Af Stefan Sløk-Madsen, P.h.d. i økonomi og ekstern lektor
Europas fundament ryster, og det seneste årti har flere peget på, at lande såsom Storbritannien og Frankrig er i fare for ikke blot socialt kollaps, men direkte borgerkrig. Men hvad er en borgerkrig egentlig, og er den allerede en realitet?
Vi europæere har stort set levet i fred siden Murens fald. Vi har høstet fredsdividenden og skandaløst nærmest nedlagt vores forsvar – måske også mentalt? For hvor mange af os kan egentlig forestille sig en krig? De fleste danskere tænker sikkert på 9. april og flyveblade. Men i dag er krig mere en hybridstørrelse, hvor der bliver kæmpet med bytes såvel som bomber.
Borgerkrig minder os om snigskytter, etnisk udrensning og det totale sindssyge vi så i det tidligere Jugoslavien. Men vi glemmer, at inden det kommer dertil, vil der være en periode med tiltagende terrorisering af borgere, hærværk mod institutioner, og en normalisering af vold som politisk middel. Det gælder for klassiske krige mellem nationer, for borgerkrige, eller den sammenblanding det tit er, hvor indre faktioner støttes ude fra. Sådanne tilstande lever nogle samfund med i årtier. Folk går på arbejde, de dater, de holder jul, og kører med bussen, mens faren for konflikt bliver et vilkår i hverdagen ligesom lukkedage i børnehaven og fyldte flaskeautomater.
Vi glemmer, at krig tit bliver en normalitet, hvor man prøver at leve så godt man kan, under de forhold der er. Krig er sjældent én beslutning – det er en tiltagende optrapning og organisering. Derfor er det svært at sige hvornår en (borger)krig er en realitet. De tre konflikter der senest har fyldt mest på den globale scene; Ukraine-krigen, Gaza-konflikten, og forfølgelsen af kristne i Nigeria, er alle kendetegnet ved uenighed om konfliktens opståen og natur, og i alle tilfælde foregår et vist niveau af normalt liv samtidigt med bestialske voldshandlinger.
I sidste ende handler det om reglernes erosion. I en boksekamp ved alle, hvad der er tilladt: Man må slå, men kun inden for bestemte rammer. Hvis en bokser pludselig bider sin modstander, er det ikke længere boksning – så er man trådt ud af det fælles sæt spilleregler, der gør kampen mulig.
Samfundet fungerer på samme måde. Vi kan leve side om side, fordi vi deler nogle grundlæggende regler for, hvordan vi behandler hinanden. En af de mest basale er, at uenighed ikke giver ret til at opsøge, chikanere eller intimidere den, man er uenig med. Når nogen forfølger den svenske forsvarsminister Carl-Oskar Bohlin eller redaktøren Martin Krasnik i det offentlige rum, så er det et brud på denne regel. Så bliver der pludselig bidt i boksekampen, og dommeren bør træde til. Det er nemlig i bedste fald mobning, i værste fald begyndelsen på vold – og altid et forsøg på at dominere. De omtalte personer angribes ikke som privatpersoner, men fordi de udfører roller, som flertallet har besluttet, er legitime og essentielle for vores demokrati. Når nogen fysisk angriber andre for at udfylde deres roller i samfundet, er det ikke bare en protest; det er et angreb på hele fællesskabet.
Et andet alvorligt eksempel på at vi skal holde øje med, hvad der sker i vores samfundsboksekamp – for at nu at blive i den metafor – var angrebene på Berlingske og pengetanken ATP. Når nogen ødelægger værdier hos ATP, rammer det ikke en anonym institution – det rammer alle arbejdende danskere, fordi ATP er en pensionsordning alle arbejdende danskere betaler ind til, og modtager fra, når de pensioneres. Det er vores fælles opsparing, vores fremtid, vores sikkerhedsnet. Derfor er det ikke bare hærværk; det er et forsøg på at skade noget, de fleste af os ejer en lille del af. Det er en demonstration af magt: “Vi kan og vil ødelægge det, der er jeres.”
På samme måde er angrebet på Berlingske ikke kun et angreb på en bygning eller et mediehus, men på selve de spilleregler, vores demokrati bygger på – den frie presse, åben debat og retten til at være uenig. Sådanne handlinger kan kun forsvares, hvis man ønsker at underminere eller bekæmpe det danske samfund.
De førnævnte angreb blev foretaget om natten. Måske for at undgå en konfrontation med et andet menneske. Men hvad hvis der faktisk havde været en person til stede? Hvad var der så sket?
Den 11. oktober i år oplevede jeg at stå på Israels Plads og mindes det bestialske terrorangreb på Israel, som havde fundet sted godt to år forinden. Mindehøjtideligheden blev dog spoleret af en gruppe mennesker, som havde valgt at bruge deres lørdag på at ødelægge i stedet for at bygge bro. Som hooligans, der prøver at stoppe modstanderholdets fans, brændte de flag af foran grædende børn og truede gamle damer. Disse mennesker kunne have givet udtryk for deres frustrationer alle andre steder end netop dér, men for dem handlede det om at udvise dominans over for deres modstander. Det var grundlæggende ubehageligt. Det virkede mere som krig end demokrati.
Nu tager det jo heldigvis to til en tango, og danskerne er et besindigt folkefærd. Vi er stadig kristne nok til at vide at tilgivelse er bedre end konfrontation. Men vi skal også erkende, at der ligesom under Den Kolde Krig, er mennesker i vores land, der ikke vil os det godt. De har andre mål end fred, frihed og velstand, og de er parat til at gå længere, end hvad der bør tillades.