Hvad var dråben, der fik dig til at sige “nu er det nok” og opsige din stilling i Forsvaret?

Der var en masse ‘små’ dråber der fik bægeret til at flyde over. Mest overordnet var det, at vi i over to år nu har haft en krig i Europa, hvor politikerne har indgået aftaler med påståede løft af Forsvaret (endda massive løft), men at enhederne, intet har mærket. Tværtimod. Der er besparelser, og jeg synes egentlig ikke det føles meget anderledes end dengang i 2013, hvor man skar 15% af budgettet. Øvelser aflyses, der mangler ammunition til træning. Der er intet gjort i forhold til vores soldaters kontraktforhold, således at vi kan holde dem i længere tid. Der skal handles nu, men der bliver talt for døve ører. Det er som om, at politikerne ikke fatter alvoren. Ligeledes at man holder fast i den nuværende organisation, som tydeligvis ikke virker – her tænker jeg på styrelsesmodellen.

Vores forsvarschef er reelt ikke forsvarschef. Han kan ikke bestemme over personellet, materiellet eller etablissementerne (eksempelvis kasernerne). Og hvor meget chef er man så? Vi har brug for en chef, der har ansvaret for hele sit område – og ministeriet har jo tydeligvis ikke kunne magte opgaven.

Jeg var i en enhed der træner soldater til at kunne indgå i den stående styrke – den professionelle hær. Her gennemgår man 8 måneders uddannelse for så som udgangspunkt at få kontrakt, der hvor man er blevet uddannet. Få uger inden deres uddannelse var slut, fik soldaterne af vide, at der ikke var plads til dem i Livgarden. Hvad er det for en måde at behandle vores personel på?

I dagligdagen er der adskillige frustrationer. Der mangler noget så simpelt som køretøjer til at kunne fragte os frem og tilbage til skydebanen. Nogle gange kan man ikke få byttet sin ødelagte uniform, fordi der ikke er flere på lager. Jeg oplevede adskillige gange i lange perioder, at vi ikke kunne anvende vores taktiske køretøjer, fordi der manglede mekanikere og reservedele. Når vi er ude og øve i skoven, er der ikke nok ammunition, og vi er så kraftigt begrænset af besparelser, at vi ikke kan udbetale overarbejde. Og hvis man vil have gode soldater, der kan vinde på kamppladsen, så kræver det, at man bruger rigtig meget tid på at øve sig.

Jeg mistede simpelthen troen på, at det bliver bedre. Jeg orkede ikke mere at møde glad på arbejde, og gå frustreret hjem. At føle man løber panden mod muren, og samtidig høre, hvordan politikerne er åh så stolte over det ”ambitiøse” og ”massive” løft af forsvaret. Men forsvaret lige nu, og de sidste mange år, har været i en afviklingsfase.

Da vi var i Afghanistan, kunne vi hvert halve år, flere år i streg udsende en bataljon på 600-750 mand. Sidste år måtte vi trække danskerne hjem fra Letland efter det andet hold, som jeg selv var med på, fordi hæren var i knæ.

Hvordan føles det at udleve drengedrømmen om at blive officer og tjene sit land, og så ende med at kaste håndklædet i ringen?

Det føles lidt som et forlist ægteskab. Noget jeg troede jeg ville være i mange år, braste efter få år som officer. Men jeg har oplevet rigtig mange spændende og fede ting i mine næsten ni år. Gode kammerater og spændende udsendelser og oplevelser. Men jeg havde bare svært ved at være optimistisk omkring fremtiden. Og jeg har det også sådan, at det man laver, skal gøre en glad. Og det var bare ikke tilfældet mere. Særligt når man får en familie, så ændrer ens prioriteter sig. Og vil jeg være væk i ugevis på øvelser, for noget jeg ikke troede på, på bekostning af at være sammen med min familie?

Du har førhen udtrykt dine frustrationer over Forsvarets prioriteringer. Hvilke prioriteringer er ifølge dig de mest åndssvage?

Altså jeg må bare sige, at jeg kortsluttede fuldstændigt da jeg hørte, at man brugte hundredtusindvis af kroner på at lave en podcast med en komiker med det formål at hverve officerer. Da jeg så forsvarets brandingvideoer fra tidligere i år, som også kostede en formue, var jeg lamslået. Jeg tror, at Forsvaret er blevet for civilt. Og det hænger nok sammen med styrelsesorganisationen, som propper nogle logikker hen over Forsvaret, som slet ikke giver mening.

Helt overordnet tror jeg, at der mangler en strategi. Jeg synes, at man bør kigge mod Norge og nærmest lave en copy paste. Det virker til, de både tager situationen seriøst, har en offentlig debat (hvor selv Forsvarschefen deltager) og handler derefter.

Hvad siger dine tidligere kollegaer til din beslutning? Føler du, at flere har samme frustrationer som dig?

Ja, der er rigtig mange med de samme frustrationer. Jeg tror, de fleste har dem. Min årgang på officersskolen blev udnævnt i januar 2021. Jeg tror efterhånden, vi er over en tredjedel, der er gået civilt. Og det er altså skidt for fremtiden.

