Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen

Forleden stod jeg foran Røde Kors på Nørrebrogade og kiggede på en trøje i vinduet. Den skulle med mig hjem. Jeg tog fat i døren, men den var låst. Det gav ingen mening, for jeg kunne tydeligt se mennesker derinde, som gik rundt mellem stativerne, som i enhver anden butik.

En ung pige på vej ud af døren stoppede og forklarede fænomenet til mig. Det var en såkaldt “selvbetjeningsbutik”, og for at komme ind skulle jeg bruge mit MitID.

Jeg blev stående et øjeblik længere, end situationen egentlig krævede. På trods af mine 21 år følte jeg mig pludselig som en ældre dame, der allerede har opgivet, før hun overhovedet har prøvet at forstå systemet. Efter kode og ansigtsscanning fik jeg lov at træde ind. Det var jo egentlig ret ligetil. Inde i butikken var der stille. Ingen ekspedient og ingen øjenkontakt med de andre kunder. Jeg fandt trøjen, scannede den selv, betalte og gik igen.
Alt fungerede, præcis som det skulle. Og alligevel var det svært at ryste fornemmelsen af, at noget væsentligt er gået tabt.

Det er nærliggende at betragte den slags løsninger som udtryk for fremskridt. Som endnu et skridt i retning af en mere effektiv og gnidningsfri hverdag, hvor unødvendige mellemled er fjernet, og hvor vi som forbrugere får større kontrol over vores tid. Men måske er det værd at dvæle et øjeblik ved, hvad det er for mellemled, vi uden videre accepterer at undvære.

For butikken på Nørrebrogade er ikke en undtagelse, men et symptom på en bredere udvikling i vores samfund. Vi scanner selv i supermarkedet og bestiller tøj online. Hvis du søger rådgivning i banken, bliver du sendt rundt mellem automatiske beskeder og chatfunktioner. I det offentlige, skal du navigere gennem selvbetjeningsløsninger uden nogensinde at tale med et menneske. Selv det, der tidligere var blandt de mest menneskelige områder af tilværelsen, er blevet underlagt samme logik. Dating foregår i dag gennem apps, hvor potentielle partnere sorteres, vurderes og fravælges med en bevægelse af tommelfingeren. Går man en tur næsten hvor som helst, vil de fleste være fraværende med deres støjreducerende AirPods.

Der er en indlysende rationalitet i den udvikling. Den sparer tid, reducerer friktion og gør hverdagen mere overskuelig. Men den hviler også på en bestemt forestilling om, hvad der er værdifuldt, nemlig det, der kan optimeres.

Problemet er blot, at noget af det, der giver vores liv tyngde, netop ikke lader sig optimere.
Filosoffen Hannah Arendt beskrev det menneskelige fællesskab som noget, der opstår i det, hun kaldte ”det fælles rum”, hvor vi ikke blot eksisterer side om side, men træder frem for hinanden gennem ord og handlinger. Det er ikke et rum, der kan reduceres til funktioner eller effektivitet, fordi det netop afhænger af det uforudsigelige og det uplanlagte.

Det er præcis den type rum, der hastigt er ved at forsvinde fra vores samfund.

Samtidig vokser ensomheden. Næsten 470.000 danskere oplever svær ensomhed, mens antallet af singler fortsætter med at slå rekord. Ifølge Danmarks Statistik lever omkring 1,7 millioner mennesker alene, og for mange er det ikke et aktivt valg, men en tilstand, de har svært ved at ændre.

Det er et paradoks, der burde give anledning til eftertanke. For hvordan kan det være, at vi på én gang har gjort det lettere end nogensinde at komme i kontakt med andre, og samtidig sværere at skabe relationer? En del af svaret ligger i den måde, vi har omformet mødet mellem mennesker til noget, der skal styres og optimeres. Hvor relationer tidligere ofte opstod i det tilfældige og uforudsete, foregår de i dag i stigende grad i systemer, hvor alt er til vurdering, og hvor det næste altid er et swipe væk.

Det betyder ikke, at teknologien i sig selv er problemet. Den har uden tvivl gjort meget lettere og mere tilgængeligt. Men det ændrer ikke ved, at vi sjældent taler om, hvad der forsvinder samtidig. Spørgsmålet er derfor ikke, om udviklingen er effektiv. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der er værd at bevare. Er vi villige til at acceptere de konsekvenser, der følger med, når effektivitet bliver det primære kriterium for, hvordan vi indretter vores hverdag.

Vi bliver nødt til at tage ansvar for det fælles rum som en reel forpligtelse. Et ansvar over for hinanden, over for det samfund vi er en del af, og over for de generationer, der kommer efter os. Det ansvar viser sig i viljen til at vælge det rigtige, også når det er det mindst bekvemme. Så vælg den bemandede kasse, selv når scan-selv er hurtigere. Kig op, når du går på gaden. Gå ind i butikken i stedet for at bestille endnu en pakke, og stig på bussen forrest, og giv et nik til chaufføren. Accepter, at ikke alt behøver at være effektivt. For det er i de små, tilsyneladende ubetydelige møder, at noget af det mest betydningsfulde stadig finder sted.