Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

Danmark var i 1969 det første land, som frigjorde pornoen. Fortalerne for den seksuelle frigørelse hyldede pornografiens lovliggørelse som en sejr.

Efter pornoens indtog har 80 procent af adspurgte unge danskere siden oplevet en form for hård og dominant seksuel adfærd, ligesom hookupkulturen er blevet normaliseret.

Unge danskere er så seksuelt frigjorte, at det er normalt at have sex mellem første og tredje date, fordi man skal prøve hinanden af først. Hvis ikke der er nogen fysisk kemi, er der ingen grund til at forpligte sig følelsesmæssigt, er rationalet. Dette normaliseres yderligere af datingapps, hvor præmisserne for dating er uklare, mens et manglende fælles netværk betyder, at der ikke er nogen, som man står til ansvar for udover sin egen samvittighed.

Med den datingkultur er det måske ikke så mærkeligt, at så mange unge skriver ind til Politikens dating-spalter og brokker sig over ikke at kunne finde en passende partner. Men det er jo et individuelt valg, vil den liberale feminist indvende!

Hun – den liberale feminist – har siden 1990’erne haft sin helt egen heltinde i form af Carrie Bradshaw fra Sex and the City. Serien blev dengang opfattet som banebrydende og epokeskabende, fordi Carrie Bradshaw nu var fri til at have sex som en mand (selvom hun ironisk nok ender med en følelse af kontroltab). Endelig var kvinder frigjorte!

Men er de nu også det? Ikke hvis man spørger den britiske forfatter og konservative feminist Louise Perry. I bogen The Case Against the Sexual Revolution skriver hun, at den seksuelle revolution primært har været til fordel for en lille gruppe af højstatusmænd, som nu ikke længere behøver at forpligte sig på de kvinder, som de er intime med.

Mens kvinder før p-pillens indtog havde en undskyldning for at sige nej til sex, var der med p-pillens indtog ikke rigtig længere nogen grund til at sige nej. Som en kvinde i Louise Perrys bog udtrykker det, så var det lettere bare at have sex efter en date, i stedet for at skulle bøvle med at sige nej.

Køn er ikke blot en social konstruktion

Selvom feminister siden anden generations bølge har hævdet, at mænd og kvinder er ens, så passer det ikke. Det er kvinder, som bliver gravide, og det er kvinder, som føder børn – mænd kan ingen af delene, ligegyldigt hvor meget venstrefløjen insisterer på noget andet. Og den sårbarhed gør kvinder mere selektive og forsigtige, når de vælger en partner. Fødslen kan i sidste ende være livsfarlig, selvom moderne medicin har fjernet denne risiko i vestlige lande, men sådan var det ikke altid. For mænd vil risikoen være økonomisk. Det er altså ikke det samme. P-pillen ankom for ca. 70 år siden, men det ændrer ikke pludselig på 300.000 års biologi.

Der står meget mere på spil for kvinder, inklusiv deres fysiske sikkerhed, da mænd som regel er stærkere end dem. Evolutionært set koster det meget mindre for mænd at have sex, da de ikke skal igennem disse forløb – disse parringsstrategier er derfor ikke en social konstruktion.

Det ses tydeligt på universiteterne: På campusser, hvor der er flest mænd, er kvinder i mindretal og har derfor større forhandlingskraft. Det fører typisk til en kultur, hvor monogame forhold er normen. På campusser med flest kvinder er det derimod mændene, der sidder med fordelene, og det skaber ofte en mere løs og uforpligtende datingkultur. Flere studier viser denne sammenhæng.

Andre eksperimenter fra 1978 og 1982 viste en markant forskel i mænd og kvinders tilgang til sex. Når mandlige deltagere tilbød tilfældige kvinder sex, sagde ingen ja. Men når kvindelige deltagere stillede det samme spørgsmål til tilfældige mænd, svarede omkring 75 procent ja. Nogle vil indvende, at ikke alle kvinder er sådan, og at nogle kvinder har en høj libido. Eksempelvis OnlyFans-stjernen Bonnie Blue, som er kendt for at have haft sex med over 1.000 mænd på lidt over et døgn. Det er rigtigt, at i en verden med 8 milliarder mennesker vil denne type kvinde eksistere. Men med blot en smule intellektuel ærlighed ved de fleste, at hun ikke er normen – hun er snarere undtagelsen, et slags bevis på, at enhjørninger eksisterer. Hvis man vil kunne tale om tendenser i en befolkning, må man tage udgangspunkt i flertallet og generalisere. Minoriteten udgør ikke normalen, og det gavner ikke samfundet som helhed at opløse etablerede normer for at imødekomme undtagelserne.

Mænd scorer gennemsnitligt højere i socioseksualitet, som er betegnelsen for en persons prædisposition for at indgå i seksuelle forhold uden følelsesmæssig forpligtelse eller langvarig binding. Det betyder typisk, at man ønsker flere og mere skiftende seksuelle partnere og lægger mindre vægt på forpligtelse og eksklusivitet.

Biologisk giver det mening: Det er ikke mænd, der risikerer graviditet eller fysisk sårbarhed. Også parringsmæssigt er logikken klar, for mænd kan enten vælge at blive fædre i et fasttømret forhold eller forsøge at sprede deres gener ved at have sex med så mange kvinder som muligt uden forpligtelse. Kvinder derimod kan ikke undslippe konsekvensen af en graviditet, medmindre de får en abort – og den fysiske og psykiske omkostning ligger derfor i langt højere grad på kvinden end på manden. Fri abort er den anden side af p-pillen og den seksuelle frigørelse. Det er værd at bemærke, at Playboy-grundlæggeren Hugh Hefner støttede både p-pillen og aborten – netop fordi det sænkede omkostningerne ved løssluppen sex og dermed især gavnede mænd som ham. Det burde som minimum mane til eftertænksomhed.

