af Julie Tei, Kulturredaktør på Modstrømmen

I et samfund, der bryster sig af at være det moderne civilisations højborg, synes Vesten i stigende grad at ligne en karikatur af H.C. Andersens eventyr “Kejserens nye klæder”. Forskellen er blot, at hvor kejseren i historien kun var én mand, har vi kollektivt kastet tøjet i vores politik, vores kønsforståelse og vores selvopfattelse – alt sammen i jagten på en stadig mere absurd idé om fremskridt.

Politik uden klæder
Vestens politiske landskab har i mange år dyrket ideen om transparens, men det, vi nu er vidne til, er snarere en form for eksistentiel afklædthed. Politikere opererer ikke længere ud fra langsigtede visioner eller faktabaseret virkelighed, men fra Twitter-trends og TikTok-venlige soundbites. Politikken er blevet en parade, hvor beslutningstagere vogner rundt i deres usynlige gevandter, fremstillet af PR-rådgivere og pollsters, mens de lader sig klappe af et publikum, der enten ikke tør stille spørgsmål eller er for opslugt af næste afsnit på Netflix til at bemærke noget. Ironien er slående: Vi hylder demokratiets triumf, mens selve ideen om folkestyre smuldrer i hænderne på teknokrater, lobbyister og algoritmer. Når alle paroler om “folkevilje” blot er smukt broderede floskler, står den vestlige politik tilbage som et tomt, nøgent ritual – en slags realityshow, hvor vi vælger den bedste skuespiller – ikke den bedste leder.

Køn uden klæder
Hvis politikken har mistet sit tøj, er kønsdebatten gået endnu længere: vi har mistet hele garderoben. I forsøget på at dekonstruere traditionelle kønsroller er vi endt med at dekonstruere selve begrebet køn. Mennesket har altid søgt at forstå sig selv gennem
identitetsmarkører – køn, nationalitet, religion – men i jagten på frihed fra disse rammer står vi nu som individer uden pejlemærker. Det er ikke, fordi debatten om køn ikke er vigtig – det er den absolut. Men når vi insisterer på, at alle grænser er flydende, og at enhver subjektiv følelse er en ufejlbarlig sandhed, risikerer vi at ende i et vakuum, hvor selv biologiske realiteter bliver afvist som forældet mytologi. Vi er blevet så optaget af at afvise fortidens kønsnormer, at vi har glemt, at nogle normer faktisk tjente et formål: at skabe kosmos i kaos.

Selvopfattelsen uden klæder
Og hvad med os selv? Vores kollektive selvopfattelse som frie, oplyste og rationelle individer? Sandheden er, at vi i stigende grad er fanget i illusionens spejlkabinet, hvor vi konstant reflekteres tilbage på os selv gennem sociale medier og evig selvpromovering. Vi forsøger at kuratere vores liv som om det var kunstværker, men jo mere vi redigerer og filtrerer, desto mere mister vi kontakten til den grundlæggende substans: Hvem er vi egentlig? Når en generation måler sin værdi i antal likes og algoritmiske belønninger, mister vi evnen til at se verden som andet end en forlængelse af os selv. Selv den vestlige frihed, som vi bryster os af, er i mange tilfælde blevet en parodi – en frihed til at vælge mellem endeløse versioner af den samme tomhed.

En ny afklædthed
Det tragiske i vores moderne “Kejserens Nye Klæder” er, at der ikke længere står et barn, som tør råbe, at vi er nøgne. I stedet råber vi alle i munden på hinanden – og ingen lytter. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan fortsætte dette kollektive selvbedrag, før realitetens kølige vind minder os om vores afklædthed.

Måske er det tid til at klæde os på igen – ikke med illusioner, men med et nyt lag af ydmyghed, ægthed og en erkendelse af, at vi som samfund kun er stærke, når vi tør se vores egne sandheder i øjnene. For kun da kan vi tage de første skridt mod at genopbygge en verden, hvor både politik, køn og selvopfattelse har en reel substans – spørgsmålet er bare hvem der tør råbe; “han har jo ikke noget tøj på!”?