af Malte Larsen, fhv. politisk rådgiver for Patrioter for Europa i Europa-Parlamentet
Ytringsfrihed er hjørnestenen i ethvert folkestyre. Uden ytringsfrihed, intet demokrati. Ytringsfriheden står således skrevet som en grundlæggende rettighed i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og man skulle tro, at netop denne rettighed blev håndhævet nidkært i EU.
Under seneste Europa-Parlamentsvalg blev det imidlertid klart, at repræsentanter for et alternativ til det føderalistiske samarbejde ikke har samme muligheder for at komme til orde som dem, der svinger taktstokken i Bruxelles.
Ved den såkaldte ”Spitzenkandidat-debat” arrangeret af The European Broadcast Union, der i en dansk kontekst svarer til en partilederrunde, blev repræsentanterne for de to EU-skeptiske grupper i Europa-Parlamentet, ID (nu ’Europæiske Patrioter’) og ECR, udelukket fra at deltage i debatten, og dermed blev ca. 25% af europæiske vælgere ikke repræsenteret ved den mest højtprofilerede debat.
Udelukkelsen skyldtes, at disse grupper nægtede at anerkende de øvrige grupper i Europa-Parlamentets selvopfundne Spitzenkandidat-proces, hvorefter spidskandidaten fra den gruppe, der får flest
mandater, bør indstilles til kommissionsformandsposten. De EU-skeptiske politikere nægtede at blåstemple denne proces, da Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at nominere en kandidat til kommissionsformandsposten, hvorfor processen egentlig var en skinmanøvre, der havde til formål at skabe demokratisk legitimitet på overfladen af en udemokratisk og indspist proces, hvor vælgerne reelt var sat udenfor indflydelse. Ville man være en del af klubben, der får et talerør til de europæiske vælgere, skulle man altså spise en skovsnegl.
EU-systemets bestræbelser på at udelukke ubekvemme synspunkter fra debatten begrænser sig dog ikke til at afskære EU-skeptiske stemmer fra de højtprofilerede debatter. Også i Europa-Parlamentet’s plenarsal, hvor EU-politikerne har mulighed for at gå hinanden på klingen og tale på vegne af deres vælgere, har etablissementet udstyret sig selv med effektive midler til at lukke munden på kætterske MEP’ere. Europa-Parlamentet har nemlig mulighed for at udstede bøder for overtrædelse af EU’s floromvundne retningslinjer, hvor MEP’erne selv agerer dommere.
Det oplevede den karismatiske britiske politiker, Nigel Farage, da han med sin ejendommelige britiske humor fremførte følgende om den nyvalgte Rådsformand og for de fleste fuldkommen ukendte belgier, Herman van Rompuy:
”You have the charisma of a damp rag, and the appearance of a low grade bank clerk. And the question that I want to ask is: Who are you? I’d never heard of you. Nobody in Europa had ever heard of you… You appear to have a loathing for the very concept of nation states. Perhaps that’s because you come from Belgium – pretty much a non-country!”
Endelig et interessant og humoristisk indspark I en ellers steril “debat” med indstuderede og lykønskninger. Endelig én, der italesatte mange europæeres følelse af, at systemet i Bruxelles var blevet for fjernt og uden demokratisk legitimitet. Sådan tænkte mange nok.
Det faldt imidlertid den daværende formand for socialistgruppen Martin Schulz for brystet, at Farage havde trådt på Europa-Parlementets ”værdighed”. Schulz krævede, at Farage skulle idømmes en bøde for polemikken i plenarsalen, hvilket den konservative parlamentsformand imødekom. Farage klagede over bøden, men i Europa-Parlamentets øverste ledelse, hvor socialisterne (S&D) og de konservative (EPP) havde absolut flertal – og EU-skeptikerne ingen repræsentation – blev afgørelsen stadfæstet: Farage skulle betale 3.000 euro, svarende til cirka 22.000 kroner.
Farage havde hverken sagt noget ulovligt, racistisk, injurierende eller andet, der efter de fleste europæiske retssystemer kan legitimere et indgreb i ytringsfriheden. Alligevel blev han dømt, og endda af sine egne politiske modstandere.
I en dansk kontekst forekommer det fuldstændig uhørt, parlamentsmedlemmer kan idømme hinanden bøder for lovlige politiske ytringer, og at der ikke i øvrigt ikke kan være plads til drillerier og polemik i Folketingssalen og udvalgene.
Men i EU er disse eksempler ikke enestående – de er tværtimod dybt symptomatiske for, hvordan ytringsfriheden gradbøjes og indskrænkes, navnlig for EU-modstanderne. Ytringsfriheden indskrænkes af floromvundne regler om parlamentets ”værdighed”, og reglerne håndhæves af politikere, som misbruger reglerne i et politisk øjemed til at undertrykke de kritiske stemmer, der går imod strømmen af globalisering, masseindvandring og mere overstatslig undertrykkelse.