af Mitchel Oliver, Chefredaktør på Modstrømmen
Der er noget ganske interessant ved det, der i disse dage udspiller sig i Polen.
I Polen er konflikten mellem premierminister Donald Tusks regering og den højreorienterede præsident Karol Nawrocki nu eskaleret til en regulær institutionel magtkamp.
En dommer med opbakning fra regeringsflertallet har suspenderet forfatningsdomstolens formand, politiet er blevet indsat omkring domstolen, og præsidenten har afbrudt en udlandsrejse for at vende hjem til den tilspidsede situation.
I Polen taler man om, at det var et regulært kupforsøg.
Herhjemme hører man ikke et kritisk pip fra medierne.
Forestil dig lige et øjeblik, at rollerne var byttet om.
Forestil dig, at Polens højreorienterede præsident, Karol Nawrocki, havde taget initiativ til at suspendere ledelsen af en forfatningsdomstol, der var domineret af dommere med tilknytning til Donald Tusks politiske lejr. Forestil dig, at politiet var blevet sendt ind omkring domstolen. At den siddende ledelse var blevet forhindret i at udøve sine funktioner. At statens institutioner pludselig stod over for hinanden i en regulær magtkamp.
Hvad ville overskrifterne så have lydt?
Man behøver næppe den store fantasi.
»Højreorienteret præsident forsøger at gennemføre statskup i Polen.«
»Demokratiet under angreb.«
»Nawrocki udfordrer retsstaten med autoritære metoder.«
Og der ville utvivlsomt blive skrevet analyser om, hvordan Polen var på vej tilbage mod de mørke nationalistiske kræfter, som Europa ellers troede, man havde fået under kontrol.
Men nu er det altså ikke den højreorienterede Nawrocki, der står i centrum for den seneste magtkamp. Det er den progressive Donald Tusks regering, der har taget initiativ til de dramatiske indgreb mod forfatningsdomstolens ledelse.
Og wupti! Pludselig bliver mediernes fortælling mere nuanceret.
Nu handler det om genoprettelse af retsstaten. Om nødvendige indgreb. Om juridiske opgør med fortidens politisering. Om at rydde op efter forgængerne.
Det kan naturligvis godt være, at Tusk-regeringen har juridiske argumenter for sine handlinger. Polen har gennem årevis været præget af en dybtgående konflikt om domstolenes uafhængighed, og PiS-regeringens tidligere reformer har med rette været genstand for omfattende kritik.
Men det fritager ikke den nuværende regering for at blive målt efter de samme demokratiske principper.
For det er netop her, den principielle diskussion begynder.
Demokrati er ikke en klub, hvor reglerne kun gælder for politiske modstandere. Magtens tredeling er hverken en højreorienteret eller progressiv mærkesag. Den er en grundlæggende forudsætning for et demokratisk samfund.
Og lad mig bare understrege det: Hvis en højreorienteret regering tilsidesætter institutionelle spilleregler, er det et problem. Hvis en centrum-venstre-regering gør det samme, er det begribeligvis også et problem.
Man kan ikke have én målestok for højrefløjen og en anden for venstrefløjen.
Det mest interessante er dig hvordan begivenhederne bliver beskrevet, hvilke ord der bliver valgt, og hvor hurtigt de etablerede mediers demokratiske alarmklokker ringer, når det er de højreorienterede, der begår demokratiske overgreb, mens radiotavsheden er slående, når det er de venstreorienterede, der gør netop det samme.
For ville vi have hørt om »genoprettelse af retsstaten«, hvis det var Nawrocki, der havde stået bag?
Ville kommentatorerne have været lige så forstående over for de juridiske gråzoner?
Ville man have givet ham samme benefit of the doubt?
Det er spørgsmål, der fortjener at blive stillet.
Og måske er den vigtigste pointe i hele den polske sag denne: Demokratiet bliver ikke først truet, når de forkerte mennesker får magten. Det bliver også truet, hvis vi begynder at acceptere handlinger, som vi ellers ville fordømme, alene fordi det er de rigtige mennesker, der udfører dem.
Retsstaten skal gælde for alle. Også for Donald Tusk.
Og så skal medierne til tage sig gevaldigt sammen.
De er utroværdige nok i forvejen.