Den seksuelle revolution er blevet solgt som en kæmpe succes, men folk er nu langsomt ved at sætte spørgsmålstegn ved den. Det er Generation Z, specielt unge mænd, som er mere højreorienterede og mere kritiske over for den konstante normopløsning, muligvis fordi de yngre generationer har flere fraskilte forældre, og børn af fraskilte forældre vil i sagens natur have svært ved at opfatte den seksuelle revolution som noget entydigt positivt, fordi de har lidt under den.

Vi er villige til at dekonstruere fortiden, så lad os dekonstruere frugterne af den seksuelle revolution. Den moderne vestlige verden er muligvis det mest seksuelt frigjorte samfund nogensinde i menneskehedens historie. Men konsekvenserne er, at færre mennesker får børn – babyboomerne var den sidste store generation. Derefter er hver generation blevet mindre, fordi de børn, der blev født efter boomergenerationen, selv har fået færre børn end deres forældre. Færre mennesker har endda sex. Institute for Family Studies viser, at gifte par har mere sex end singler, mens antallet af voksne mellem 18-29 år, som ikke har haft sex de sidste tolv måneder, er vokset i USA. I mellemtiden er flere blevet afhængige af pornografi, folk får ikke det antal børn, de gerne vil have, hvis de overhovedet får børn. Færre bliver gift – i 2030 vil 45 procent af kvinder mellem 25-44 år i USA være single og barnløse. Halvdelen af alle børn bliver født uden for ægteskab i Storbritannien, mens størstedelen af disse ikke har boet med deres biologiske far, mens de vokser op. Det går hårdt ud over de fattigste samfundsgrupper, heraf enlige mødre. Virkeligheden er, at det kræver hårdt arbejde at opfostre et barn. Før den seksuelle revolution var ægteskabet en juridisk og social ramme, der blandt andet – måske endda primært – havde til formål at skabe det bedste fundament for at opdrage børn.

Der er med andre ord et element af luksusholdninger til sex og relationer. Data fra Institute for Family Studies viser, at Europas rigeste fortsat gifter sig og dermed sikrer stabile rammer for deres børn. Ideologien om ”fri kærlighed” rammer derimod især de fattigste grupper, som ender med konsekvenserne af faldende ægteskabsrater og fraværende fædre. De velhavende taler altså 60’ernes sprog om fri kærlighed, men lever som 50’erne.

Den seksuelle frigørelse fremstår i dag som noget helt naturligt, selvom p-pillen – dens forudsætning – kun har eksisteret i omkring 70 år, hvilket er et øjeblik i menneskehedens historie. Vi glemmer let, at vores nuværende syn på sex og relationer ikke altid har været normen, og når vi ser tilbage på tidligere tiders forholdsidealer, møder vi dem ofte med foragt. Samtidig fremstiller vi os selv som moderne og frigjorte mennesker, der ikke længere behøver ”umoderne” normer for kærlighed og forpligtelse. Der er selvfølgelig teknologiske og økonomiske faktorer, der har spillet ind i sociale forhold siden 60’erne. Men denne sociale udvikling burde i det mindste gøre os mindre sikre på, at fortiden blot var undertrykkende, mens vi i dag automatisk er frigjorte. Det burde gøre os mere modtagelige for ideen om, at der i fortidens fokus på mådehold, monogami og ægteskab måske var noget visdom, som man ikke helt kan feje til side med anklager om puritanisme og patriarki.

Den seksuelle frigørelse blev solgt som kvindernes befrielse, men den fjernede mange af de sociale og økonomiske beskyttelser, der tidligere bandt mænd til ansvar og forpligtelse. Den seksuelle frihed førte til mindre stabilitet i parforholdet, en tendens der ikke gavner kvinder, og som er specielt skadelig for kvinder med børn.

Den progressive feminist eller liberalist vil måske indvende, at det blot handler om, at mænd må opføre sig ordentligt, og at kvinder – eller individer generelt – må sætte klare grænser. Det er ikke forkert i sig selv. Men forestillingen om, at man kan befri mennesker fuldstændigt fra normer og samtidig forvente, at ingen misbruger den frihed, bygger på en utopisk idé om menneskets natur. Man kan undre sig over, hvorfor disse idéer om fri sex blev så populære i 60’erne. Det er spekulativt, men forklaringen kan være en kombination af traumerne efter Anden Verdenskrig kombineret med hurtige teknologiske forandringer, økonomisk opsving samt sekularisering af de vestlige samfund. Sammen gjorde disse udviklinger, at rammer og traditioner begyndte at fremstå som noget gammeldags og undertrykkende.

Dette betyder ikke, at vi skal være nostalgiske, for heller ikke fortiden var rosenrød. Dog må vi konstatere, at de revolutionerende sociale forandringer, vi har gennemlevet siden 1960’erne, har haft store negative omkostninger, som vi har ignoreret.

Et reelt feministisk projekt ville tilskynde kvinder til at have sex på en måde, der er sundt for kvinden i stedet for en utopisk idé om, at mænd og kvinder er ens, og at kvinder derfor kan tillade sig at være lige så promiskuøse som manden.

Et sådant reelt feministisk projekt ville i praksis indebære monogami og en besindelse på, at man venter længere, før man indleder et seksuelt forhold. Det betyder også en anerkendelse af, at ægteskab faktisk er et gode, som ikke blot gavner samfundet, men også kvinden.

I Frankrig var studenteroprørets slogan ”det er forbudt at forbyde!”. Flere årtier efter 60’erne burde vi kunne anerkende, at visse normer for seksuelle relationer faktisk beskytter og gavner både individet, parforholdet og samfundet som helhed – og ikke blot er udtryk for patriarkalsk undertrykkelse.