Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

Ved Folketingsvalget i 2022 stemte 70 procent af kvinder mellem 18 og 32 år på et parti i rød blok. 58 procent af kvinderne stemte generelt rødt. For mænd i samme aldersgruppe stemte 61 procent blåt. Unge kvinder er altså mere venstreorienterede end ældre kvinder, mens unge mænd stemmer blot en smule mere til højre end ældre mænd.

Tendensen i Danmark er sammenlignelig med tendensen blandt yngre kvinder i andre udviklede lande. Medierne har hævdet, at unge mænd er blevet radikaliserede, men udover Sydkorea tyder tallene på, at det faktisk er de unge kvinder, som er blevet meget progressive.

Den politiske kløft skaber mere polarisering, men den skaber også en større kløft mellem mænd og kvinder. I en tid med faldende fertilitet kan dette have store konsekvenser.

Det store spørgsmål er derfor, hvorfor kvinder i dag stemmer så langt til venstre, for det har de nemlig ikke altid gjort. I midten af det 20. århundrede var kvinder i Storbritannien, Frankrig og Tyskland mere tilbøjelige til at stemme konservativt, mens kvinder i Danmark primært stemte borgerligt indtil 1980’erne. Spørgsmålet er ikke blot, hvad der sker, men hvorfor det har ændret sig. Eller er det, som den amerikanske psykolog og forfatter Rom Henderson ironisk spørger, om unge kvinder er en unik gruppe, som er immun over for radikalisering og propaganda.

Når man ser på befolkningskurver, er det ikke kontroversielt at konstatere, at der findes gennemsnitlige højder for mænd og kvinder, og at den gennemsnitlige højde for mænd er højere end for kvinder, selvom nogle kvinder vil være højere end nogle mænd.

Det bliver straks mindre intuitivt, når det drejer sig om psykologi, men der er evidens for, at kvinder i gennemsnit er flinkere, mindre tilbøjelige til at tage risici og mere neurotiske end mænd.

At være høj i agreeableness betyder ikke mangel på rationalitet, men indebærer en større tilbøjelighed til at prioritere sociale relationer og undgå konflikt. I praksis kan det føre til en større vægt på konsensus og social harmoni.

Det giver god mening i et evolutionært perspektiv. Mennesker stammer fra jæger-samler-samfund, hvor sociale relationer var afgørende for overlevelse. Udstødelse fra gruppen kunne være livsfarlig, og for kvinder – som i gennemsnit er fysisk svagere – kunne afhængigheden af stabile relationer være endnu større.

Intelligens bruges derfor ikke kun til at opsøge sandhed, men også til at navigere i sociale fællesskaber. I moderne samfund er konsekvenserne af social udstødelse ikke de samme, men de psykologiske mekanismer er ikke forsvundet. For mange mennesker vil det fortsat være vigtigt at høre til end at have ret.

Hvis kvinder i gennemsnit er mere følsomme over for social anerkendelse og social eksklusion – noget personlighedsforskning ret konsekvent finder på tværs af kulturer – kan sådanne systemer påvirke dem stærkere. Platforme, der belønner følelsesmæssigt engagement, kan derfor trække kvinder længere ind i politisk og social konformitet.

Siden 68-oprøret og venstrefløjens lange march gennem de kulturbærende institutioner er den dominerende ideologi progressiv, hvor den tidligere var konservativ. Når kvinder tidligere stemte konservativt, fulgte de dermed tidsånden, og da den blev progressiv, fulgte de igen den dominante ideologi.

Konformisme er ikke nødvendigvis dårlig. Det ville være forfærdeligt, hvis størstedelen af folk var kontrære dissidenttyper. Problemet er, at den dominerende ideologi svarer til dårlig hardware. Teknologiske udviklinger skærper dynamikken.

Sociale medier fungerer som konsensusmaskiner, som har øget tendensen. Med smartphones og sociale platforme er social feedback blevet konstant og synlig: likes, delinger, kommentarer, offentlig ros og offentlig kritik. Uenighed er ikke længere begrænset til små fællesskaber, men foregår i fuld offentlighed.

Sociale medier optimerer for engagement – ikke for balance eller nuancer. Algoritmer lærer hurtigt, hvilket indhold der skaber den stærkeste følelsesmæssige reaktion hos forskellige grupper, og forstærker det. Over tid kan det føre til, at mænd og kvinder reelt lever i forskellige informationsuniverser.

Derudover er flere institutioner demografisk forandrede. Forfatteren Helen Andrews fortalte til 2025 NatCon-konferencen, at når institutioners demografi forandres til primært at bestå af kvinder, så vil inklusion betyde mere end sandhed. Og det er farligt, når det handler om forskning, men også når det handler om loven, hvor tendens til inklusion kan bruges til at beskytte de forkerte og derved sætte retsstaten over styr. Endelig siger hun, at den demografiske forandring betyder, at kvindelige adfærdsmønstre vil blive dominante. Cancel-kultur er kvindeligt, hævder hun, fordi man får andre ned gennem udskamning og udstødelse, hvorimod mænd typisk ville være mere direkte konfrontatoriske over for modparten.

Derudover ser familiekulturen anderledes ud i dag end den gjorde i midten af det sidste århundrede. Ægteskabsraterne er faldet kraftigt, og det har politiske konsekvenser. Enlige kvinder har mere tendens til at stemme venstreorienteret end gifte kvinder. Når flere kvinder forbliver single længere, ændrer det også deres politiske perspektiver. Mænd oplever ofte statens rolle anderledes – fx gennem skilsmisse- og familielovgivning – hvilket kan trække i modsat retning.

Nogle på højrefløjen, såsom den amerikanske debattør Andrew Wilson, mener slet ikke, at kvinder burde have stemmeret. Men at fratage halvdelen af befolkningen politisk repræsentation, fordi nogle mænd føler afmagt, er ikke bare uretfærdigt; det er svagt.

Højrefløjen vinder ikke kvinderne tilbage ved at true dem med at fratage dem stemmeretten. Det er en ærgerlig måde at kommunikere på, fordi højrefløjen faktisk har meget at tilbyde kvinder: sikkerhed gennem stop for masseindvandring, beskyttelse af kvinders rum som følge af transideologien og fokus på ægteskab og familie, som faktisk er til fordel for kvinder.

Hvis højrefløjen vil vinde kvinderne over på sin side, er den bedste måde at få en ideologi med høj status. Og ligesom mænd var trendsætterne for de kulturelle marxister i 1960’erne, må mænd være trendsætterne i det kulturelle vibe shift og skabe høj status på højrefløjen igen.