Af Peter Kofod, MF for Dansk Folkeparti
For kort tid siden var det flagdag for Danmarks udsendte. En god dag at sende en venlig tanke til de danske mænd og kvinder, der tager afsted, når Folketinget beder dem om det. Mange kommer heldigvis godt hjem igen. Nogle bliver sårede – både på ydersiden og indersiden. Andre kommer desværre hjem i kister.
På denne dag burde det være naturligt, at Folketingets partier hver især overvejede Danmarks udenrigspolitik. For den bedste måde at takke Danmarks udsendte på er at vise respekt og forholde sig kritisk til, hvad danske soldater skal sendes ud til, hvilke mål der er for missionerne og under hvilke vilkår, danske soldater skal arbejde.
Jeg vil gerne vedstå mig, at min holdning til de krige, Danmark har deltaget i, har ændret sig meget igennem de seneste år. Lad mig gå direkte til konklusionen: Jeg tror ikke længere på den aktivistiske udenrigspolitik, som Anders Fogh var garant for. Jeg tror ikke på, at vi skal forsøge at påføre andre lande eller kulturer vores levevis, værdier eller demokrati. Det må de selv om. Vores samfundsindretning fungerer ikke nødvendigvis godt andre steder. Dette indebærer også anerkendelsen af, at missionerne til Afghanistan og Irak var fejlslagne. Med det sagt kan intet rokke ved, at danske soldater har ydet en enormt flot indsats – for det gjorde de.
Men de politiske målsætninger om, at man kan skabe demokrati, pigeskoler eller ytringsfrihed i et støvet, islamisk land som Afghanistan, er i bedste fald vanvittigt naive; i værste fald arrogante og uvidende om fremmede kulturer. Det burde man aldrig have haft som målsætning.
Det er klart, at man militært skulle gribe ind mod Taleban-regimet, der gav frit spil for terrororganisationer, der netop havde ramt USA ved det store terrorangreb den 11. september 2001. Helt klart. Men kampen mod terror, der i virkeligheden blev en langvarig kamp for at påtvinge vestens værdier til lande, der ikke kan håndtere sådanne værdier, herunder Afghanistan, slog fejl. Den krig tabte Vesten.
Få dage efter Vestens pinagtige tilbagetrækning var Talebans langskæggede hulemænd tilbage ved magten. Intet havde ændret sig i tankesættet i de omkring 2 årtier, de vestlige tropper havde tilbragt i landet.
Vi skal ikke bringes i den situation igen. Derfor kom det også bag på mig, hvor ringe selvrefleksion de andre partier i Folketinget udviste, da et stort flertal (uden DF) besluttede at sende Søværnet afsted på en farefuld mission til Rødehavet, der kunne være endt galt og potentielt kunne have været det største enkeltstående tab for Danmark siden krigen i 1864, hvis skibet var gået til bunds med besætningen.
En af de allerstørste beslutninger, man som folketingsmedlem kan være med til at træffe er, om danske soldater skal sendes i krig. Man skal overveje, at man potentielt sender danske mænd og kvinder i døden. Jeg kunne ikke forstå, at de andre politikere ikke tænkte mere over, hvad de ville sende vores soldaterne afsted til og i hvor ringe grad, man ville udruste dem, da de skulle tage stilling til missionen i Rødehavet. Tværtimod påstod de fejlagtigt, at vi der stemte imod, ikke bakkede op om vore soldater. Hvilken grov løgn!
I dag er de afghanske pigeskoler lukkede. Alle de små forbedringer, danske soldater måtte have gennemført, er for længst rullet tilbage og erstattet af de sorte turbaners formørkede islamisme. Det eneste, der står tilbage, er de danske soldaters heroiske indsats i vores fælles erindring. Lad os aldrig gentage fortidens naive fejltagelser.