Lars Kaaber er chefredaktør på Kontrast

Tænk, hvis Mario Draghi ikke havde skrevet rapporten om Europas konkurrenceevne.

Tænk, hvis opgaven i stedet var blevet overdraget til den nu afdøde østrigske økonom Friedrich Hayek.

Diagnosen ville formentlig have været nogenlunde den samme. Europa sakker bagud i forhold til både USA og Asien. Men medicinen ville have været en anden.

Det er akademikere fra samfundsfagene, der leverer skytset til politikerne i form af analyser og policyforslag.

Det gælder planlægningen af cykelstier, og det gælder Europas fremtid.

Derfor er de samfundsvidenskabelige fag normsættende for samfundsudviklingen, fordi de former det repertoire af handlemuligheder, som fremtidens embedsmænd, rådgivere og politikere lærer at betragte som seriøse.

Friedrich Hayek er et godt eksempel på en tænker, der nok læses som idéhistorie, men aldrig bruges som et levende redskab til at formulere policy. Han er simpelthen ikke inde i varmen.

Det burde nogen lave om på. Det kunne blive dig.

Draghi ser med rette et Europa, der er ved at sakke bagud i forhold til USA og Kina.

Hans svar er stærkere koordinering, flere fælles investeringer, fælles lånoptagning og en mere aktiv europæisk industripolitik (læs: statsstøtte). Markedet skal bringes ind under en fælles europæisk strategi.

Hayek ville formentlig have vendt spørgsmålet om og spurgt, om Europas styrke netop kunne ligge i, at kræfterne ikke er samlet ét sted. Europæisk velstand og global dominans blev ikke skabt af én samlet plan, men af mange nationer, retssystemer, markeder, universiteter og politiske traditioner, som gennem århundreder konkurrerede, efterlignede og korrigerede hinanden.

For Hayek var markedet ikke blot en mekanisme til at fordele varer. Det var en opdagelsesproces. Ingen regering, kommission eller ekspertgruppe kan på forhånd vide, hvor den næste store opfindelse, virksomhed eller produktionsform opstår. Den nødvendige viden er spredt mellem millioner af mennesker, virksomheder og institutioner.

Derfor ville Hayek næppe have forsøgt at gøre Europa mere kinesisk eller mere amerikansk. Han ville have advaret imod at konkurrere med centraliserede stormagter gennem endnu mere centralisering. Hayek ville ikke mene, at Europas problem er de mange forskellige stater, men at EU i stigende grad behandler forskelligheden som en fejl, der skal harmoniseres bort.

Derfor ville en Hayek-rapport næppe heller hedde ”The Future of European Competitiveness”, som Draghi kaldte sin. Den kunne snarere hedde ”The Rediscovery of European Competitiveness”.

Dens hovedanbefaling ville ikke være en samlet europæisk vækstplan med større EU-budgetter, mere statsstøtte og mere centralisering, men en forfatningsmæssig reform af EU, der beskytter det indre marked, men samtidig begrænser Unionens mulighed for at harmonisere den økonomiske og sociale orden.

På kort formel kan man sige, at hvor Draghi vil samle Europas kræfter i EU’s institutioner, ville Hayek frigøre dem fra politisk detailstyring og give innovation og konkurrence bedre vilkår. Det betyder ikke national isolation eller opløsning af EU. Det er et argument for europæisk markeds- og retsorden uden en stadig voksende teknokratisk og dirigistisk overbygning.

Den europæiske mangfoldighed, som der ofte holdes skåltaler om, bliver nemlig først en komparativ fordel, hvis landene i praksis har mulighed for at føre forskellige politikker. Hvis EU harmoniserer skatter, energi, arbejdsmarked, finansiering og teknologiregulering, forsvinder Europa som institutionelt laboratorium.

Et Hayeksk Europa ville være et åbent område, hvor mange mindre politiske enheder konkurrerer om at udvikle de bedste institutioner.

Det indebærer ikke et svagt indre marked.

Tværtimod skulle EU være konsekvent med at sikre fri handel, frie kapitalbevægelser og adgang på tværs af grænser. Men Unionen skulle være mere tilbageholdende med at ensrette de nationale regler bag markedet.

Det er vigtigt, at tankeeksperimentet ikke gør Hayek til en nutidig brexiteer. Allerede i 1939 argumenterede han for en europæisk mellemstatslig føderation. Den skulle sikre fred, frihandel og en fælles retsorden og forhindre medlemsstaterne i at diskriminere varer, kapital og borgere fra andre lande. Men den føderale myndighed skulle have begrænset mulighed for at føre en detaljeret økonomisk politik.

Det liberale består i det åbne marked, den begrænsede magt og de generelle retsregler. Det konservative består i respekten for historisk udviklede nationer, institutioner og politiske forskelle. EU skal være stærkt nok til at beskytte konkurrencen mellem Europas virksomheder og borgere, men for begrænset til at afskaffe konkurrencen mellem Europas samfundsmodeller. Det er også en udfordring til de samfundsvidenskabelige fag. Hayek behøver ikke gøres til facit. Men han bør behandles som mere end et navn i et pensumafsnit om liberalismens historie. Hans spørgsmål om spredt viden, magtbegrænsning og institutionel konkurrence bør afprøves på tidens konkrete problemer.

Efter Murens fald talte man om markedsøkonomi og liberalt demokrati som Europas politiske og økonomiske mål. I dag bevæger EU sig i retning af et teknokratisk-dirigistisk demokrati, hvor markedet består, men i stigende grad underordnes politisk fastlagte mål. En Hayek-rapport ville spørge, om Europas stagnation netop begynder dér.

I kommende økonomer, jurister og statskundskabere bør derfor ikke kun spørge, hvordan Europa kan styres mere effektivt. I bør også spørge, hvor meget af Europas dynamik der skyldes, at kontinentet aldrig tidligere har været styret fra ét sted.