Af Romeo Troelsgaard, Hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom og Byrådskandidat for Dansk Folkeparti

I de seneste år er det blevet stadig mere tydeligt, at store dele af den danske venstrefløj har fjernet sig fra deres egne rødder. Det, der engang var partier for danske arbejdere, almindelige familier og folk med hænderne i arbejdstøjet og jord under neglene, er i dag blevet bevægelser, der kæmper for alt andet end Danmark og danskerne.

Vi ser det især op til dette kommunalvalg. Hvor lokalpolitik burde handle om ældrepleje, folkeskoler, beskæftigelse, boliger og tryghed, ser vi i stedet, at udenrigspolitiske mærkesager – især fra Mellemøsten – fylder langt mere.

Hos partier som Frie Grønne, Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre handler valgkampen ikke om de lokale danskere, men om at vise, hvor solidarisk man kan være med udenlandske bevægelser og kampråb. Frie Grønne har sågar valgplakater med budskaber som “Opløs staten Israel” og dette – som jeg ikke engang forstår: “Du stemmer – vi flækker”. Dog ved jeg så meget, at det er budskaber, der hverken har noget med kommunalpolitik eller danskernes hverdag at gøre.

Radikale Venstre har sågar valgt at hænge plakater op på fremmedsprog. Hele ti forskellige for at det ikke skal være løgn! Mens Enhedslisten gennem flere valgkampe har haft valgplakater på arabisk. Det er som om, der er gået prestige i at være så lidt dansk som muligt, som om man bevidst forsøger at distancere sig fra den danske kultur, modersmålet, og ikke mindst: den danske vælgergruppe. Ja, alt det, der i virkeligheden binder os sammen. Men hvem taler så for danskerne? Hvor er omsorgen for de ældre, der ikke kan få mere end ét bad om ugen? Hvor er kampen for sosu’erne, sygeplejerskerne og de små erhvervsdrivende, der får stadig mere bureaukrati at slås med? Hvor er de konkrete lokale løsninger, der burde være kernen i et kommunalvalg?

De er kort sagt fraværende. I hvert fald på venstrefløjen, der hellere vil fokusere på at mobilisere så mange udlændinge til stemmeboksen som muligt. De påstår, at det handler om “mangfoldighed”, “inklusion” og – ret så selvmodsigende – om “demokrati”. Men ifølge en af det danske demokratis stamfædre, N.F.S Grundtvig, var demokratiets medlemmer alle der var af det danske folk, som gennem sprog, historie og oplysning kunne deltage i det nationale og åndelige fællesskab. Her er sproget særligt vigtigt, og det er netop det, venstrefløjen negligerer, når de med deres mange kampagner og valgplakater på fremmedsprog, henvender sig til netop de folk, der ikke er en del af det danske folk og dermed – ifølge Grundtvig – burde være udelukket fra demokratiet. “Modersmaal er vort Hjertesprog, kun løs er al fremmed Tale” som Grundtvig udtrykte det.

De stockholmsyndroms-lidende-indvandrer-glade venstrefløjspolitikere forsøger at bilde de danske vælgere ind, at det handler om alt muligt humanistisk pladder og medmenneskeligt vrøvl, men i virkeligheden handler det om magt og stemmemaksimering. For udlændinge er blevet en voksende vælgergruppe, og venstrefløjen har regnet ud, at der kan vindes stemmer – og dermed magt – ved at henvende sig direkte til dem. Det gør sig primært gældende i storbyerne, som har en stor koncentration af ikke-vestlige indvandrere, værst er det i Kongens København.

Det minder i høj grad om udviklingen i USA, hvor Demokraterne ønsker fri indvandring fra deres sydlige grænse med Mexico og fører en politik, der gør, at migranterne kan stemme uden identifikation. På den måde har de skabt en stabil vælgerbase, der kontinuerligt sikrer dem magten. For de mexicanske migranter er jo snu nok, og stemmer derfor ikke på republikanerne, som jo netop ønsker at sende dem hjem og fratage dem deres stemmeret. Man kan kalde det en form for stemmeimport, og de danske venstrefløjspartier er i fuld gang med at implementere samme model i Danmark.

