Af Liv Klingert, journalist og fast klummeskribent på Modstrømmen

Hver fjerde danske kvinde mellem 18 og 29 år har et hemmeligt ønske om at blive forsørget af en partner. Sådan lød det fra Aller Media Nordics kvindelivsundersøgelse tidligere i 2025.

At 25 procent af kvinder ikke føler, at de kan være ærlige, betyder, at noget er gået galt. Girl Boss -feminisme dikterer tilsyneladende hvordan kvinder skal leve deres liv fremfor at give kvinder mulighed for selv at forme deres liv.

Spørgsmålet er, om denne form for feminisme faktisk gavner kvinder.

De kulturelle tendenser i USA sætter ofte kursen for udviklingen i Europa. I USA er mange kvinder blevet desillusionerede med Girl Boss-idealet. Fascinationen med tradwives-fænomenet viser, at kulturen er rykket betydeligt siden Sheryl Sandberg’s ”Lean In”. Mange kvinder i USA føler, at det er umuligt at ”have it all”: selv om man på papiret har gjort alting korrekt, så er det stadig svært at få drømmejobbet og balancere det med et velfungerende familieliv.

Noget tyder på, at anden bølge feminisme ikke nødvendigvis havde alle svarene. En meningsmåling fra Yale University viser, at amerikanske kvinder i 2010erne var mere ulykkelige end kvinder i 1970erne på stort set alle parametre, selvom de havde fået mere økonomisk frihed gennem større deltagelse på arbejdsmarkedet.

Forholdene i Danmark er anderledes fra USA, hvor der er langt bedre muligheder for barsel og billigere børnepasning. Alligevel ønsker lidt over hver anden kvinde i Danmark at arbejde deltid af familiemæssige årsager, ifølge Dansk Statistik. Samtidig er dette ønske i praksis blevet vanskeligere at realisere.

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet siden 1970’erne, kombineret med øget globalisering, har bidraget til et to-indkomst-samfund, hvor de fleste husholdninger ikke længere kan leve af én indkomst. Hvor man tidligere kunne opretholde en middelklasselivsstil med én løn, er to i dag nødvendige for de fleste. At være tradwife er derfor for mange ikke et reelt valg, men et økonomisk privilegium forbeholdt dem, der har mulighed for at fravælge den anden indkomst.

På trods af tradwife-fænomenet er familie og børn nu langt nede i listen af prioriteter for unge progressive amerikanske kvinder, mens unge konservative amerikanske mænd nu vægter familielivet langt højere. Hvor pardannelse og familie tidligere var noget af det vigtigste i livet, er karriere og selvstændighed nu vigtigst for progressive unge kvinder. Selvsamme progressive unge kvinder er  mere ulykkelige end unge konservative kvinder og ældre kvinder i USA. Hvis moderne feminisme opfordrer kvinder til at gå imod nogle af de dybeste længsler i mennesket – pardannelse og at give livet videre– fungerer ideologien ikke for kvinder.

Men feminisme var ikke altid sådan.

De tidlige feminister, såsom Mary Wollstonecraft, kæmpede for kvinders adgang til uddannelse, så de kunne vokse i dyd og ansvar på lige fod med mænd. Denne feminisme anerkendte, at kvinder og mænd ikke er ens, og så moderrollen som værdig, selvom den i perioder indebærer mindre individuel frihed. Den forstod, at menneskelig frihed ikke er ubegrænset: vi er afhængige af andre, mens vi er er børn, og vi kommer til at være afhængige af andre igen, når vi engang bliver ældre. Denne relationelle del af menneskelivet havde de tidlige feminister øje for.

Senere voksede en anden gren frem –frihedsfeminisme- som søgte den samme type frihed og agens, som man fandt hos mænd. Med industrialiseringen rykkede arbejdet ud af hjemmet, selvom mænd og kvinder i den præindustrielle alder havde arbejdet sammen i hjemmet, som var økonomiske enheder, og kvinders rolle ændrede sig markant. I stedet for at analysere disse ændringer som konsekvenser af teknologisk og økonomisk udvikling, reducerer moderne feminisme i dag historien til kønskamp.

I stedet for at undersøge hvordan man kunne gøre kvinders liv bedre i takt med den teknologiske udvikling og med de biologiske realiter som livet som kvinde indebærer, forsøger progressiv feminisme at lade som om, at mænd og kvinder er ens.

Mænd og kvinder er ikke ens. Det er kvinder, der bliver gravide, føder børn og bærer de fysiske og psykiske omkostninger, som følger med. På trods af moderne medicin er graviditet og fødsel stadig forbundet med risiko og sårbarhed. Selvom p-pillen udviskede konsekvenserne af sex, så forsvinder 300,000 års menneskehistorie ikke så hurtigt fra psyken efter blot 70 år.   At lade som om disse forskelle ikke eksisterer, er utopisk tænkning – og det gør skade på kvinder.

Det har blandt andet ført til, at transseksuelle – biologiske mænd – bliver fængslet sammen med kvinder, selvom det har ført til seksuelle overfald. Transseksuelle har kunnet deltage i samme sportsgrene med kvinder på trods af mænds fysiske overlegenhed.

Anden bølgefeminisme er inspireret af tænkere såsom Simone de Beauvoir, som blandt andet er berømt for at sige, at man fødes ikke kvinde, men bliver kvinde. Denne udtalelse glemmer biologiske realiteter, og tyder mere på, at de Beauvoir ønskede at dette var sandt for at retfærdiggøre sit eget fravalg af moderskab og det borgerlige liv, som hun foragtede.

De fleste kvinder ønsker familie og stabile relationer. Alligevel repræsenteres kvinders interesser i stigende grad af elitefeminister, hvis livsvalg og værdier ikke deles af flertallet. Resultatet er normer, som mange kvinder ikke kan genkende sig selv i, men som de forventes at tilpasse sig.

Det betyder ikke, at der ikke er reelle risici for kvinder ved økonomisk afhængighed, eller at 1950’erne var et ideal. Mange kvinder var ensomme og utilfredse, og ønsket om adgang til arbejdsmarkedet var legitimt. Men disse fremskridt har også haft omkostninger. Der er trade-offs, og dem bør vi kunne tale åbent om, uden udskamning.

Feminismen handlede om at give kvinder flere muligheder for at forme deres liv. I dag er den moderne feminisme i stigende grad blevet normativ og foreskriver, hvordan det rigtige kvindeliv bør se ud.

Det er ikke tilfældigt, at progressiv feminisme blev den primære gren af feminismen samtidig med, at venstremodernismen blev den dominerende ideologi i Vesten efter 1960erne. Specielt Europa havde mistet selvtilliden efter verdenskrigene og havde nu blot skyldfølelse og selvhad tilbage.

Mange på højrefløjen erklærer, at de ikke er feminister, men det er synd at overlade feminismen til den progressive feminisme, når der i feminismens historie har eksisteret en form for feminisme, der ikke forsøger at slette hvad det vil sige at være kvinde.

Tiden er derfor inde til en reform af feminismen – en feminisme, der tager kvinders biologiske og sociale realiteter alvorligt, og som ikke dæmoniserer mænd. Vi bliver kun stærkere som samfund ved at arbejde sammen. Og der er meget, som skal genopbygges.