mister mennesker, som kunne have bidraget aktivt. Derfor er det nødvendigt med smidige løsninger, bedre støtte og ordninger, der ikke gør det risikabelt at tage praktik eller uddannelsesrettede skridt. Hvis vi vil have flere med handicap i job, skal langt flere få mulighed for overhovedet at gennemføre en uddannelse, så de kan gøre sig attraktive på arbejdsmarkedet.
Det er på tide, at vi stopper med at stirre ud over horisonten efter løsninger og i stedet åbne øjnene for dem, der allerede står lige foran os. Når arbejdskraftmanglen virkelig er så alvorlig, må incitamentet til at inkludere danskere med handicap være mindst lige så stærkt som lysten til at hente arbejdskraft fra Afrika. Vi skal styrke virksomhedernes motivation, gentænke systemet, gøre uddannelserne mere fleksible og vigtigst af alt – slippe berøringsangsten.