De partier som altså elsker at kalde højrefløjen for “Trumpister” og beskylde andre for at skabe polarisering og endda nedlægge demokratiet, er i virkeligheden dem, der importerer de amerikanske tilstande til Danmark. De dyrker identitetspolitik, appellerer til bestemte minoriteter, gør forskelle vigtigere end fællesskabet og ønsker, at de fremmede skal have stemmeret til alle danske valg. Endda også til Folketinget.

Det er ganske paradoksalt, for de partier der i dag leder venstrefløjen, blev i sin tid født ud af arbejderbevægelsen, en bevægelse der byggede på nationale værdier, sammenhold og solidaritet med det danske folk. Dengang bar man Dannebrog gennem gaderne – også på venstrefløjen. Nøglepersoner som Thorvald Stauning bar Dannebrog i reversen og kæmpede for bedre vilkår for danske arbejdere og deres familier. I dag er det næsten pinligt for mange på venstrefløjen at vise flaget – som i deres verden er et ideologisk ladet symbol. Til gengæld er der ingen grænse for hvor mange regnbue-, EU-, og Palæstina flag, man kan hejse. Christian Juhl fra Enhedslisten bekendte kulør, da han sagde: “Det er tæt på magtmisbrug af formanden (Pia Kjærsgaard) at hænge et værdibaseret flag (Dannebrog) lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen (Folketingets formandsstol). Det skal ned igen hurtigst muligt!”

Det er altså alle andre flag end det danske, der må svaje, må man forstå.

Venstrefløjen er gået fra at kæmpe for danskernes levevilkår til at kæmpe for symbolpolitik, ”antiracisme” og internationale kampråb som “from the river to the sea”. Alt sammen importeret fra det store udland. Men værst er det, at de sammenblander reelle danske problemer som underfinansiering af ældreplejen, psykiatrien og dalende dansk- og matematiske kundskaber i folkeskolen med internationale problemstillinger. I stedet for at fokusere på velfærd, nationen og sammenhængskraft, handler det nu om at markere, at man har de “rigtige holdninger” på sociale medier, gerne udsmykket med fremmede flag fra fremmede lande.

I deres konstante søgen efter det mest ”tolerante” standpunkt og afgudsdyrkelsen af menneskerettighederne, kvæler og umenneskeliggør de alle andre, som ikke har samme synspunkt som dem. For de mener at repræsentere det korrekte; det medmenneskelige og humanitære. Dermed bliver alle, der er uenige, alle der forholder sig skeptisk ved tanken om at åbne Danmarks grænser for hele verden, betragtet som suspekt. Ønsker man samtidig ikke at støtte venstreradikale eller humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp, udlændingeloven af 1983 eller den nylige koranlov, er man en fascist, der vil se verden brænde og de hjælpeløse dø i vejkanten.

Det er derfor anset som illegitimt at undre sig over hvorfor omkring 500.000 fremmede kan stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. For gør man det, er man ifølge de Radikales Samira Nawa: “En del af den udemokratiske ekstreme højrefløj”.  Nawa, der i øvrigt bruger størstedelen af sin tid på sociale medier på at tale om Palæstina, Israel og USA og andre uvedkommende ting der ikke vedrører danskerne, som de er flest – ikke at det for øvrigt er noget nyt fra De Radikales folketingsgruppe, der aldrig har prioriteret Danmark og danskerne først.

Men spørgsmålet man bliver efterladt med, er derfor, om det er gået af mode på venstrefløjen at tænke på danskerne?

Kigger man på, hvordan de fører valgkamp, er det svært at konkludere andet. Det virker ærlig talt, som om mange venstreorienterede politikere er mere interesseret i at være aktivister i internationale bevægelser, der høster likes på deres indholdsløse instagramprofiler end i at være ansvarlige folkevalgte, der tjener danske kommuner og danske borgere, som de burde.

