Af Rami Zouzou, cand.mag. historiker og forfatter

De parallelsamfund, vi ser mange steder i Danmark i boligområder, hvor der hersker sharialov og negativ social kontrol, er ikke udelukkende opstået på grund af årtiers lempelige udlændingepolitik – selvom det er konsekvenserne heraf, vi i disse år oplever. Parallelsamfund er resultatet af en uhellig alliance mellem NGO’er, kommuner og skiftende regeringer, som via milliondyre integrationsindsatser har givet borgere primært med muslimsk baggrund mulighed for at isolere sig selv bag de udsatte boligområders beskyttende mure og leve i henhold til værdifællesskaber, der bygger på Koranvers frem for Grundlovens paragraffer.

Med den nye regering ser det dog desværre ud til, at fortidens integrationspolitiske synder er glemt, og at mere religiøs kontrol og islamisme igen truer med at ride vores samfund som en mare.

Hvis man var ung i Danmark i 1990’erne og op igennem 00’erne og samtidig bekendte sig til islam, var der ingen grænser for mulighederne i det land, mange måske nok var født i, men som man kulturelt og socialt aldrig blev en del af. Man kunne frit leve efter islamiske normer, dyrke idræt i foreninger primært for muslimer; når man var giftemoden, indgik man ægteskab med en person, der også bekendte sig til islam.

Om det var af kærlighed betød mindre. Så længe man havde en fælles overenskomst i troen, var alle glade. Set udefra kan det virke en smule paradoksalt, at man generation efter generation ikke gjorde det mindste forsøg på at tilpasse sig det land, man bor i.

Men hvorfor egentlig? Hvad skulle motivationen være til at integrere sig socialt eller kulturelt? For rundt omkring for mange af disse unge opstod der jo en kæmpe industri af velmenende integrationsindsatser oprettet af en uhellig alliance mellem boligsociale og kommunale medarbejdere, der arbejdede efter et udefineret fælles kodeks, der hed noget i retning af tværkulturel kommunikation og forståelse.

Begrebet gik i sin enkelthed ud på at feje alle handlinger, uanset hvor brutale eller afstumpede de var – ind under tværkulturens hellige bedetæppe, for man måtte jo ikke stille krav til folk, der kommer fra en anden kulturkreds. Tværtimod opbyggede man et system, hvor politikere ønsker “Eid Mubarak”, og samfundets institutioner bruges til ramadanmiddage.

I dag betaler vi så prisen for denne uhellige alliance og de tværkulturelle sværdslag. Vi betaler prisen for, at personer, der ligesom vores nuværende Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Samira Nawa (R), i årevis har ment, at statsborgerskab skulle gives i fødselsdagsgave uden krav om, at man socialt og kulturelt føler sig som en del af det vestlige fællesskab. Og den stakkels polsk-britiske studerende, Henry Nowak, har desværre betalt den højeste pris for, at det tværkulturelt klerikale i årevis har tudet politikere, lovgivere og ordenshåndhævere ørene fulde med, at man for alt i verden ikke må møde folk, der har en anden tro eller hudfarve, med krav og konsekvens, men med eftergivenhed, der er pakket ind i begrebet tværkulturel kommunikation og forståelse.

Årtiers integrationspolitiske projekter, der havde sit udspring i den tværkulturelle kommunikation og forståelse, blev dermed en syltekrukke for mange muslimer, hvori de kunne skjule deres afstumpede adfærd og samfundsnedbrydende normer og aldrig møde konsekvensen af deres handlinger. Det tjente ikke andet formål end at berige den uhellige alliance med projektmidler, mens samfundet betalte prisen med øget social kontrol, begrænsninger af ytringsfriheden og parallelsamfund – og Henry Nowak med sit liv.

Men vi skal aldrig tilbage dertil. Vi skal for alt i verden fastholde kravet om, at hvis man opholder sig i Danmark, så har man en forpligtelse til af egen drift og vilje at tilpasse sig samfundets normer. Ikke kun økonomisk, men i særdeleshed også kulturelt og socialt. Det er ikke det danske samfunds pligt at ønske “Eid Mubarak” eller afvikle ramadanmiddage, men det er muslimers pligt at respektere danske normer – socialt, kulturelt og lovgivningsmæssigt.

Så selvom det nye regeringsgrundlag er blottet for tiltag om udlændinge og integration, så må vi aldrig lade Enhedslisten og De Radikales venner i de uhellige alliancer, hvis mange indsatser gødede jorden for parallelsamfund og islamisme, få magt, som de har agt. Det skal være slut med at acceptere særlovgivning og særkrav under parolen tværkulturel kommunikation og forståelse. For vi har ingen forståelse for dem, der hellere vil efterleve koranens suraer frem for Grundlovens paragraffer. Uanset hvor de er født. Hertil er der langt bedre alternativer i MENAPT-regionen.

For den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvorfor man som barn af flygtninge fra for eksempel Afghanistan absolut insisterer på at importere den kultur, der engang fordrev ens familie. Men det er egentlig også ligegyldigt, hvad jeg forstår og ikke forstår. For ingen såkaldt offentligt finansieret integrationsindsats skal i fremtiden få lov til at dominere udlændinge- og integrationsindsatsen i Danmark, hvis vi da vil undgå, at religiøs kontrol og islamisme fortsat truer med at ride vores samfund som en mare.