af Astrid Johanne Høg, journalist
At Katherine Diez udgiver en selvbiografi, er ikke ligefrem overraskende. Hendes opsigtsvækkende plagiatsager, der forårsagede hendes fald fra kulturelitens tinder, kalder simpelthen på en selvbiografi.
Den har jeg så læst, så I ikke behøver det. Den hedder “I egen barm”, og jeg tror, det skal være en feministisk joke, der hentyder til, at Diez har fået lavet silikonebryster. Feministiske jokes behøver ikke at være sjove.
“I egen barm” skulle så være begyndelsen på Diez’ “redemption arc”. Med denne bog skulle hun bevise, at hun slet ikke behøver at plagiere. Her var hendes mulighed for at vise både dybde og refleksionsevne og dermed også vise alle kritikerne, at hendes plagiatsager ikke definerer hverken hende eller hendes talent. Det projekt er simpelthen mislykket.
Selvfølgelig er der nogle saftige lunser til pressen. Jeg oplister dem lige her, og overraskende er de ikke: Hun har altid haft problemer med mænd og søgt billigelse gennem sex, hun har en spiseforstyrrelse og Adam Price var hende utro. Det kunne alt sammen udgøre godt stof, men det bliver det ikke til i Diez’ hænder.
Det skyldes nok, at hendes selvindsigt stort set er reduceret til “x skete for mig, derfor var jeg tvunget til y”. Det er ikke hendes skyld, at hun stjal i butikker som teenager – det skyldtes den veninde, hun fik. Og så videre.
Diez er også sært optaget af sin egen berømmelse. Bogen er struktureret omkring hendes mest kendte eller opsigtsvækkende klummer og posts. Hun serverer en baggrundsinfo om tilblivelsen, der ikke er nær så interessant, som hun selv tror.
Det, hun til gengæld ikke serverer, er en sammenhængende livsanskuelse. Hun formår ikke at trække mening ud af sit liv. Hvorfor er hun for eksempel enlig, når hun ifølge eget udsagn lever for at elske og ønsker tosomheden?
I bogen beskriver hun sit forhold til Dan Jørgensen. Han tilbeder hende – i modsætning til de fleste af hendes tidligere kærester. Men da Jørgensen – der er minister på det tidspunkt – gerne vil have, at hun lader citater om politik komme til tjek eller protesterer imod, at hun lægger deres forhold på instagram føler hun, at hun mister sig selv.
Lad os prøve at se nærmere på Dan Jørgensens urimelige krav. I et interview til Elle udtaler hun, at “hun føler sig for stor til Danmark” – ikke karrieremæssigt, får hun dog indskudt. Bare åndeligt.
Dén udtalelse får Dan Jørgensens pressemand blødt op med et justeringsforslag, som hun modvilligt godkender. Det slår denne skribent som en enormt fornuftig beslutning, givet at interviewet hverken står eller falder med den udtalelse, hvorimod hendes kæreste snart ikke vil have andet at se til end at svare på kommentarer om hendes interviews.
Igen er der ingen refleksion. For er det at “miste sig selv” at tage hensyn til en partner, som man elsker? Er det “at miste sig selv” at holde bare ét forhold ude af sin Instagram? Og er Diez’ karriere vigtigere end Dan Jørgensens? Disse spørgsmål stiller forfatteren ikke. I stedet fremstilles bruddet med Dan Jørgensen som “empowering”. Til slut i bogen lægger Diez op til at forlade landet – måske vil hun til LA. Danmark er for småt til hende. Tag den, Dan!
Der er en grund til, at plagiatsager fascinerer. Alle kan komme til at begå plagiat ved en fejl, hvis de ikke tænker sig om. Men Katherine Diez’ plagiatsager var så mangfoldige og så unødvendige (for hvorfor skrive en klumme 90 % færdigt for lige at smide to plagierede sætninger ind?), at det peger på en psykologisk brist.
Hun var bange for ikke at være god nok, naturligvis. Det skriver hun i bogen. Men mere end det, peger det på en afgrundsdyb indre tomhed. Desværre kan tomme mennesker ikke skrive bøger.
Jeg giver bogen, ”I egen barm”, en ud af seks pile.
➡️ ⬜ ⬜ ⬜ ⬜ ⬜