af Malte Larsen, fhv. politisk rådgiver for Patriots for Europe
Danmark har nu overtaget EU-formandskabet i en union, der taler varmt om vækst, innovation, oprustning og global konkurrence – men som stadigvæk spænder ben for netop det.
I årtier har unionens bureaukratiske overregulering nemlig forårsaget et særdeles alvorligt tab af velstand, vækst, innovation og konkurrenceevne, som det udførligt er beskrevet i den nedslående men ikke overraskende Draghi-rapport fra 2024. I 1980 stod Europa således for en fjerdedel af verdens BNP. I dag er vi under 15 %. I samme periode har USA og Asien buldret frem. Vi bliver hægtet af – og det er ikke fordi vi mangler talent, teknologisk evne eller særlige råstoffer i jorden.
Det skyldes i stedet, at vores virksomheder drukner i meningsløse og disproportionale regler fra EU. Virksomhederne kvæles i papir, paragraffer og påbud fra EU-bureaukratiet i form af direktiver, forordninger og aktivisme fra EU-domstolen.
Derfor kan virksomheder i EU ikke følge med, når væksten buldrer derudaf i resten af verden. For mens en amerikansk virksomhed kan bruge en stor del af overskuddet på at udvikle og investere, skal en markant større del af overskuddet i en virksomhed placeret i EU bruges på at overholde EU’s vidtforgrenede regelkomplekser – overskud der kunne være gået til udvikling, innovation og flere medarbejdere.
Tag f.eks. EU’s CSDD-direktiv, som vil tvinge virksomheder til at overvåge og dokumentere menneskerettigheder og miljøforhold gennem hele deres globale værdikæde. Lyder det nobelt? Måske. Men i praksis er det absurd. Hvordan skal en mellemstor møbelproducent i Herning kunne garantere, at en underleverandør i Indonesien ikke bruger børnearbejde hos sin underleverandørs underleverandør? Det er fuldkommen disproportionale og urealistiske krav at stille til almindelige virksomheder – og det koster.
Et andet eksempel er kravene om arbejdstidsregistrering, som EU’s aktivistiske domstol har påtvunget medlemslandene. Virksomheder skal nu føre detaljerede registre over medarbejderes arbejdstid – time for time. Det gælder også den lille tømrermester i Slagelse med fire ansatte og nul kontorfolk. Det er kontrol frem for tillid. Bureaukratisk ensretning frem for fleksibilitet.
Andre regelkomplekser som GDPR og CSRD (bæredygtighedsrapportering) stiller ligeledes store og byrdefulde krav, som tærer på virksomhedernes ressourcer. Det koster nemlig kassen i både interne og eksterne ressourcer, når virksomheder skal hyre revisorer til at lave bæredygtighedsregnskaber og advokater til at sikre compliance med GDPR-junglen.
Dansk Industri har anslået, at EU-regulering samlet koster dansk erhvervsliv over 29 milliarder kroner om året. Det er ikke småpenge. Det er milliarder, der kunne være brugt på investeringer, udvikling, innovation og arbejdspladser. Og det er en byrde, der afholder dygtige erhvervsdrivende og virksomheder fra at etablere sig i Danmark, hvor de kunne bidrage til vores samfund. Alt dette vidner om, hvordan EU har glemt sin kerneopgave: at fremme frihandel, frivilligt samarbejde og vækst blandt medlemslandene. I stedet forsøger EU at redde hele verden fra alle uretfærdigheder og dårligdomme ved at pålægge almindelige virksomheder et exceptionelt byrdefuldt ansvar for verdens tilstand. Med den konsekvens, at EU bliver fattigere, mens der reelt ikke gøres en nævneværdig forskel for verdens tilstande i det større billede – hverken for klimaet eller menneskerettighederne. Og det er ikke kun virksomhederne, der betaler prisen. Konsekvenserne berør os alle. Og på den globale og geopolitiske scene mister Europa også sin betydning.
Krigen i Ukraine trækker ud pga. Europas rustne forsvar, og i den enkelte husholdning bliver købekraften mindre som følge af den stagnerende vækst. Samtidig falder vi bagud på afgørende teknologier såsom kunstig intelligens, fordi alle større tech-virksomheder vælger at placere sig uden for EU. Dertil går vi glip af et stort potentiale i form af virksomheder og produktive individer, som fravælger EU til fordel for mindre regulerede lande.
Nu hvor Danmark har overtaget formandskabet, er det derfor afgørende, at der sættes gang i den omfattende deregulering, som mange snakker om, men som der ikke gøres meget ved. Vi skal gøre det klart, at EU skal være et vækstprojekt – ikke et formynderprojekt. Samtidig må det gøres det klart, at EU skal have et større fokus på de væsentlige og grænseoverskridende problemstillinger såsom at sikre et konkurrencedygtigt kontinent og at stoppe den illegale massemigration gennem menneskesmuglere fra Afrika og Mellemøsten til Europa – og samtidig droppe bestræbelserne på i strid med subsidiaritetsprincippet at regulere anliggender, som helt naturligt kan bestemmes i medlemslandene, f.eks. regler om barsel og plastiksugerør.
Europa har kort sagt brug for færre paragraffer, mere fleksibilitet og et fokus på det væsentlige. Hvis EU skal overleve som et indflydelsesrigt og velstående kontinent, må vi turde gøre op med vanetænkningen. Mere regulering er ikke løsningen – det er problemet. Tiden er inde. Danmark må vise vejen.