af Mads Strange, 1. suppleant til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance
Kort før nytår trådte et nyt EU-direktiv i kraft, som straks fik mange af Europas reguleringslystne politikere til at fare i det digitale blækhus for at fejre den nye lovgivning. I fremtiden skal en bred vifte af elektroniske enheder såsom mobiltelefoner, tablets og hovedtelefoner nemlig være udstyret med USB-C opladning. Med denne universelle standard slipper vi forbrugere for bøvl med forskellige opladere, lød det triumferende fra de bedrevidende bureaukrater i Bruxelles. Smart ikke?
Nej, egentlig ikke. For selvom en fælles standard måske kan fremstå praktisk ved første øjekast, vil det på længere sigt lægge en begrænsning på innovationen. Når der inden længe uvægerligt bliver opfundet et bedre alternativ til USB-C, vil det nemlig være ulovligt i EU. Og hvor godt stillet er vi forbrugere så egentlig? Nu er det selvsagt ikke EU’s regulering af opladere, der i sig selv gør, at Europa er ved at blive efterladt på perronen. Men sagen er et symptom på, at EU’s lovmølle spytter alt for mange unødvendige forordninger og direktiver ud. Det kan ses på tallene. Så sent som i 2013 udgjorde EU’s økonomi ca. 90 pct. af USA’s størrelse, mens dette tal i 2023 var faldet til omtrent to tredjedele – og det er på trods af, at EU har ca. 450 mio. indbyggere, mens USA kun har 330 mio. Sidste år blev der i EU registreret 9.883 patenter i avancerede, digitale teknologier, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis svimlende 27.928 og 49.248.
Selv vores statsminister har erkendt problemet. ”USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer”, som hun – med en lettere fortærsket formulering fra internettets meme-kultur – formulerede det i sin nytårstale. Men alligevel har mange af Europas politikere i dag mere travlt med at profilere sig som forbrugernes frelsere, der kan tøjle tech-giganterne med tung regulering, end at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet. Selvom man næppe kan være uenig i, at der undertiden er brug for ny regulering, er forholdet mellem nødvendig lovgivning og attraktive vækstvilkår i dag slået ud af balance. Det kommer til at have enorme konsekvenser for fremtidens europæere. For fraværet af økonomisk vækst er slet og ret en af de største trusler mod, at fremtidens europæere kan få et godt liv. Hvordan kan det være, at vi har glemt dét?
Ifølge den amerikanske tech-iværksætter og politiske teoretiker, Peter Thiel, skyldes det Europas kollektive mentalitet. I sin bog fra 2014, ’Zero to One: Notes on Startups, Or How to Build the Future”, der kan beskrives som en filosofisk håndbog for innovatører, stiller han skarpt på forskellen i fremtidsopfattelser.
Mens ’the definite optimist’ har en konkret plan for fremtiden og en stærk tro på, at den vil blive bedre, er ’the indefinite optimist’ kendetegnet ved også at være positivt indstillet overfor fremtiden – uden dog at have en plan for, hvordan den skal realiseres. I kontrast til de optimistiske forventninger står de pessimistiske fremtidsopfattelser. Mens ”the definitive pessimist” har en plan for fremtiden, men imidlertid forventer, at den bliver dyster, står det straks værre til hos ”the indefinite optimist”. Denne opfattelse er kendetegnet ved, at man både har et pessimistisk syn på fremtiden, og at man samtidig ikke ved, hvad man skal gøre ved det. Ifølge Peter Thiel er det netop denne mentalitet, der har forpestet Europa og gør, at vi i dag er ved at sakke bagud i den globale konkurrence om vækst og innovation
Intet sted er dette mere tydeligt end i reguleringen af den spirende teknologi indenfor kunstig intelligens. Mens USA’s tech-selskaber kappes om at udvikle fremtidens kunstige intelligens, har vi i Europa mere travlt med at inddæmme teknologiens udfoldelse. Et skoleeksempel på dette finder vi i EU’s AI-act, der på grund af en kavalkade af dokumentationskrav, risikovurderinger og krav om datakvalitet i praksis gør det tæt på umuligt for nye AI-startups at få luft under vingerne. Tænk engang over det. Hvornår har du sidst hørt om et lovende, nyt startup indenfor kunstig intelligens, der er stiftet på europæisk grund? Hvis vi europæere vil lægge skinnerne til en bedre fremtid, bliver vi derfor nødt til at overkomme den mentalitet, der i dag gør, at vi ikke følger med den teknologiske udvikling. Jeg tror, kimen til problemet er, at vi er bange for det ukendte. Vores historie er nemlig spækket med eksempler på nye teknologier, som ved første øjekast blev mødt med skepsis frem for begejstring.
Da de første biler dukkede op på vejene blandt hestevognene, var frygten for trafikuheld så udtalt, at Storbritanniens parlament hurtigt greb til regulering. Bilerne blev underlagt en lov om en maksimal hastighed på sølle 6,4 km/t, og at en mand med et rødt flag til enhver tid skulle gå foran bilen for at advare andre i trafikken. Jeg frygter, at vi i Europa kommer til at behandle fremtidens teknologier på samme måde, som bilerne blev det i 1800-tallets Storbritannien.
Mens den teknologipessimistiske lovgivning nåede at blive tilbagerullet, så briterne kunne nyde godt af bilerne, har vi ikke nødvendigvis samme luksus i det globale våbenkapløb om kunstig intelligens. Vi risikerer slet og ret at kvæle teknologien, før den når at udvikle sig.
Da Mario Draghis rapport om EU’s haltende vækst- og konkurrenceevne landede på de europæiske beslutningstageres bord for nogle måneder siden, fik det alarmklokkerne til at ringe overalt på kontinentet. Alligevel tyder intet på, at vi er ved at træffe de beslutninger, som vil få gang i hjulene under vores vækst. Når man nedprioriterer økonomisk vækst, stjæler man i praksis livskvalitet fra fremtidens generationer. Mindre vækst betyder ikke blot, at man sjældnere kan forny bilen i carporten, eller at man må undvære det nyeste produkt fra Apple. Nej, mindre vækst kan direkte oversættes til, at vi udskyder opfindelsen af fremtidens medicin, lægger en dæmper på den grønne omstilling eller at vi ikke har råd til at forsvare os mod Putin.
Vi europæere er heldige at være vokset op i en af de mest velstillede afkroge af verden. Men hvis der ikke sker noget drastisk, er dét ikke et privilegium, vi kan give videre til vores børn og børnebørn. For hvis udviklingen ikke bliver vendt, vil Europa i det 21. århundrede degenere til en falmet skygge af tidligere tiders storhed.