Af Ryan Smith, Forfatter

Vibeshiftet er på overfladen et kulturelt og politisk stemningsskift, der har accelereret siden 2024. Det handler om afvisning af det progressive etablissement, woke-kultur, globalistisk centralisering, og indebærer en drejning mod nationalisme, suverænitet, realisme og anti-paternalisme.

Men ligesom religioner har en ydre lære for masserne og en indre for de indviede, har vibeshiftet også to lag. Det er nemlig (i modsætning til hvad mange menige tilhængere måske tænker) ikke en tilbagevenden til en guldalder et sted mellem 1950 og 1990. Vibe-skiftets indre betydning er et opgør med den liberale orden, der har hersket siden 1945.

Vibeshiftets jordnære støtter tiltrækkes af opgøret med mange års fejlhåndtering af migration, lavere økonomisk vækst og stagnation, oplevet utryghed som følge af fejlslagen integration, erosion af national kultur og værdier og en higen efter, at velfærd kun skal være for egne borgere. Det er overfladefænomenerne. Men disse aftryk er ikke tilfældige. De er forudsigelige konsekvenser af den struktur, vi blev pålagt for 80 år siden.

I Vesten er en idé med ni liv, at det liberale demokrati er ”en fair kamp på ideer.” I realiteten er der så mange elementer ved den herskende orden, som favoriserer ventrefløjen, at ideen om fairness står på hylden ved siden af Julemanden og Tandfeen.

Det gælder: En voksende offentlig klasse af lærere, socialarbejdere og embedsmænd, som er naturligt venstreorienteret og nyder godt af højere skatter og velfærd. Universiteter, journalistik og kulturinstitutioner, der er massivt venstreorienterede. NGO’er som Kvinfo og Mellemfolkeligt Samvirke, som venstrefløjen udnytter til at presse demokratiet. Danmarks Radio og mediestøtte til formelt privatejede medier. Import af nye vælgergrupper via indvandring, som overvejende stemmer venstreorienteret. Overnationale organisationer og konventioner med et bias til venstre for vælgerne. En klasse af velfærdsklienter, hvis privilegier ikke kan røres (ikke engang af Trump).
Og politikerne som selv er aflønnede og afhængige af staten. En libertariansk MF’er er en selvmodsigelse.

At vi har været alt for venstreorienterede alt for længe er den forudsigelige konsekvens af den liberale ordens indbyggede incitamenter. Det er derfor, selv ”højreekstreme” regeringer (som Trump, Meloni og Orbán) dårligt kan ændre den overordnede retning. Derfor vi har kyniske sandheder som ”højrefløjen er blot venstrefløjen, der overholder fartgrænsen,” eller ”enhver organisation, der ikke er eksplicit højreorienteret, vil før eller siden blive venstreorienteret.”

Så hvad skal der til for et egentligt vibeshift? Erkendelse alene ændrer intet mod en magtstruktur med institutioner, incitamenter og tabuer, der overlever selv de mest højlydte ”populistiske” regeringer.

Første skridt er at indse, at halve løsninger ikke dur. At stemme på et nyt parti inden for samme rammer er som at skifte chauffør på en bus, der stadig kører mod venstre.

Meloni har stort set været irrelevant. Orbán viste, at man kan bremse lidt ved at tage kontrol over medier og uddannelse, men selv han opererer inden for EU’s rammer og kan ikke rive systemet op med rode. Trump viste, at han kunne skræmme eliten og flytte debatten, men da han forlod magten 2021-25, vendte USA tilbage til status quo, endda med værre censur og lawfare.

Vibeshiftets indre lektie peger derfor mod en mere fundamental revisionisme. Det handler om at udfordre selve fundamentet for efterkrigstidens orden. Nationer må genvinde kontrollen over egne institutioner. Det betyder enten udtræden af eller radikal reform af overnationale organer, der konsekvent trækker mod venstre. Det kræver vilje til at ignorere domstole og konventioner, når de står i vejen for ægte ændringer.

Den offentlige sektors magt skal afvikles. Den voksende klasse af velfærdsklienter og offentligt ansatte er ikke bare et budgetproblem, men en magtfaktor med egeninteresse i evig udbyggelse af staten. En ægte højredrejning kræver en kulturel kamp mod forestillingen om, hvad der bør komme fra omfordeling. Kulturproduktion skal kontrolleres. Offentlig finansiering af venstreorienterede universiteter, medier og kulturinstitutioner er selvskade med månedlige afdrag.

I stedet for at klage over bias kan en højreregering bruge samme mekanismer som venstrefløjen. Finansiering kun til dem, der deler nationens værdier, eller total afskæring af statsstøtte. Indvandring som eksistentielt spørgsmål. Det er ikke nok med stramninger. Den demografiske udvikling i mange vestlige lande er allerede så fremskreden, at selv nul-indvandring ikke vender udviklingen på kort sigt. Remigration bliver uundgåelig, hvis man vil bevare nationerne. Det er det mest tabuiserede emne, men også det mest afgørende.

Vibeshiftet er derfor ikke bare en stemning. Det er begyndelsen på en erkendelse af, at vi står over for et sammenbrud af den gamle orden. Vibe-skiftets ydre lag viser os allerede konturerne: stigende polarisering og mistillid til institutioner. Parallelsamfund på den ene side og en voksende villighed til at bryde tabuer på den anden.

Spørgsmålet er derfor ikke, om den liberale orden overlever i sin nuværende form. Det er, hvad der kommer i stedet: sammenbrud uden styring, venstredystopisk censurvælde eller en overgang til noget mere nationalt og realistisk. Sidstnævnte vil kræve, at højreorienterede dedikerer sig til langt mere gennemgribende reformer end deres støtter i dag forestiller sig. Så de kan udfylde tomrummet, når den gamle struktur endelig slipper. Dét er vibeshiftets indre betydning.