Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

For tiden bliver der talt om toksisk femininitet og unge kvinders venstredrejning. Flere undersøgelser viser en voksende politisk og kulturel kløft mellem unge mænd og kvinder i Vesten.

Mange mænd reagerer på denne udvikling med vrede mod feminisme og kvinder. På dele af venstrefløjen reduceres kvinder ofte til politiske symboler, der kun er værd at forsvare, så længe de har de rigtige holdninger. Men det er især på den dissidente højrefløj, at man ser bitterhed over for kvinder.

Problemet er ikke først og fremmest kvinder. Problemet er mandlig afmagt.

Hvis mænd ønsker respekt og stabilitet, kræver det mere end vrede analyser af feminisme. Det kræver, at mænd igen gør sig tillidsværdige. I stedet brokker flere mænd sig over feminisme og kvinder, hvor flere mener, at det var en kæmpe fejl at give kvinder stemmeret, og at kvinder skal tvinges tilbage i køkkenet og væk fra det offentlige rum.

Dette kvindesyn er historieløst.
1950’erne og 1800-tallet var en historisk anomalitet, hvor kvinder i middelklassen gik hjemme på grund af industrialiseringen. Det er ikke den historiske norm. Før industrialiseringen arbejdede mænd og kvinder side om side i hjemmet, da hjemmet var en økonomisk producerende enhed. Langt størstedelen af befolkningen var også bønder. Da arbejdet rykkede ud af hjemmet, rykkede mænd og arbejderklassens kvinder ud, mens middelklassens kvinder blev i hjemmet som et tegn på status. Dette husmor-ideal var primært et vestligt middel- og overklassefænomen.

Hele ideen om 1950’erne og 1800-tallet som et slags ideal passer derfor ikke i forhold til næsten hele menneskehedens historie.

Så er der spørgsmålet om stemmeret. Før den industrielle alder havde ingen af kønnene stemmeret. Da stemmeret endelig blev givet, var det langt fra alle mænd, som havde ret til det – det var kun mænd med en vis status og jord.

Til de mænd, som nu mener, at kvinder skal fratages stemmeretten, må man spørge: På hvilken basis?

Den amerikanske debattør Andrew Wilson hævdede på Triggernometry, at kvinder ikke burde have rettigheder, fordi de er fysisk svagere, og at rettigheder kun eksisterer, når de er understøttet af magt. Det udsyn hører til i realpolitikkens sfære – men det betyder også, at ingen i sidste ende har rettigheder. De stærke gør, hvad de vil, og de svage lider, hvad de må.

Følger man den logik, havde de fleste mænd historisk heller ikke rettigheder. Kvinder havde endnu færre, og børn havde ingen. Men hvis vi udelukkende tænker i magt, må vi gå hele vejen: Har kvinder ret til ikke at blive voldtaget? Har børn ret til ikke at blive dræbt? Hvis rettigheder kun eksisterer gennem magt, eksisterer de i praksis ikke som rettigheder, men som midlertidige privilegier.

Sjovt nok er Wilson en kristen nationalist, og man ville forvente, at en kristen nationalist i det mindste har et kristent inspireret syn på, hvilke forpligtelser de stærke har i brugen af deres magt. Ellers lyder han i bund og grund som hvad man kunne forvente af en person, der kun tænker i magtstrukturer.

Rettigheder fungerer selvfølgelig kun, når de håndhæves, og kvinder håndhæver dem i sidste ende gennem mandlig magt mod andre mænd. Men det ændrer ikke ved det afgørende spørgsmål: hvilke rettigheder vi bør håndhæve – og hvorfor.

Vi lever i et samfund formet af et verdenssyn, hvor fysisk styrke ikke er det højeste princip. Det stammer i høj grad fra kristendommen, som var radikal i sin insisteren på menneskers ligeværd og på, at styrke indebærer forpligtelser.

Hvis flere mænd ikke tror på dette verdensbillede og kun tænker i magt, er de ikke meget bedre end store dele af venstrefløjen, som også kun tænker i magt og dominans.

I stedet for at bebrejde kvinder for alle samfundets problemer bør vi stille et mere ubehageligt spørgsmål: Hvad har mænd selv gjort for at gøre sig tillidsværdige?

Når mænd på den amerikanske højrefløj ydmyger unge og uvidende kvinder på Whatever-podcasten, inklusive Andrew Wilson, er det ikke et tegn på lederskab.

Hvis mænd ønsker respekt, stabilitet og stærke familier, kræver det mere end vrede analyser af feminisme. Det kræver, at mænd igen påtager sig ansvar – ikke som dominans, men som forpligtelse. Historisk har mandlig styrke ikke kun været et spørgsmål om magt, men om selvbeherskelse, beskyttelse og viljen til at bære byrder, som andre ikke kan.

Problemet i dag er ikke, at kvinder har fået for mange rettigheder. Problemet er, at pligterne er forsvundet – for begge køn. Flere mænd glemmer, at kvinders tillid til mænd er faldet efter den seksuelle revolution. Kvinder har svært ved at stole på mænd efter den mådeholdsløshed, som den seksuelle revolution medførte, og som førte til fremkomsten af hookup-kultur, pornoforbrug og opløste familier.

Mange mænd på højrefløjen er kun alt for villige til at kritisere feminisme og kvinders adfærd, men
reagerer aggressivt, når kritikken rettes mod mænds eget ansvar og egne svigt. Hvis højrefløjen vil være et reelt alternativ, må den tilbyde mere end blot vrede mod kvinder. Den må formulere en positiv vision for samarbejde mellem mænd og kvinder, hvor rettigheder ikke afhænger af fysisk styrke, men af et fælles moralsk grundlag.

Det indebærer også at erkende, at kvinder ikke vender sig mod staten ud af ideologi alene, men ofte fordi de ikke føler, at de kan stole på mænd. Staten bliver en erstatning, når forholdet mellem mænd og kvinder svigter.

Derfor er løsningen ikke at fratage kvinder rettigheder, men at gøre mænd værdige til den tillid, et velfungerende samfund kræver.

Stærke samfund skabes ikke af mænd, der ikke ønsker, at kvinder må eksistere i det offentlige rum – men af mænd, der er stærke nok til at bære det ansvar, som friheden kræver.