Et godt eksempel er Enhedslistens Victoria Velasquez, som sejlede med en flotille sydpå for at levere nødhjælp til Gaza. Det var ikke andet end et mediestunt for at blive anderkendt som en humanitær aktivist, som kæmper for de svage! Vorherre bevares. Du er folkevalgt. I Danmark! Enhedslistens prioriteringsliste står altså blændende klart som aldrig før, og det er ikke danskernes ve og vel, der topper den.

Den humanitære kulturradikalisme, som Victoria Velasquez repræsenterer, er landsskadelig, for i sin natur tror den ikke på det nationale, på landegrænser og dermed ikke på selvstændige nationalstater. Danmark er blot et sted på verdenskortet, hvis eneste forpligtelse er at være humanitær, at hjælpe dem i nød, uanset hvor i verden de befinder sig, men helst i Gaza og andre steder som er “trendy” at vise sympati for.

Som Søren Krarup sagde: “Når man er så gammel, at man husker stemningen efter Besættelsen og Befrielsen, kan man godt undre sig. Dengang var det ikke danskernes velfærd, men danskernes frihed, der var meningen med dansk politik. Dengang var det ikke velfærdssamfundet, men fædrelandet, der var formålet med det hele. Frihedskæmperne i Ryvangen blev ikke skudt for, at danskerne kunne bevare en bestemt levestandard, men fordi de havde kæmpet for, at danskerne atter skulle være herrer i deres eget hus.”

Disse politikere, der lefler for de fremmede og kæmper for en humanistisk dagsorden, og derfor argumenterer for, at udlændinge skal have stemmeret til danske valg, fordi det er så synd, at de holdes udenfor, må anerkende, at de er i færd med på ny at undergrave Danmark som nation. Disse mennesker har allerede solgt Danmark til den føderale elite i EU og til udlændingene, der siden deres ankomst til Danmark har arbejdet for at islamisere og ødelægge vores land indefra. Nu er de i færd med at sælge Danmark til importerede indvandrere uden statsborgerskab. De ødelægger Danmark i medmenneskelighedens navn, simpelthen. Som Søren Krarup noget politisk men korrekt sagde det: ”Hvor de radikale bestemmer, dér er Danmark prisgivet”

De samme politikere har mistænkeliggjort det at være dansk, og har fjernet sig fra den kierkegaardske tænkning om, at mennesket er et forhold, og dermed står i relation til noget større end sig selv. Mennesket er nu i stedet blevet reduceret til en social konstruktion; en materialistisk klump af celler, der ej har noget nationalt tilhørsforhold. H.C. Andersen kom det meget nær, da han skrev: “mit hjertes hjem hernede” og om modersmålet: “sødt, velsignet, du mit hjerte når.” Danmark er altså vort hjertes hjem, ikke mavefornemmelsen, velfærden eller humanismen. At være dansk er altså en hjertesag, et forhold mellem det enkelte menneske og det land, han holder af. Det forstår de invandrerglade kulturradikalister ikke.

Det er på tide at tage Danmark tilbage. At fornægte kulturradikalismen og islamiseringen af den stolte nation, der har eksisteret i over tusind år, og sige fra, når visse politikere ønsker at overdrage magten direkte til de fremmede i vores land, der har et helt andet tankegods end os. Vores land har desperat brug for politikere, som sætter Danmark først. Politikere, som tør bære Dannebrog med stolthed, tale til danskerne på dansk og løse de problemer, der findes på tværs af vores lokalsamfund. For Danmark bliver ikke stærkere af, at vores politikere vender blikket væk fra danskerne. Tværtimod så bliver vi svagere.

Lad mig derfor afslutte med Grundtvig, der som ingen anden kunne besynge vores pragtfulde og smukke sprog:

“Langt højere, ædlere, finere sprog skal findes på fremmedes tunge; om højhed og dejlighed dannemænd dog med sandhed kan tale og sjunge, og træffer vort modersmål ej på et hår, det smelter dog mere, end fremmedes slår.”