Men der er heldigvis mange af mine kollegaer, der kan rumme det bedre, end jeg kan. Jeg har fået rigtig mange positive reaktioner på min ‘smækken med døren’. Jeg skrev et farvelbrev til forsvaret på Altinget, og den fik jeg virkelig mange positive reaktioner på. Også fra folk jeg ikke kendte og fra folk med flere stjerner end jeg. Det havde jeg faktisk ikke forventet.

Hvis du var Forsvarsminister og rent faktisk kunne ændre nogle ting i Forsvaret, der ville få flere til at blive, hvad ville det første, du ville gøre, så være?

Jeg vil faktisk starte med at sige, at jeg har stor respekt på vores Forsvarsminister. Han kunne have valgt et nemmere ministerium og fokusere på at få styr på sit parti. Men det virker til, at han virkelig tager opgaven på sig med at få styr på biksen. Men det er også derfor, det undrer mig, at han ikke kan se, at det er selve organiseringen af Forsvaret, der er helt galimatias.

Så det første jeg ville gøre, ville være at lave organisationen om, så Forsvarschefen reelt blev chef for hele området igen. Jeg ville sørge for, at man lavede nogle ordentlige kontraktformer, så folk kunne se sig selv blive i forsvaret i længere tid end jeg. Men det er måske nemmere sagt end gjort. Derudover skulle vi se, om ikke vi kunne gøre det lidt mindre civilt, så der igen kunne komme fokus på kerneopgaven. Og det er at vinde krige.

Mange unge mænd og kvinder drømmer om en karriere i Forsvaret, præcis ligesom du selv gjorde. Hvad er dit bedste råd til dem?

Mit bedste råd ville være at springe ud i det. Giv det et skud. Alle de nederen ting man oplever under sin tid som soldat, gør en stærkere. Både mentalt og fysisk. Så det skal man tænke over, når man har ondt af sig selv på øvelser osv.

Så vil jeg også anbefale, at man undersøger alle de forskellige ting, man kan i Forsvaret. Det er ikke bare skyttegrave, kampvogne og håndgranater. Der er rigtig mange forskellige og fede ting, man kan lave.

Skulle jeg gøre noget om, tror jeg, at jeg også ville prøve søværnet af, da jeg var yngre og havde muligheden. Også selvom jeg ikke var i tvivl om, at det var i hæren jeg hørte hjemme.

Hvad siger den manglende økonomiske støtte til Forsvaret om Vestens politiske prioriteter?

De europæiske lande har siden den kolde krigs afslutning høstet af den såkaldte fredsdividende. Man har skåret ned på forsvaret, og brugt pengene på velfærd. Både politikerne og til en vis grad også markante dele af det militære etablissement har haft den opfattelse, at der ikke var behov for flere og større enheder, mere materiel og krudt, fordi de krige vi ville blive involveret i, ville være stabiliseringsoperationer.

Man har simpelthen været naiv og lavet en dårlig analyse. De officerer der var uenige i denne analyse, blev ikke topgeneraler. Efter dette burde det være gået op for os, at der var behov for at prioritere Forsvaret, men man gjorde intet. Rusland gik ind i Georgien i 2008 – og det fik ingen konsekvenser for dansk forsvarspolitik.

I 2013 rundbarberede man forsvaret ved at skære 15% af budgettet. Året efter tog Rusland Krim – og igen ingen reaktion. Så kom forliget i 2017, hvor man talte om et ‘substantielt løft’, hvilket ikke var sandt, idet man ikke engang kom op på niveau før man skar de 15%.

Nu påstår man så, at der er kommet et wake-up-call i Vesten efter 22 februar 2022. Det synes jeg bare er svært at se, når jeg ser ind i Forsvaret i dag. Der sparer man. Jeg frygter lidt, at så snart der kommer en eller anden form for fred, så kommer de lovede milliarder til forsvaret til lige pludselig at skulle bruges på noget andet. Måske på et supersygehus eller en hjælpepakke til en eller anden gruppe vælgere, som regeringspartierne vil have fingrene i.

Hvis Vesten ikke opruster markant, hvad er så de langsigtede konsekvenser?

De langsigtede konsekvenser er jo sådan set, at vi ikke kommer til at være i stand til at forsvare os, såfremt der kommer en militær konfrontation. Det har også den meget uheldige effekt, at vi ikke længere afskrækker vores modstandere, således at de egentligt kan gøre, hvad der passer dem.

Er Vesten blevet en civilisation, der er bange for at vise militær styrke?

Altså – jeg tror, at Danmark og danskerne godt kunne begynde at forberede os mentalt på, at krig kan komme. At noget er værd at kæmpe – og dø – for. At vi hylder ukrainernes forsvarsvilje og patriotisme og lader os inspirere af det.

Og er vi bange for at vise militær styrke? Altså Europa har ingen militær styrke. Der er ingen robusthed. Ingen dybde. Polen og Finland som måske de eneste undtagelser. Prøv bare at se hvor uduelige Tyskland og Frankrig har været i forhold til deres støtte til Ukraine.