af Kasper Støvring, forfatter og konservativ debattør 

Det er et interessant fænomen, at flere meningsdannere er begyndt at bevæge sig bort fra den liberale tendens til at fokusere alt for meget på individuel frihed, velstand og formelle rettigheder.

Kommentator på Berlingske, Amalie Lyhne, der i årevis har bekæmpet de ”nationalkonservative”, er begyndt at skrive islam- og indvandringskritiske indlæg. Måske fordi hun selv har mærket indvandringens konsekvenser, måske fordi det ikke har karrieremæssige konsekvenser for hende at melde ud nu, måske fordi problemerne er blevet meget større, blandt andet takket være personer som hende selv.

Men fred være med det; vi har brug for alle kræfter for at bevare Danmark som et land med en stærk sammenhængskraft.

Andre liberale bliver i stigende grad konservative. Det gælder blandt andre Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh og administrerende direktør for Berlingske Anders Krab-Johansen. De to er også interessante som vidnesbyrd om det, man kunne kalde den kommunitære eller fællesskabsorienterede vending i samfundsdebatten.

Den vending understreger netop, at værdier som frihed, velstand og rettigheder er særdeles vigtige, men må afbalanceres af hensynet til fællesskaberne, til familien, civilsamfundet, vores land og til dyder og moral. Ja, måske er dette endnu vigtigere, mere fundamentalt.

Den styrende tankefigur i Krab-Johansens glimrende bog ”Fri os fra den værdiløse borgerlighed” er spiralen. Krab-Johansen begynder med det, han anser som det mest elementære, med individet, og bevæger sig derfra i spiralform udad mod familien og bredere hensyn. Det er på sin vis en forståelig begyndelse, for vi skal værne om individet som et retssubjekt. Vi skal ikke tilbage til klansamfundet eller den statslige totalitarisme.

Men hvad nu, hvis man tog et klart konservativt skridt og argumenterede for, at spiralen ikke begynder med individet, men med familien? Det synes både oplagt og nødvendigt. For et syn på tilværelsen, der baserer sig på individualismen, har mindst tre problemer.

Det første er menneskeforståelsen. Hvad er et individ? Individet findes kun i en abstraktion. Når jeg spørger, hvem jeg er, svarer jeg mig selv: Ægtefælle til Marianne, far til Ingrid, søn af Ebbe og Bodil, borger i Sorø, Danmark og Vesten, ven og kollega med den og den, og så videre. Min identitet er allerede fyldt ud af alle de relationer, jeg indgår i.

For det andet begynder individualismen med det, der adskiller os fra hinanden i modsætning til det, vi deler med hinanden – vores sociale bånd, dyder og pligter, alt det, der gør os robuste og gør os i stand til at hjælpe andre. Vi skylder andre det meste i vores liv. Det er denne indlejring i fællesskaber, der gør os til moralske personer.

For det tredje munder individualismen næsten altid ud i kravet om stadig mere frigørelse for den enkelte. Individualismen kan vanskeligt fungere som en bremseklods for progressive strømninger. Tydeligst ser vi det i de liberales ændrede forhold til velfærdsstaten. Engang blev den kritiseret for at være formynderisk, men nu omfavnes den, fordi den er blevet et instrument til at frisætte individet fra forpligtende fællesskaber.

Det kan være børn, der frisættes fra forældrene. Et eksempel er abortloven, hvor piger under 18 år ikke længere skal have forældrenes samtykke til abort. Det kan være ægtefællers frisættelse fra konservative normer. Et eksempel er barselsloven, hvor faren og moren ikke længere frit kan bestemme over barselsperioden, fordi faren skal presses til at tage barsel og dermed frisættes fra traditionelle former for maskulinitet, og kvinden skal ud på arbejdsmarkedet. Det kan være kvindens frisættelse fra manden. Eksemplet er fænomenet solomødre, hvor kvinder på statens regning kan få børn uden mænd. Eller det kan være individets frisættelse fra familien, som det ses i eksempler med støtte til skilsmisser og enlige.

Mange af de ovenstående politiske initiativer er kommet fra borgerligt-liberale partier; velfærdsstaten er blevet de liberales trojanske hest for individualismen, der underminerer de forpligtende fællesskaber indefra. Konsekvensen er frisættelse, men også mere mistrivsel – ensomhed, angst, stress:

Svækkede civilsamfund og nedbrudte familier, flere skilte, flere børn med fraværende fædre, en stærkere stat, der skal bestemme over familien, flere der bor alene, solomødre, svære vilkår for de forældre, der vil passe børn derhjemme, prioritering af karriere snarere end familieliv. Det er frihedens nedadgående spiral, der snører sig sammen om det triste, emanciperede individ.

Krab-Johansen anerkender disse problemer i sin bog, men hvor finder man balancen mellem individ og fællesskab? Måske skal man begynde med fællesskabet. Et menneske, der trives, er ikke isoleret og selvtilstrækkeligt, men dybt forankret i meningsfulde relationer. Og i så fald handler det ikke så meget om at finde en balance, men om at genfinde en fundamental forståelse af mennesket som et socialt væsen.